Politiet har løftet lidt af sløret for, hvad de havde gang i, da de skred ind over for demonstrationen i onsdags.
Indsendt til Konfront af Politikritik
I et skriftligt svar, som blev læst op i P1 programmet Orientering, skriver de, at de “Anerkender at indsatsen første maj kan se voldsom ud, men vi vurderede, at det kunne føre til massive uroligheder og være til fare for den forstyrrelsen af den offentlige orden og til fare for enkeltpersoners sikkerhed, hvis uromagerne fra demonstrationen uden besigtigelse fik lov til at fortsætte ind i Fælledparken, hvor tusindvis af almindelige borgere var forsamlet.”
Som de fleste andre svar, politiet giver på kritiske spørgsmål, er dette et, der fører til langt flere spørgsmål.
I de snart 30 år, der har været antifascistisk 1. maj i Fælledparken og venstreradikale/antifascistiske demonstrationer, har der aldrig været nævneværdige problemer efter demoerne er nået frem til fælledparken. Så hvad var i år ændret? En åbenlys mulighed er Rasmus Paludan, der afholdt sin tomandsdemonstration i den anden side af parken. Dette virker umiddelbart som en meget sandsynlig forklaring, eftersom politiet mange gange offentligt har udtrykt stærk bekymring for Paludans sikkerhed de sidste par uger.
Denne forklaring er dog langt mere problematisk for politiet. Politiet kalder deres indsats på Dronning Louises Bro for en “besigtelse” af demonstranterne. Altså at politiet ville undersøge, om der var nogen, der havde våben eller andre ulovlige effekter med. Konkret bestod denne operation i, at 500 demonstranter blev indespærret og kun kunne forlade området igennem en sluse, der bestod af to pansrede hollændervogne parkeret så tæt, at man kun kunne gå igennem den en ad gangen, hvorefter der gik en rum tid med kropsvisitering, fotografering og ID kontrol.
Det må være klart for politiet, når de starter en stor operation med så mange mennesker, at det ikke bliver en kort affære. Det tog omkring to timer, før de sidste var igennem slusen.
Største massetilbageholdelse siden 2009
Dette er for det første en masse-frihedsberøvelse, eftersom demonstranterne ikke frit kunne forlade stedet. Disse er siden Klimatopmødet i 2009 i stor stil blevet kendt ulovlige af diverse retsinstanser.
For det andet må det stå klart for politiet, at operationen i praksis også er en krænkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden for alle de indespærrede. Dels har man ikke forsamlingsfrihed, hvis man bliver frihedsberøvet i timevis for at bruge den. Derudover vil det efter sådan en indsats ikke være muligt for arrangører at holde sammen på demonstrationen eller tage ansvar for, hvad der sker, når demonstranter befinder sig på flere sider af en massive politiafspærringer. Det var arrangørerne selv, der valgte at opløse demonstrationen, men i praksis havde de ikke noget valg.
I en retsstat kræves det, at man rent faktisk begår en forbrydelse, før man udsættes for en straf som at miste sine frihedsrettigheder. Det betyder, at medmindre politiet kan bevise ,at alle de over 500 indespærrede mennesker på Dronning Louises Bro havde planlagt uro i fælledparken, har de krænket uskyldige mennesker ret til at demonstrere og bevæge sig frit.
Manglende svar
Politiet har forsøgt at give et svar på, hvorfor de valgte en voldsom indgriben mange menneskers frihed, men deres svar efterlader langt flere og meget mere problematiske spørgsmål.
Hvordan vægter politiet hvis ytringsfrihed, der er mest vigtigt? Ville det ikke være en mindre indgriben at flytte Paludans to-personers show 50-100 meter væk fra Fælledparken, hvis de var bange for uro end at krænke hundredvis af uskyldige menneskers ret til at demonstrere frit?
Her bliver det klokkeklart, at argumentet om, at politiet bare gør deres arbejde i at sikre Paludans ret til at demonstrere, ikke holder. Der er forskel på hvis demonstrationer, der får politibeskyttelse, og hvis demonstrationer, der bliver brudt op med knipler. Begge demonstrationer var altovervejende fredelige, og begge demonstrationer var lovligt anmeldt.
Politiets indgriben var ikke bare unødigt voldsom og aggressiv. Den var også et vigtigt politisk signal. Et signal til den antifascistiske bevægelse om, at deres ytringsfrihed når som helst kan tages fra dem, imens fascisternes ytringsfrihed skal beskyttes – koste hvad det vil. Politiet har sendt et klart signal om, hvilken side, de holder med.
En politisk prioritering vi nok kommer til at se konsekvenserne af de næste mange år.
