Vi lever i et tykfobisk samfund. Tykfobien er undertrykkende og allestedsnærværende. Vil du være tyk-allieret? Så læs med her.
[faktaboks id=”3458″]Vidste du, at tykke børn får lavere karakterer end deres skolekammerater, som ikke er tykke, selvom deres intelligens ikke måles til at være lavere? At tykke mennesker ikke bliver ansat i samme grad, som arbejdssøgende, der ikke er tykke – og når tykke mennesker ansættes er lønnen lavere? Og at tykke patienter risikerer ikke at blive undersøgt for deres symptomer hos lægen, men blot afvist med at vægttab er svaret på hvad end, de nu kommer til lægen med? At man som tyk risikerer at dø af sygdomme, som kunne være blevet behandlet, hvis lægen havde taget symptomerne alvorligt? At der er mange mennesker, som synes, de har ret til at råbe ad og spytte på tykke mennesker i offentlige rum? Og at WHO Europe har adresseret tykfobi som et sundhedsproblem, og understreger, at selvom der mangler undersøgelser og forskning inden for dette felt, så er der nok materiale til at konkludere, at dette foregår i hele Europa? – Det betyder også her i Danmark, hvis nogen skulle være i tvivl.
Tykfobi er et stort problem i vores kultur og samfund – og skal bekæmpes. Der er mange forskellige måder at bidrage til kampen mod denne undertrykkende struktur. Jeg er gået all in og er fuldtidsaktivist. Jeg bruger det meste af min tid og energi på at skrive og tale om tykhed og tykfobi. F.eks. sproget, som er meget vigtigt. Helt kort om sproget: tyk og tykhed er de neutrale ord, mens ”overvægtig” og ”fedme” er skadelige ord. Hver gang jeg har en artikel eller et indlæg i et mainstreammedie bliver jeg efterfølgende opsøgt på sociale medier af folk, som skriver noget i retningen af ”der findes ikke tykfobi, din fede ko.” Der er jo fint med den slags selvmodsigelser til at understrege mine pointer.
Det er fuldstændig umuligt ikke at komme til at reproducere tykfobi. Der er et så ekstremt højt niveau af had, væmmelse og frygt for tykhed, at tykheden kan bruges i alle sammenhænge, hvor nogen ønsker at udtrykke foragt eller fordømmelse. F.eks. går stereotypen Den Tykke Kapitalist igen på venstrefløjen – fuldstændig uanfægtet af at tykke mennesker i meget høj grad udbyttes eller holdes helt udenfor arbejdsmarkedet. Hvis man kigger på forsiderne af Forbes Magazine, hvor kapitalisterne hædres for deres rigdom, vil man næsten kun se personer, som ikke er tykke. Når der endelig er en tyk person, som hædres for sin kapitalisme, f.eks. Donald Trump, som er blevet lidt større med alderen, så er der voldsomt stort fokus på hans tykhed. Listen over hvad der er galt med Trump er uendelig! Men når han virkelig skal udstilles, så er det hans dobbelthage, mave og hofter – ligesom hans hår og hans ”små hænder”. Disse fysiske træk er vitterligt det eneste ved ham, som ikke er problematisk. Men tykhed er en effektiv generator for had, fordi tykfobien er så gennemsyrende i vores kultur.
Selvom det er umuligt ikke at komme til at reproducere tykfobi, må man arbejde på at lade være, hvis man vil være allieret. God alliance handler om at forstå, at tykfobien er overalt, og at man selv er en del af den – uanset hvem man er. Det er fuldstændig utænkeligt, at man gennem hele sit liv har været anti-tykfobisk eller at man fremadrettet kan styre fuldstændig udenom så omsiggribende en struktur.
