Den 28 april genoptog colombianerne generalstrejken fra 2019 med massive mobilisationer i hele landet. Nogle af slagordene er de samme: overholdelse af fredsaftalen og protest over de mange mord på sociale ledere og andre civile. Desuden er vreden vokset med en varslet skattereform, som vil ramme den brede befolkning hårdt, netop som folk er mest pressede af pandemiens økonomiske konsekvenser.
Af Nina Lendal, Colombia Solidaritet
Jeg befinder mig i Cali, i det sydvestlige Colombia, og bliver vækket med en stor nyhed. Statuen af
Sebastian Belalcázar i Cali er væltet. Hærføreren som ledede koloniseringen af denne del af landet, og
som alt for længe havde tronet på en udsigstpost.
Så snart jeg går ud kl 7:30 om morgenen, bliver jeg imponeret over folkemængderne som nærmer sig ét af
de mange samlingspunkter for dagens mobilisering. Myndighederne har gjort deres for at hindre
generalstrejken, særligt med opfordringer til at blive hjemme pga. pandemien, som rigtig nok befinder sig
i sin tredje bølge. Men mange colombianere har adskillige problemer, som er mere presserende, og de
fastholder deres ret til social protest.
Et af slagordene lyder: Con permiso, sin permiso; este paro ya se hizo (Med eller uden tilladelse; strejken
er i gang)
Jeg slutter mig til en flok medlemmer af partiet Comunes, som er guerrillabevægelsen FARC-EPs
politiske platform efter de nedlagde våbnene med fredsaftalen i 2016. Flere af dem er tidligere
kombatanter mens de yngste i flokken er børn af guerrillaerne. De er én blandt en lang række
organisationer, som er forenet i en strejkekommité og som har indkaldt til mobiliseringen.
Comunes har god grund til at protestere over regeringens omfattende brud på fredsaftalen, særligt fordi
289 af deres kamerater er blevet dræbt siden fredsaftalens underskrift. Andre tidligere kombatanter har
taget til våben igen, så flokken jeg møder, er dem der klamrer sig til håbet om fred og muligheden for at
skabe forandring af politisk vej.
Vi er nået til demonstrationens destination og drikker en juice, da Carlos Gonzales ”archi” fortæller mig,
at han godt kunne have lyst til at tilslutte sig de protesterende på universitetet, hvor der allerede er hårde
sammenstød med uropolitiet. ”Men vi har en forpligtelse nu”, siger han. ”hvilken forpligtelse?” spørger
jeg lidt naivt. ”Vi har jo valgt fredens vej nu,” svarer han.
Bedst som han har udtalt disse ord, rejser en masse sig brat op og menneskemængden kigger ned af
gaden, hvor en gruppe demonstranter kommer løbende. ”Uropolitiet er her allerede” fortæller de mig, ”vi
må hellere trække lidt væk”.
Hjemme foran computeren kan jeg se, at der er kæmpe protester i alle Colombias større byer med
karneval, demonstrationer, blokader og gadekampe. Flere lokale myndigheder har erklæret
udgangsforbud indtil mandag. Det vil vise sig om det bliver overholdt…
