Da oprørsgruppen FARC-EP (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia ejercito del pueblo) og den Colombianske regering i august underskrev en fredsaftale, var der tale om et historisk øjeblik. En konflikt der havde hærget i over 50 år og havde kostet tusindvis af liv, var nu officielt overstået. Siden da er kun en brøkdel af aftalen blevet implementeret og den Colombianske regering søger systematisk at blokere aftalen og reformere den særlige fredsdomstol til et våben imod de tidligere guerillaer og landets progressive bevægelser. Katerine Carvajal Barbosa, tidligere FARC-EP soldat og Gustavo Gallardo, forsvarsadvokat i Colombia fra advokat kollektivet Fundación Lazos de Dignidad, rejser rundt for at skabe støtte til konkrete forbedringer og udbrede et råb om solidaritet og en sidste chance for at redde fredsaftalen. Konfront mødtes med dem hos 3F BJMF i Valby hvor de holdt oplæg om situationen i Colombia.
Der er et hårdt udtryk i Katrines s øjne som hun sidder på sofaen hos 3F’s Bygge, Jord og miljøarbejdernes lokaler i Valby. Katrine er tidligere soldat i FARC-EP hvor hun har levet og kæmpet i de Colombianske bjerge siden hun tilsluttede sig oprørshæren i 1987. Nu med over tyve år som kombattant i junglen, er hun repræsentant for partiet FARC og et kooperativ af eks-kombattanter i det sydlige Colombia. Kooperativet ønsker at bygge en fredslandsby der skal erstatte de kummerlige vilkår som de har levet under siden de nedlagde våbnene for to år siden, ved indgåelsen af en fredsaftale i den cubanske hovedstad Havana, mellem FARC og den Colombianske regering. Landsbyen skal inspirere andre samfund af eks kombattanter og det colombianske samfund til at skabe forsoning og positiv forandring efter konflikten.
Katerine ”Vores relation med folk her i Danmark strejker sig 15 år tilbage og vi er meget taknemmelige for den støtte vi har modtaget til støtte for fred og solidaritet. Vi er på tur med tre specifikke mål. For det første for at fortælle om vores virkelighed i Colombia, for det andet for at berette om hvordan det går med implementeringen af fredsaftalen idet vi kan se at den Colombianske regering har en meget anderledes forståelse af hvad der sker.
For det tredje for at bede om solidaritet og støtte til vores menneskerettighedsarbejde som er under hårdt press, alle der arbejder med menneskerettigheder er personligt forfulgt, ligesom der er store problemer med den her re-integrationsproces og også der har vi brug for international opmærksomhed og støtte.
Selvfølgelig gennem disse møder vil vi gerne give et bredere billede af hvad der sker i Colombia
Ved nedlæggelsen af våbnene samledes FARC-EPs tidligere guerilla soldater i designerede zoner hvor de siden har etableret midlertidige lejre og landsbyer som dog er blevet permanente idet den Colombianske regering ikke har taget initiativ til at tildele dem land, arbejde eller permanent beboelse. Guerillahæren FARC-EP er blevet konstitueret som et politisk parti der i en begrænset årrække er sikret et vist antal mandater i det colombianske parlament. Processen med at re-integrere de tusindvis af tidligere soldater fra bjergene er enorm og lider under at mange af dem dagligt slåes ihjel af paramilitære grupper med tilknytning til regeringen.
Katerine ”For os er det alfa og omega at regeringen bør indfri de løfter der er givet til eks-kombattanter og som skitseres i fredsaftalen. Det handler om beboelse, indkomst integrerende projekter, retten til at studere og kunne forsørge sig selv. Lige præcis de re-integrationslandsbyer som jeg tilhører i Pondores, ligger meget tæt på provinshovedstaden is Cesar provinsen, vi bor tæt ved flere store byer og det var ideen at fredsaftalen også kunne tilgodese bønder og nogle af de andre folks så vi kunne bidrage til samfundet i bredere forstand. Det er ligesom en kæmpe udfordring at kunne tilkæmpe sig de ting der står i aftalen, de bliver ved med at sige at de har gjort det de har lovet selvom garantierne ikke er opfyldt.
Det som vi er gået sammen om i vores fredslandsbyer er at vi ville samle vores kræfter om at skabe noget god beboelse for os alle sammen, noget som vi skal skal bygge, lægge kræfter i og investere i. Man kunne i det mindste forvente at regeringen ville stille et stykke land til rådighed, det har de ikke gjort så vi er gået sammen i et kooperativ om at købet stykke land.
Vi har ikke modtaget noget startkapital til at få noget op at køre”
”Vi er jo gået ud af bjergene og gået ind i det civile liv fordi der blev nedskrevet nogle ambitiøse løfter og det troede vi på, vi var overbeviste om at det ville komme hele Colombia til gode og fordi staten har beskyldt os for at være årsagen til volden og konflikten derfor burde ophøre.”
