Georges Ibrahim Abdallah er Frankrigs længst siddende politiske fange. Han er født i Libanon og har støttet palæstinensernes befrielseskamp, først fra Libanon, siden fra Frankrig. Han har siddet i fransk fængsel siden 1984. Pression fra USA og Israel har blokeret for hans løsladelse. En international solidaritetsbevægelse kæmper for hans løsladelse, og en film om hans liv som fedayin – frihedskæmper – er på vej.
Af IFs Mellemøstgruppe
Georges Ibrahin Abdallah blev født den 2. april 1951 i landsbyen Kabayat i det nordlige Libanon og læste til lærer på et seminarium uden for Beirut. I 1972 blev han ansat som folkeskolelærer i en landsby i Bekaa-dalen. Han blev hurtigt politisk aktiv og medlem af Parti Socialiste National Syria (PNSS) og senere – i 1971 som tyveårige — medlem af PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).
Abdallah blev mobiliseret gennem kontakt med de palæstinensiske flygtningelejre og Israels invasioner i Libanon under borgerkrigen (1975-1990). Georges Abdallah var med til at danne Fraction Armee Revolutionnaire Libanaise – FARL – som beskrev sig selv som kommunistisk og antiimperialistisk. Som leder af den franske afdeling af FARL (med base i Lyon) deltog Abdallah i kampen mod imperialisen og for befrielsen af Palæstina
Georges Abdallah får livstidsdom
I 1982 dræbtes en US-amerikansk oberstløjtnant og en israelsk diplomat i Paris. FARL påtog sig ansvar for drabene og hævdede at der var tale om forklædte CIA- og Mossad-agenter.
Abdallah blev arresteret den 24 oktober 1984 i Lyon og fik sin første dom i 1986 – en ’beskeden’ dom på fire år hvor han stod anklaget for falsk vidneudsagn og falsk algerisk pas. Fra nu af satte USA og Israel gang i en voldsom pression på franske myndigheder. De krævede strengere straf til Georges Abdallah. Og så fandt myndighederne ’belastende papirer’ om FARL’s rolle i de ovenfor nævnte drab, og Abdallah fik i 1987 en ny dom – en livstidsdom!
Samme år udkom en ’bekendelsesbog’ skrevet af Abdallahs advokat, Jean-Paul Mazurier, hvori denne erkendte at han havde forrådt Abdallah ved at tage kontakt til det franske efterretningsvæsen og dermed bidraget til den hårde straf! Men straffen ændredes ikke
USA’s og Israels pression på franske yndigheder
Fra første færd var USA og Israel aktive i forhold til retssagen mod Abdallah. Og de franske myndigheder lod sig presse. Derfor sidder Georges Abdallah stadig i fængsel.
Siden 1999 har Georges Abdallah ifølge fransk lov været ’libérable’ – dvs. haft mulighed for løsladelse. Han har ni gange ansøgt om prøveløsladelse, men har hver gang fået afslag.
I 2012 kom den libanesiske premierminister på besøg i Frankrig og krævede løsladelse af sin libanesiske medborger. Flere franske myndigheder udtalte sig positivt om muligheden for løsladelse, bl.a. udenrigsminister Laurent Fabius. Men så fik han et opkald fra Hillary Clinton, og så sagde Frankrig NEJ!
Nu lægges der pres på præsident Macron. Da han i 2018 var i Tunesien krævede en kæmpe demonstration ’Libération de Georges Abdallah’. Men endnu er det ikke lykkedes!
Militant – også i fængslet
Georges Abdallah sidder indespærret i fængslet i Lannemezan i det sydvestlige Frankrig. Han udtaler sig jævnligt om befrielseskampe i hele verden – ikke kun om Palæstina. Han sultestrejker når palæstinenserne sultestrejker.
Han har holdt revolutionære taler ved sine retssager hvor han anklager imperialismen og dens skødehund Frankrig for forbrydelser mod arbejderne og de fattige over hele verden. Og han anklager Frankrig for at medvirke til den fortsatte besættelse af Palæstina.
Solidaritet med Georges Abdallah
I flere arabiske lande er der støttekomiteer for Georges Abdallah. I Libanon deltager Georges Abdallahs bror i komiteen for Abdallahs løsladelse.
I Frankrig er der en stærk bevægelse for hans løsladelse. Flere menneskeretsorganisationer mener at Abdallahs mange års fængsling er brud på hans menneskerettigheder. Venstrefløjspartier som PCF (kommunistpartiet), Lutte Ouvriere og Organisation Communiste marxiste–leniniste/Voie prolétarienne kæmper for hans løsladelse.
I spidsen for kampagnen for Georges Abdallahs løsladelse står organisationen Collectif Palestine Vaincra (vaincra betyder vil sejre) i Toulouse som har Georges Abdallah og Leila Khaled som æresmedlemmer. Med mellemrum arrangeres internationale kampagnedage. I forbindelse med en sådan var der demonstration for løsladelse af Georges Abdallah foran den franske ambassade i København i 2018 (se foto).
Film om Georges Abdallah på vej
En film om Georges Ibrahim Abdallahs liv er på vej. Den bærer titlen ”Fedayin, Le combat de Georges Abdallah”. Det er gruppen Vacarme(s) Film som står for produktionen.
Se trailer til filmen herunder og hør forskellige mennesker fortælle om Georges Abdallah og om hvorfor det er vigtigt at støtte hans løsladelse. Han repræsenterer den palæstinensiske befrielseskamp her i midten af Europa. Derfor frygter Frankrig og imperialisterne ham.
Filmen vil blive vist i Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade 41, Nørrebro, så snart den er klar.