Når vi lærer om Historien, lærer vi typisk, at det kun er store menneskers handlinger, som er årsagen til Historiens drivkraft. Det er en forkert måde at forstå Historien på. Hvis vi skal forstå Historien, skal vi undersøge, hvordan almindelige mennesker og deres kamp for en bedre tilværelse har påvirket historiske begivenheder.
I 2006 tilrettelagde den daværende VK-regering historieundervisningen i folkeskolen efter den såkaldte historiekanon. Regeringen nedsatte en kommission, som udarbejdede en liste over kanonpunkter, som eleverne skulle undervises i. Listen skulle “repræsentere deres historie”. De punkter, som blev valgt, skulle have en bestemt “symbolværdi, der giver klare signaler om indhold og muligheder for perspektivering” – med andre ord: de skulle legitimere bestemte narrativer.
Kanonpunkterne fulgte en rød tråd frem mod den moderne nationalstat. Et udpluk af kanonpunkter er Christian 4., opbygningen af velfærdsstaten og globaliseringen. Det problematiske ved historiekanonen er tendensen til støtte op om den idé, at menneskets samfundsmæssige væren er bestemt af enkelte ’vigtige’ personers handlinger.
Vi kan se det, når leksikonartikler tegner et billede af Christian 4. som en stor herre, der ene mand fik bygget Københavns arkitektur, eller Stauning optræder som en landsfaderlig skikkelse, der med snilde og politisk håndværk alene fik indført de første socialreformer under Kanslergadeforliget i 1933 – en fremstilling, der underkender betydningen af det massive pres for forbedringer af velfærden, der udgik fra arbejdsløshedsbevægelsen.
Når disse historiske kendsgerninger bliver reduceret til én stor mands værk, sendes flertallet af samfundet ud i baggrunden. Christian 4. byggede ikke Rundetårn, og Stauning fik ikke en fiks idé om reformændringer. Derimod er det snarere flertallet af mennesker, som har gjort disse forandringer mulige. Det er de mange mennesker, som skaber historien.
De forskellige historieopfattelser
Der er forskellige måder at fortolke historien på. Det gør historievidenskaben til et politisk værktøj, som stater eller andre aktører kan søge deres eksistensberettigelse i. I den danske folkeskole arbejder man fx med en obligatorisk historiekanon, der er vedtaget af Folketinget, og som på sin vis – på trods af undervisers uafhængighed i anvendelsen – skildrer begivenheder på en bestemt måde. Derfor skal vi som venstrefløj også være opmærksomme på, hvordan historien formidles.
Der findes to populære historieopfattelser, der kan beskrives som tilhørende hhv. en idealistisk og en materialistisk lejr.
Idealisme er en filosofisk position, hvor man, groft sagt, mener, at det, som verden består af, er idéer. Det er en position, hvor mennesker alle besidder den samme mængde af fornuft og ikke er begrænset af deres sociale arv mht. deres samfundsmæssige væren. Det, som har drevet historien frem, har været karismatiske enkeltpersoner, der har påvirket historien. Vi kan derfor se nogle af de samme karaktertræk ved bestemte samfunds ledere, som fremhæves som en historisk drivkræft, er personer som har været bevidste om deres potentiale og på den måde kunne fået politiske indflydelse. Denne forklaringsmodel er blevet brugt af nogle meningsdannere og historikere til at forklare diverse diktatorers, nationers eller partiers narrativer.
Den materialistiske historieopfattelse ser i stedet på de materielle betingelser for menneskers samfundsmæssige væren. Det vil sige, at man – i stedet for at søge forklaringer på fænomener og begivenheder hos idéerne – søger dem hos den praktiske virkelighed, som mennesker oplever. Vi bliver født ind i en bestemt tilværelse, som har indflydelse på os.
For venstrefløjen betyder det, at al hidtidig historie forstås som klassekampens historie. Så længe som der har eksisteret samfundsklasser, har der været en konflikt mellem dem. Deres indbyrdes kamp har været den primære historiske drivkraft. En af de fremtrædende teoretikere, som har undersøgt klassekampens historie, var den tyske filosof og økonom Karl Marx. Ud over at have skrevet en lang række økonomiske skrifter beskæftigede Marx sig også med historiske spørgsmål. Metoden, som Marx brugte, var den historiske materialisme.