Af de mange krav der i fredsaftalen stilles til den colombianske regering, er oprettelsen af en særlig fredsdomstol, kendt som JEP, det eneste der er blevet implementeret. JEP er oprettet til at behandle anklager og dømme medlemmer af FARC-EP, paramilitære, politi og medlemmer af regeringshæren som er anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Katerine ”Jeg blev en del af FARC-EP i 1987 så du kan forestille dig at det har været en meget svær process for os at reintegrere os, vi boede i bjergene og fik hele tiden fortalt hvad der skete i Havanna og hvad det handlede om, at det var en kamp for fred og det er hvad vi altid har set vores arbejde som, at leve et liv i fred. Det er svært at komme fra et liv i bjergene og så at bo et sted hvor vi har enormt mange behov. I guerillaen løste organisationen alle de her ting for os.
Nu står vi overfor de udfordringer ikke at have et sted at bo, ikke have et arbejde eller et sted at sende vores børn i skole og samtidig føle os truet af staten. Der er allerede et højt antal at reintergrede FARC-EP medlemmer der er blevet slået ihjel, hvad angår trusler så omfatter disse også vores børn når de er på vej i skole. Det er det trusselvsniveau vi lever med.
Vi er overbeviste om at vi ikke længere vil i krig, vi står fast på fredens side. Det er i det her øjeblik at vi gerne vil have det internationale samfund til at stå bag os.”
FARC-EP og senere partiet FARC, har siden oprettelsen, samarbejdet med JEP og flere medlemmer er blevet sigtet og dømt. Anderledes ser det dog ud med medlemmer af hæren, politiet og paramilitære grupper. Den colombianske regering under præsident Duke har de seneste år gennemført flere reformer af fredsaftalen gennem Colombias Congress. Til trods for at dette er i strid med selve aftalens fundament om ikke at kunne ændres og være legalt bindene så har internationale opråb fra det internationale samfund og FN , ikke haft synlig effekt. Reformerne sigter grundlæggende mod at transformere fredsdomstolen til et redskab for regeringen, der udelukkende skal dømme medlemmer af FARC-EP og de sociale bevægelser, mens regeringsloyale styrker og paramilitære går fri. Dette har to grundliggende mål. For det første indebærer reformerne, at alle der dømmes for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, ikke må besidde politiske hverv som eksempelvis at sidde i parlamentet for partiet FARC eller stille op til lokalvalg. For det andet er udelukkelsen af paramilitære, politi og militær med til at skabe et ensidigt billede af FARC-EP som ophav til konflikten og udelukke vidneudsagn fra soldater der ønsker en mildere straf, men som kan udfordre regeringens narrativ.
Gustavo ”Det som regeringen har gang i er at reformere fredsdomstolen så den vil fungere som en instans der kan dømme FARC medlemmer for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og dermed fratage dem retten til at besidde politiske hverv. En af de ændringer i aftalen man har lavet er, at hvis man har begået forbrydelser mod menneskeheden så må man ikke besidde politiske hverv , herunder hører rekruttering af mindreårige og det har der været masser af, og på den grund kan man dømme hele FARCs sekretariat og styrende instanser. På samme måde vil fredstribunalet fremstå som en instans der cementerer straffrihed for politi og paramilitære. Hvis regeringen lykkes med at implementere ændringerne i fredsdomstolen vil det betyde et dødsstød til aftalen og krigen vil undgåeligt bryde ud igen.
Katerine ” Det er derfor vi er her, for at sætte fokus på de her ting, at forklare hvad det vil betyde at man lave de her reformer,
Hvad tror du at et sekretariats medlem fra partiet FARC som bliver forbudt at deltage i det politiske liv, nægtet uddannelse, job og ser sine kammerater bliver slået ihjel uden straf, vil gøre? Svaret er ret åbenlyst og det er det der allerede er sket Ivan Marquez og andre der har taget den virkelighed til sig.”
Det kan ligne en umulig opgave og grænsende til naivt stadig at støtte op om en fredsaftale som kun den ene ( og nu ubevæbnede part ) ønsker at overholde. Katerine og Gustavos mission om mobilisere støtte til bæredygtige fredslandsbyer på indbyggernes egne vilkår, er et sidste forsøg på at redde freden. Til trods for at oddsene er imod dem og flere grupper har taget konsekvensen heraf og har genoptaget den væbnede kamp, er det ikke op til os i en privilegeret position at være dommere over om aftalen skal overholdes eller ej. Aftalen er kulminationen på årtiers kamp med utallige døde til følge og freden har altid været FARC-EP og partiet FARCs endelige mål, et mål som international solidaritet stadig kan og må støtte op om.
