Den 26.-29. december mødtes tusinder af kvinder fra alle hjørner af Mexico og verden på zapatisternes territorium, til Det Andet Internationale Møde for Kvinder der Kæmper (el Segundo Encuentro Internacional de Mujeres que Luchan). Zapatistkvinder havde indkaldt til mødet (læs indkaldelsen her) der, med temaet om vold mod kvinder som omdrejningspunkt, skulle være en platform for at skabe alliancer verden over og dele erfaringer i kampen mod patriarkat og kapitalisme.
Af to aktivister fra Internationalt Forum
Ankomst til Morelia
[faktaboks id=”6458″]Den 26.december blev vi modtaget i Caracol Morelia efter en halv dags rejse fra byen San Cristóbal de las Casas i Chiapas, det sydøstlige Mexico. Ved ankomst stod zapatistkvinderne for at registrere os, hvorefter vi skulle køres videre til el Semillero ”Huellas del caminar de la Comandanta Ramona” – stedet, hvor selve kvindemødet skulle afholdes. Vi trådte ind i minibusserne, der i år (for første gang) havde zapatistkvinder som chauffører – et arbejde der indtil da udelukkende var blevet udført af mændene. Lxs tercixs compas (zapatisternes frie medier) havde op til mødet annonceret dette med videoer af zapatistkvinder, der kører, samt udfører tjek af, forskellige slags køretøjer (se videoerne her). Og som ved det første kvindemøde i 2018 var mødet også lukket for mænd. Zapatistkvinder stod for alt fra registrering, modtagelse og transport til elektricitet, lyd og mad. Og unge zapatist-militskvinder stod for vores allesammens sikkerhed i de dage mødet blev afholdt.
Den efterfølgende dag blev mødet officielt indviet af kommandant Amada. Bærende sin datter på ryggen bød hun velkommen til de over 3200 tilmeldte fra 49 forskellige lande. I indvielsestalen (læs den fulde tale her) satte hun fokus på, at vi; her, ved at møde kvinder fra hele verden, har muligheden for at forbedre vores egne lokale kampe ved at lytte og lære af hinanden. At dette møde ikke handler om at finde frem til, hvilken kamp der er vigtigst eller hvordan den bør kæmpes, men netop at lære af den store forskellighed. For det fungerer ikke, forklarede hun, hvis vi alle skal være ens i tænkning og måde at leve og kæmpe på. Derimod er forskelligheden en stor styrke, og noget vi skal lære af.
Hun gjorde det endvidere klart for os gæster, at zapatistkvindernes kamp er for retten til liv og imod kapitalismen og patriarkatet – og at de som zapatister ser disse to systemer optræde sammen, undertrykke i kombination, og er indspundet i hinanden. Derfor er kvindekampen, kampen mod patriarkatet, nødt til også at være antikapitalistisk.
Temaet for kvindemødet var ‘vold mod kvinder’. Kommandant Amada gav en særlig kamphilsen til familier og venner til forsvundne eller dræbte kvinder. Hun forklarede at vi er i en krig for livet, fordi kvinder bogstaveligt talt kæmper for at forblive i live, og for at leve et liv uden frygt. Og der blev meddelt at i 2019 er ingen kvinder forsvundet eller myrdet inden for zapatisternes territorium. Her blev talen afbrudt af deltagernes glædesråb, hvilket skal ses i relation til, at i resten af Mexico oplever kvinder ekstrem vold og at der i gennemsnit myrdes 9 piger eller kvinder dagligt.
Mødets forløb og program
Mødet var fordelt over tre dage. Første dag var afsat til at have mikrofonen åben for alle, der måtte have behov for at dele en historie om vold; fysisk, psykisk eller strukturel. På en overdækket platform skiftedes kvinder til at træde op og fortælle. Fra den store mængde lyttende kvinder blev der efter hver tale, råbt “no estás sola” (“du er ikke alene”). Og af flere blev det beskrevet, hvordan de oplevede denne mulighed og dét rum der blev skabt, som en form for kollektiv bearbejdning af traumer; individuelle som kollektive. I løbet af dagen blev det klarere og klarere for de deltagende, at problemet er strukturelt, og at kønnet vold er så udbredt at vi kunne have fortsat i dage og uger.
Vigtigt var dog også at komme videre fra historierne om vold og overgreb, og netop også fokusere på, hvordan volden bekæmpes, hvordan man kan arbejde imod patriarkat og kapitalisme, og hvordan folk allerede er organiserede og kæmper dagligt.
Derfor var dag to afsat til forslag og idéer. Gennem workshops, nogle tematiseret og andre åbne, fordelte deltagerne sig i arbejdsgrupper, der diskuterede mulige alliancer, praktiske forslag, udvekslede strategier og fortalte anekdoter fra sine respektive kollektiver eller organisationers erfaringer og arbejder. Dag to blev dermed en arbejdsdag, hvor der blev knyttet kampe og fundet inspiration. Derpå kunne deltagerne, på tredjedagen, synge, danse og fejre dén styrke som man have havde mødt og lært af.