Et eksempel på god alliance er O.T, som har lavet nogle teateranmelder her på Konfront. O.T skrev en anmeldelse af teaterstykket Amerika på Nørrebro. Jeg skrev en noget andet anmeldelse af det samme stykke for Kulturtid. O.T skrev om at det var en medrivende fortælling, om at den var velspillet – og at ”Line Becks kostumer er fantastisk fantasifulde og skarptskårne, hvilket bidrager til det muntre helhedsindtryk.” I forbifarten blev ordet ”bodyshaming” lige smidt ind lidt længere nede uden nogen yderligere forklaring. I min anmeldelse skrev jeg, at brugen af fatsuits er så ekstrem, at intet i stykket kan rette op på det. Line Becks kostumer var dehumaniserende! Et af stykkets bærende elementer var fatstuits, som gang på gang fik publikum til at skrige af grin. To tykke kapitalister og en tyk kvinde, som var mere møbel end menneske – det er fandeme sjovt!
Jeg kan godt forstå, hvis man ikke af sig selv opfanger, hvor problematisk det er, at tykke mennesker er så lidt værd, at tykke kroppe kan bruges som symboler på ondskab og latterlighed i et evindeligt loop. Alting kan pakkes ind i fatsuits, og så er man garanteret afsky og latter. Film og bøger til børn og voksne, satiretegninger, memes, jokes og som i dette tilfælde teater er proppet med tykfobiske greb som f.eks. fatsuits, som skal symbolisere det groteske, det ikke-menneskelige og morskab, som ikke behøver blive forklaret. Det er en meget væsentlig del af den tykfobiske strukturs opretholden, at tykhed har den funktion i kulturprodukter af enhver art.
Jeg fremhævede O.Ts anmeldelse som et eksempel på tykfobi, da jeg skrev om hvordan jeg som tykaktivist havde oplevet Konfronts første år. Og det var rigtig god alliance fra O.T, som i sin næste teateranmeldelse spurgte, om der kunne være positive brug af fatsuits. Sidste år var der fatsuits i 50% af de teaterstykker, jeg så – og jeg så altså en del. Derfor er det et godt spørgsmål at stille som teateranmelder. O.T havde set Et juleeventyr på Nørrebro Teater og skrev en positiv anmeldelse efterfulgt af en refleksion over fatsuits, som optog næsten lige så meget plads, som selve anmeldelsen.
Jeg blev rørt over, hvordan der blev lyttet til kritikken af den første anmeldelse. Og jeg kan godt forstå spørgsmålet: er fatsuits dårligt, hvis det ikke skal symbolisere noget negativt eller latterligt, men i stedet noget rart og hyggeligt? Jeg fik aldrig svaret, og det er jeg ked af. Så åben og god en mulighed for dialog om dette emne, ville jeg gerne have taget – men jeg var travlt optaget af alt muligt andet, som jeg vil vende tilbage til.
Mit svar er, at fatsuits aldrig er i orden. Hvis et teater vil have hyggelige tykke mennesker på scenen, så må de sørge for at der er ægte tykke mennesker på scenen. Tyk er ikke noget, man bør klæde sig ud som. Hverken til fastelavn, til polterabend eller i film og teater. Jeg møder som regel argumentet, at der jo nok ikke er nogle tykke skuespillere, som kan spille disse roller – men det argument holder kun, hvis man antager, at tykke mennesker ikke er lige så talentfulde generelt og derfor heller ikke indenfor skuespil. Fatsuits er en meget klar manifestering af tykfobi uanset hvordan det bruges.
Det var sidste år, selvsagt ved juletid, O.T reflekterede, stillede spørgsmål på en meget respektfuld måde og udviste god tyk-alliance. Før jul udkom der er en rapport fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Rapporten konkluderer, at tykke mennesker udånder mere CO2 end andre, og at tykke mennesker ikke går og cykler, så derfor bon’es der ud i CO2 regnskabet, og at tykke mennesker spiser meget mere mad og på den måde bruger løs af CO2’en. De danske medier tog fuldstændig ukritisk imod dette budskab om tykke mennesker. Overalt blev nyheden sendt ud med voldsomt tykfobiske overskrifter og billedsider. Derfor havde jeg ret travlt i januar og februar.
