”I Jægersborggade raser Pesten i saa godt som hvert hus lige fra Kælder til Kvist”: Om syndikalisternes sundhedspolitik

 

For over hundrede år siden hærgede den spanske syge i Europa. En pandemi hvis symptomer og udbredelse minder om COVID 19. Ligesom i dag, er der nogle skræmmende ligheder med hvordan pandemier er bundet op på klassebetingelser – nemlig boligforhold og arbejde.


af REH

Året er 1918. De europæiske nationer har gravet sig ned i en skyttegravskrig mellem øst og vest.  I de trængte kroge med kanonskud, eksplosioner, og lemlæstede kroppe trives sygdom.  I de mørkeste afkroge af krigens landskab udvikles en særlig smitsom influenzavariant.

Den fik hurtigt tilnavnet ‘den spanske syge’. Den hærgede verden fra 1918 til 1920.  Symptomerne var blandt andet vejrtrækningsproblemer og ledte i visse tilfælde til kvælning.

Man anslår der døde mellem 17 og 50 mio. mennesker som følge af den spanske syge. Sygdommen opstod sandsynligt blandt amerikanske soldater, som bragte den med sig til Europa under første verdenskrig. De usanitære forhold i det krigshærgede landskab hvor tusindvis af kroppe var pakket tæt sammen, skabte optimale vækstbetingelser for pandemiens udbredelse

Selvom Danmark var et neutralt gennemgangsland under krigen, skelnede sygdommen ikke mellem Stars and Stribes eller Dannebrog. Sygdommen nåede efter kort tid til Danmark.

Ifølge Historiker Hans Trier var den spanske syge særdeles omfattende. I Danmark ramte den skønsmæssigt mellem 25 og 50 % af den danske befolkning. Her blev ca. registeret 900.000 syge. Unge fra 15 til 40 år var de værst ramt med hensyn til dødeligheden som lå ca. på 2%.

Det var ligesom i skyttekravene, de trange kår i form af mange personer stuvet sammen i bygninger og transportmidler, der anses for at være til årsag for pandemiens udbredelse i Danmark. I de danske arbejderhjem hvor mange boede under et tag lå sygdommen som et sort tæppe i brokvarterne.

Syndikalisternes København

Sygdom i det 20 århundrede trivedes godt i Københavns trængte lejekaserner i brokvarterene. Derfor var sygdomsbekæmpelse også et klassespørgsmål. Man kan ikke bede folk om at holde afstand, hvis de ingen mulighed for det har.

For det 20 århundredes radikale venstrefløj var det også et problem, man så skarpt på.   Syndikalisterne var en revolutionær strømning inde for den danske arbejderbevægelse. De mente at boligpolitik også var et klassespørgsmål.   Det kunne man læse i Solidaritet, syndikalisternes blad, hvor de skrev fordømmende artikler om pandemiens håndtering i Københavns kommune.

Den spanske pest i de trængte lejekaserner

”Hvor kan man tale om Hygiejne, saa længe det store flertal af det arbejdende Folk bor i store Kaserner, Lag paa Lag under Forhold saa elendige at al Tale om Hygiejne er en blodig hån”.

Sådan lyder en malende beskrivelse af de danske boligforhold i 1918, fra en artikel ved navn ”Hygiejnens Aarhundrede – Fattigkaserne og den spanske pest”.

Fra 1918 til 1920 skrev syndikalisterne flere agiterende artikler om den spanske syge.

De beskrev hvor nytteløse restriktionerne fra de danske myndigheder, var, når de ikke var nået ind til roden af problemet – afstand.  Plads, særligt i hjemmet var en stor årsag til den voldsomme smitte som en følge af de dårlige boligforhold der igen var en konsekvens af den skarpe klassedeling mellem rig og fattig.

I en anden reportage skriver skribenten Vilhelm Zürich, fordømmende om den Københavnske boligpolitik

”man kan indrette Fattigkaserner, bygge lange, mørke Fattiggader, Bagbygninger og Sidebygninger og man kan endelig bygge Fattighuler for husvilde Familier eller bestemme, at de skal anbringes i sorte Kældere eller stuves sammen i Offentlige Lokaler i smaa afdelinger. 

Kort sagt: Man kan, som magthaver, omtrent i den retning gøre hvad man vil, saa længe der ikke indtræffer Begivenheder af ekstraordinær karakter.”

Arbejdernes boligforhold står i skarp kontrast til mere velstillede med de store lejligheder og meget plads. For hvor der ” I en gade som Jægersborgsgade har den spanske syge faaet et sikkert arnested. Flere af denne fattiggades kaserner er helt og holdent af sygdommen.”.

Det står i stærk kontrast til syndikalisternes syn til den herskende klasse. De har ”4 -1-Værelses lejlighed, de har brændsel til alle stuerne og frisk luft og Lys og Hygge nok”. For dem, mener Zürich, ”er der ingen nød!” 

Skurlandsbyer og udsatte boligområder – Samme problem?

Dengang lukkede man også ned for offentlige aktiviteter. Man bad folk, om at afholde sig fra at bruge offentlig transport.  Men sundhedsmyndighedernes anbefalinger tog ikke udgangspunkt i de sociale vilkår, som folk i byerne levede under.

I dag bliver der i særdeleshed stillet spørgsmål til hvorfor det de udsatte boligområder, der har flest corona tilfælde. Ét af svarene må være det samme, som det var for hundrede år siden:

Sammenstuvning af mennesker på små arealer var og er et problem i hverdagen og i særdeleshed under en pandemi.  Vi kan spritte af så meget vi vil. Men hvis vi ikke kommer problemet med boligpolitikken til livs er der ikke meget håb for at mindske sygdomsspredning i de laveste samfundslag.