ASÍ UN DÍA GRITAMOS NUESTROS DOLORES Y CORAJES.
(Så én dag råber vi af smerte og vrede)
OTRO DÍA COMPARTIMOS IDEAS Y EXPERIENCIAS.
(En anden dag deler vi idéer og oplevelser)
Y EL TERCER DÍA GRITAMOS DE ALEGRÍA Y DE FUERZA.
(og den tredje dag råber vi af glæde og styrke)
PORQUE SOMOS MUJERES QUE SUFREN.
(fordi vi er kvinder, der lider)
PERO TAMBIÉN SOMOS MUJERES QUE SE PIENSAN Y SE ORGANIZAN.
(men vi er også kvinder, der tænker og organiserer sig)
Y, SOBRE TODO, SOMOS MUJERES QUE LUCHAN.
(og frem for alt er vi kvinder, der kæmper)(fra åbningstalen, kommandant Amada)
Støtte, beskytte og forsvare
Den sidste aften mødtes alle gæster, da det andet internationale møde for kvinder der kæmper skulle rundes af. Her blev mødet officielt lukket med ord fra kommandant Yesica (læs talen her). De kvindelige EZLN-soldater udførte en militærparade, hvor de i løb dannede et sneglehus omkring en ung pige, som de med bue og pil beskyttede. Paraden var et symbol på, at zapatist-kvinderne i EZLN er klar til at forsvare kvinder, der beder om hjælp mod vold. Komandant Yesica opfordrede os til at gøre det samme: “Når en hvilken som helst kvinde, i en hvilken som helst del af verden, i en hvilken som helst alder og med en hvilken som helst hudfarve beder om hjælp fordi hun angribes af vold, skal vi sammen reagere og søge former at støtte, beskytte og forsvare hende”.
Vi ved, understregede Yesica, at hver geografi har sin egen måde at kæmpe på. Men vi skal udveksle, koordinere og kommunikere på tværs, for organiserede står vi stærkere. Også kommandant Amada sagde dette i sin velkomst; fordi retten til livet ikke er noget, der blot vil blive givet foræret, men noget der skal tilkæmpes. Og dén kamp kæmpes bedst organiseret.
EL DERECHO A LA VIDA Y TODOS LOS DERECHOS QUE MERECEMOS Y NECESITAMOS, NO NOS LOS VAN A REGALAR NADIE.
(Retten til livet og alle de rettigheder som vi fortjener og har brug for, dem kommer ingen til blot at give os)
NO NOS LOS VA A DAR EL HOMBRE MALO, BUENO, REGULAR O NI MODOS.
(Ikke den onde mand, den gode mand, den regulære mand eller whatever slags mand kommer til at give os dem)
NO NOS LO VA A DAR EL SISTEMA CAPITALISTA POR MUCHAS LEYES Y PROMESAS QUE HAGA.
(Ikke det kapitalistiske system med sine mange love og løfter kommer til at give os dem)
EL DERECHO A LA VIDA, Y TODOS LOS DERECHOS, LOS TENEMOS QUE CONQUISTAR.
(Retten til livet og til alle rettighederne, dem er vi nødt til at erobre)(fra åbningstalen, kommandant Amada)
Et møde med store splittelser
Som man nok kunne have forudsagt, kan tusindvis af mennesker med forskellige feminismer og ikke-feminismer næppe mødes og diskutere, uden at der vil opstå uenigheder i analyser og teorier. Dette skete ved det første kvindemøde i 2018, og denne gang i 2019 var heller ikke en undtagelse. Eksempelvis var grupper af såkaldte ‘radikale feminister’ ankommet med en meget firkantet og ekskluderende idé om, hvad kvindelighed ville sige, hvem der var del af denne kvindelighed og hvordan kvindekampen skulle organiseres – idéer, der på ingen måde var i overensstemmelse med zapatisternes standpunkt. Med både stærke terf- (trans-ekskluderende radikal feminisme) og swerf (sexarbejder-ekskluderende radikal feminisme)-positioner tog disse grupper meget plads til arrangementet, hvilket skabte utryghed for mange deltagere. Der blev derfor organiseret et spontant møde, hvor et brev med afstandstagen til denne såkaldt radikale feminisme blev nedskrevet og dernæst læst op for hele kvindemødet efterfulgt af klapsalver.
Dertil kom nedsættende og racistisk adfærd, som desværre også viser sig i rum man troede var anderledes, her på zapatisternes jord, udvist af både hvide personer og mestizxs.
Da folk pakkede deres ting sammen d.29.december, efter tre dages kvindemøde, var det altså både med håb og mod på at fortsætte kampen, men samtidig også med en bitter følelse ovenpå de store splittelser. Det var blevet enormt tydeligt, at der ikke findes én feminisme eller én kvindekamp, og at feminisme ikke nødvendigvis i praksis er anti-diskrimination, antiracisme, antikapitalisme og antiimperialisme. Og det blev tydeligt, hvor meget arbejde der er igen, også inden for vores egne sociale bevægelser.