Jeg tror, jeg var den eneste i det ganske land, som offentligt argumenterede mod at tykke mennesker skulle være en CO2-byrde. For det første, OK, tykke mennesker udånder mere CO2 end tynde – men høje mennesker udånder også mere CO2 end lave. Det er svært at forestille sig, at KU ville estimere hvor meget mere CO2, mennesker over 170cm udånder med særligt fokus på dem over 180cm. For det andet tilhører tykke mennesker en økonomisk underklasse jvf. diskriminationen på arbejdsmarkedet. Vi forbruger ikke løs af noget som helst i forhold til dem, der ikke er tykke. At antage at vores madforbrug og vores forbrug af kollektiv eller anden transport er så meget større end andres er rent gætværk. Personligt har jeg f.eks. yderst sjældent madspil, fordi jeg skal passe på min økonomi, så den antagelse om det store indkøb af mad, bør KU se mere nuanceret på. Det er de rige og de store virksomheder, der er skyld i klimakrisen – ikke tykke mennesker! Og som sædvanlig var reaktionen på min argumenter bunkevis af hatemail med implicitte og eksplicitte dødstrusler.
I marts, april og maj fik jeg travlt med coronakrisen. Tykke mennesker blev beskyldt for at blive mere syge af COVID-19 og faktisk være skyld i denne nye sundhedskrise. Argumenter om at hvis vi skal stå stærkere mod fremtidige pandemier – så skal tykke mennesker blive tynde, væltede rundt i avisspalterne. Til gengæld har ingen travlt med at tale om, at i Italien har man opgjort dødsfald i forbindelse med COVID-19 – og ud af 31.096 døde, var det kun 11%, som havde en BMI på 30 eller over, mens der er 19% med en BMI på 30 eller over i den samlede italienske befolkning. Det lader altså ikke til at tykke mennesker dør af corona i højere grad end dem, der ikke er tykke – tvært i mod. Igen var der masser af hatemail, efter jeg havde skrevet om corona-relateret tykfobi.
Denne sommer har jeg travlt med Sundhedsstyrelsens sidste nye tiltag, som går ud på at tykke mennesker skal opspores (det er deres eget ord, ”opspores”), der hvor de har kontakt med det offentlige, og sendes i vægtreduceringsprogrammer. Dvs. hvis man er tyk og går til lægen med øjenbetændelse, skal man komme hjem med et vægttabsprogram. Hvis man er tyk og arbejdsløs, skal jobcenteret sende en i vægtreduceringsprogrammer. Det samme gælder bo-, samværs- og aktivitetstilbud af enhver art. Er du tyk og har du kontakt med sundhedsfagligt eller kommunalt personale, så bliver du sendt i vægtreduceringsprogrammer. Heldigvis er Dansk Selskab for Almen Medicin, som repræsenterer 5000 praktiserende læger, og Psykologforeningen imod dette. De ved godt, at over 90% af dem, som taber sig, tager det hele på igen, fordi deres kroppe er kodede til at være at tykke. De ved også godt, hvor skadelig denne type stigmatisering er. Og nu når jeg skriver om dette, får jeg naturligvis masser af hatemail.
Hvis du vil være en god tyk-allieret, synes jeg, du skal finde tykaktivismen på sociale medier og støtte op med likes, kommentarer og delinger. Læg mærke til at tykfobien er konstant. Hvis du orker, så sæt den i tale, når du genkender den, der hvor du oplever den – men vær varsom med at sende den direkte videre til evt. tykke venner uden trigger warning (det er lidt hårdt, når ens venner pludselig opdager tykfobi og vil smide det hele direkte ind i ens indbakke). Tilføj altid tykfobi på listen over undertrykkende strukturer, som du ikke vil finde dig i. Og overvej hvilke dynamikker, der ligger i at du højst sandsynligt har grinet ad fatjokes, har antaget noget om en tyk persons helbred, intelligens eller ret til at være i en relation eller med i et fællesskab, eller hvordan du har fokuseret på tykhed hos nogle, du ikke kan lide, f.eks. en tyk politiker.