Historiebevidsthed og materialismen
Historiebevidstheden bliver i den grad et politisk betændt emne, når det kommer til for eksempel jubilæumsfejringer. I 2020 kan vi se frem til endnu et år med abstrakte jubilæumsfejringer, der på sin vis har fået udtømt deres relevante indhold for almindelige mennesker. Hvis vi tager udgangspunkt i for eksempel dronningens nytårstale for 2020, mødes vi fra starten af denne svada: “Vi skal stadig stå på vagt for de værdier, vi kæmpede for, og som vort samfund stadig bygger på.”
Hvad er det for nogle værdier, som Margrethe taler om? I år 2020 markeres 100-året for genforeningen af Sønderjylland med resten af Danmark. Her reduceres det til en fredsommelig ende på det 19. århundredes slesvigske krige, hvor forsoning og klassesamarbejde karakteriserer det danske samfund, og hvor genforeningsdagen karakteriseres ved, at der “strømmede folk til fra hele landet for at opleve kong Christian 10. ride over grænsen på den hvide hest”.
Her negligeres det, der er en af de måske vigtigste begivenheder i den danske klassekamps historie – nemlig Påskekrisen. Det, der reelt var et statskup, blev igangsat af selvsamme Christian 10. Han havde set sig sur på udfaldet af folkeafstemningen i Flensborg og omegn (der viste massivt flertal for fortsat tilhørsforhold til Tyskland) og så statskuppet som en mulighed for at åbne et vindue for tage et opgør med de demokratiske bevægelser i perioden. Flere hundrede tusinder af arbejdere gik på gaden mod statskuppet – ikke kun, fordi der var begået et statskup, men fordi de så deres nyvundne demokratiske rettigheder, samt deres politiske og økonomiske organisationers eksistens, truet af statskuppet.
Påskekrisen er blot ét af adskillige historiske begivenheder, som er formet af klasseinteresser. Som Marx skriver i indledningen til Det kommunistiske manifest, så er “hele det hidtidige samfunds historie klassekampenes historie”. På den måde skal det forstås, at der er objektive faktorer, som betinger og motiverer menneskers handlinger. Det er vores sociale miljø, som vi er vokset op i. Det er det politiske klima, som har påvirket vores skolevæsen, eller det arbejdsmarked, vi kommer til at møde eller har mødt.
Vi er selvfølgelig selv med til at træffe vores egne valg i et vist omfang, men, som Marx skriver, skaber menneskene “deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret. Traditionen fra alle døde slægtled hviler som en mare på de levendes hjerne” (fra “Louis Bonapartes Attende Brumaire”).
Det vil sige, vi lever på fundamenter skabt af tidligere tiders mennesker, af de valg, som de har truffet i indretningen af samfundet. I dag – som for 200 år siden – er det samfund, vi lever i, indrettet som et klassesamfund med en kapitalistisk markedsøkonomi. Vores forhold er arrangeret således, at alt, hvad vi gør, påvirkes af de klasseforhold, som er skabt deraf.
Det er korrekt, at vi ikke lever i 1890’erne, hvor arbejderklassen levede i små lejekaserner. Men de forbehold taget i betragtning skal klasseforhold, som vi ofte associerer med kapitalismen, heller ikke reduceres til kun at vedrøre hårdtarbejdende fabriksarbejdere. Klasseforholdene skal også tage udgangspunkt i den senere tids udvikling af klassernes vilkår – med nye professioner som f.eks. pædagogen, spørgeskemauddeleren, det slidende cykelbud, bartenderen på den lokale bodega og gymnasielæreren.
Som den engelske historiker E. P. Thompson skriver om klasse: “Ved klasse forstår jeg et historisk fænomen, som samler en mængde af uensartede og tilsyneladende usammenhængende begivenheder, både i oplevelsens råmateriale og i bevidstheden”.
Ud fra dette synspunkt begynder det at blive mere klart, hvem som skaber historien. Det har aldrig alene været dronninger eller konger – det har været den store masse af mennesker. I de forhold, som de står i. Kan det konkluderes, Som Thompson bemærker:“Klasse defineres af mennesker, mens de lever deres egen historie, og kun ud fra det. Dette er den eneste definition”.
