Konfronts internationale redaktion har mødtes med to repræsentanter for den civile paraplyorganisation Marcha Patriotica, der sad med ved fredsforhandlingerne i Havanna, og som søger at mobilisere international opmærksomhed for at styrke fredsprocessens implementering.
Siden midt 60’erne har Colombia været scene for en konflikt imellem skiftende regeringer og flere store oprørsgrupper, den mest prominente af hvilke er FARC (De Colombianske revolutionære væbnede styrker). Gruppen har siden sin stiftelse kæmpet imod det korrupte statssystem der støtter en feudal-lignende opdeling i mellem rige landejere med enorme ejendomme og fattige bønder der ofte har været tvunget til at dyrke valmuer, Cannabis og coca for at overleve. En international faciliteret fredsaftale blev underskrevet i November 2016 og endte officielt den over fyrre år lange konflikt der har kostet over 200.000 liv, konflikten fortsætter dog bag kulisserne og freden har svære forhold.
Baggrund
Colombia er for mange synonym med et konfliktområde og coca planten fra hvilken kan udvides det kemiske rusmiddel Kokain, og netop det illegale stof har spillet en rolle i den igangværende konflikt der raser trods verdenssamfundets hjælp til at sikre en officiel fredsaftale.
[faktaboks id=”1252″]Cokaplanten er blot en af en række ulovlige planter der er et symptom på en dybereliggende konflikt i det Colombianske samfund. Den stærkt klasseopdelte stat er, udenfor de større byer som hovedstaden Bogota, stadig et landbrugsland hvor enorme græsningsarealer til kvæg og opdyrkning af afgrøder som kaffe, bananer og ris tilhører en eksklusiv klasse af rige herremænd. Imellem og uden for arealerne af den bedste landbrugsjord findes størstedelen af befolkningen. Bønder med kun eller knap nok land til at opretholde en værdig levestandard er ofte tvunget til at ty til illegale såkaldte cash crops for at have til dagen og vejen. Samtidig betyder landets ufremkommelige geografi af jungle og bjerge, at store narkokarteller kan operere relativt uhindret og med trusler og mord tvinger dele af befolkningen til at arbejde med fremstillingen af narkotika.
Denne ekstreme polarisering af klasseforholdene har siden landets uafhængighed fra Spanien i Juli 1810, medført væbnede opstande og blodige massakrer begået af regeringen og paramilitære dødspatruljer finansieret af staten såvel som landejerne og narkokartellerne der ofte overlapper i operationelle såvel som økonomiske interesse felter.
Fredsaftalen og den patriotiske march
Flere våbenhviler og forsøg på at ligge grundlaget for fred har fundet sted, men først for nylig er der tegn på at en vedvarende aftale er kommet i hus og har taget reelle skridt imod at sikre at våbnene forbliver tavse.
Vejen er dog lang og hård hvilket Oneida Giraldo og Juan Carlos Quintero kan bevidne. De er begge aktive i Marcha Patriotica, landets største civil paraplyorganisationer af sociale bevægelser der sad med ved fredsforhandlingerne i mellem FARC og regeringen i mellem 2012 og 2016.
Marcha er en koordinering og socialt netværk, primært af bondebevægelser men også andre. Processen med at opbygge netværket gik i gang i 2010. Den blev dannet i forbindelse med mindehøjtidelighederne for 200 års jubilæet for uafhængigheden fra Spanien.
Det vigtigste krav som bevægelsen havde udgangspunkt i, var at fremme fredsprocessen i Colombia og særligt at sikre fremmelsen af krav fra landbefolkningen. Vi satte pres på den Colombianske stat for at finde en løsning på konflikten i mellem regeringen, guerillaerne og narkokartellerne.
I 2012 blev platformen stiftet som en mere struktureret bevægelser der indbefatter 250 organisationer. Stiftelsen blev markeret med en kæmpe demonstration i Bogotá med over 100.000 deltagere. Marcha Patriotica fungerer gennem et nationalt patriotisk råd der vælges og står til ansvar for regionale og lokale/kommunale patriotiske. Derudover organiserede vi arbejdet gennem arbejdsgrupper med hvert sit fokus og ekspertise. Vi organiserer os altså både i forhold til arbejdsområder og sektorer. Den stærkeste sektor det er landarbejder befolkningen.
Marcha Patriotica inkluderer desuden fagbevægelsen, kvinderettigheds bevægelser, oprindelige folk, Afro og LGBTQ også kaldet Marcha diversa, samt den urbane sektor.
[faktaboks id=”1255″]Foruden at organisere de sociale bevægelser har Marcha Patriotica desuden deltaget i den nationale folkestrejke i der i 2013 lammede Colombias kaffe eksport og centrale infrastruktur gennem arbejdsnedlæggelser i transportsektoren og blokader af det centrale vejnet.
”Det lykkedes os igennem denne folkestrejke at få regeringen og præsidenten at sætte sig ned med de sociale bevægelser. I fællesskab kom vi frem til otte punkter der omhandler arbejdsforhold og rettighederne for bønderne, oprindelige folkeslag og Afro befolkningen. Marcha spillede en afgørende rolle. Vi har ligeledes spillet en stor rolle under fredsprocessen i Havana hvor vi deltog i det centrale forhandlingsråd og var med til at skabe debatter og diskussioner til konkrete forslag om fredsprocessens indhold. Vi deltog i alle de kommunikeer som blev udsendt under fredsprocessen og vi følte os repræsenteret af den fredsaftale man kom frem til. Derfor er en af de vigtigste opgaver vi har nu, det er at følge fredsprocessen og implementeringen af den. Dette gør vi blandt andet ved at fremme fritidspædagog der skal hjælpe samfundet som helhed med at overgå fra en konflikt til en freds mentalitet og finde løsninger uden brug af vold og tvang.
Freden der trådte i kraft fra den endelige underskrivelse af fredsaftalen i november 2017 har en række primære fokuspunkter. Først og fremmest er der blevet forhandlet delvis amnesti til deltagerne i den væbnede konflikt der har omfattet militæret og hertil tilknyttede paramilitære enheder på den ene side, og på den anden medlemmer af FARCs militære gren. Aftalen der skabte håb om fred i Colombia for første gang i årtier, blev sendt til afstemning og blev i første omgang forkastet af et flertal i befolkningen. Den blev dog endeligt godkendt efter ændringer til regeringens fordel. Aftalen indbefatter blandt andet en omdannelse af FARC fra en væbnet guerilla til et politisk parti der er sikret ti pladser i det Colombianske parlament de næste ti år. Aftalen har desuden fokus på produktionen og distributionen af narkotika i landet, en industri der dagligt koster menneskeliv igennem mord og afpresning fra narkokarteller og paramilitære enheder der har økonomiske incitamenter i sektoren. Produktionen af narkotika fra såkaldte ’cash crops’ som valmuer, Cannabis og Coca planten har nydt gode kår idet det ofte er den eneste måde som den fattige landbefolkning kan ernære sig på. Faglige og sociale ledere der har advokeret for en omlægning af produktionen med international støtte, har i flere år været mål for dødspatruljer der har myrdet tusindvis siden konflikten startede. Profitten fra narkotika har desuden været medvirkende til at finansiere både FARC og paramilitære tilknyttet regeringen, ide begge grupper har opereret i ufremkommelige landområder hvor produktionen finder sted i bjerge og den Colombianske Jungle. Et initiativ ved navn Concam arbejder for at få regeringen og internationale organisationer til at substituere bønder så de kan overgå fra produktionen af illegale afgrøder til lovlig produktion af eksempelvis Coco bønder, bananer etc.
” Vi snakker om bønder der ikke har andre muligheder end at kultivere de her planter for at overleve. Tværtimod fredsaftalen gav en beskyttelse for de her bønder og indebar en gradvis ændring væk fra illegale afgrøder til lovlig landbrugsproduktion med støtte til produktionsprojekter. Det er dog ikke blevet implementeret idet regeringen ikke er interesseret i det og i stedet hellere vil sprøjte med Glyfosat/Roundup som de har gjort tidligere.”
Sprøjtemidlet der blevet brugt i stor skala af regeringen fra fly, er af mange blevet sammenlignet med USAs brug af det kemiske middel ’Agent Orange’ under Vietnam krigen, ligheden er da også slående idet Glyphosat ligeledes dræber planter og forårsager en drastisk stigning i antallet af kræftpatienter i områder hvor det har været anvendt. Effekten har dog været minimal idet produktionen er fortsat og i til stadighed har produceret vold i sit kølvand.
”For vores arbejde med de sociale bevægelser og bønderne er vi stadig forfulgte. Der har været en omfattende fængsling af vores ledende aktivister og mange er blevet dræbt af paramilitære grupper. Siden november 2017 hvor aftalen var på plads og til nu er der 170 lokale ledere af Marcha som er blevet slået ihjel. Det har haft voldsom indflydelse på bevægelsen Vi arbejder nu for at få rygdækning til de sociale organisationer og vores arbejde. I på det første, landsmøde som blev holdt i 2012 var der 1500 delegerede for sociale organisationer, sammenlignet med det sidste vi holdt her i 2018 hvor der kun dukkede 300 op. Det siger meget om hvor stor indflydelse repressionen har haft. Den interkontinentale amerikanske menneskerettighedskommission har dekreret mange sikkerhedsforanstaltninger for bevægelserne som den colombianske stat er forpligtet til at implementere. De her diktater kom i maj 2018 og pålægger staten at beskytte de sociale ledere men den tidligere regering satte ikke noget i gang og den nye regering er en meget højreorienteret regering og kommer formentlig heller ikke til at sætte noget i gang for at beskytte vores medlemmer.
Juan Carlos: På baggrund af de her krav er der 389 ledere der har fået en særlig form for beskyttelse. Det kan blandt andet være en bil med tonede ruder, man kan gå med livvagter og det er det som det vil sige at være social menneskerettighedsforkæmper det er at man skal gå med livvagter hvis man kæmper for at fremme udsattes rettigheder. Vi kræver at regeringen efterkommer kravene om kollektiv og ikke kun individuel beskyttelse, samt garantier for legaliseringen af de sociale bevægelser for at sikre at man kan være politisk aktiv uden at risikere sit liv og blive forfulgt.”
”Meget af den vold man ser nu er grundet det magttomrum hvor FARC har trukket sig ud af områder de har kontrolleret og staten ikke har opfyld deres pligt til at indtage det her rum. Ikke bare militært men også med en civil administration. Den endelige fredsaftale havde nogle helt klare punkter der omhandler sikkerhed for de lokale samfund, sociale ledere og tidligere kombattanter. Den her overgang ud over den rent militære tilstedeværelse er også være et territorialt fokus som beskrevet i fredsaftalen. For eksempel indeholder aftalen tre punkter der skal opfyldes, nummer et er en integreret social reform der indebærer at staten tilbyder sociale investeringer og en højere levestandard til den befolkning der bor i områderne. Det andet punkt omhandler en social politik om at man skal bekæmpe de illegale afgrøder ikke militært men med social politik.
Det vil sige at man skal fjerne den sociale basis som gør at bønder har brug for at dyrke, marihuana, Coca og valmuer. Man skal tilbyde behandling af de afhængige og man skal lave en direkte krig mod den internationale narkohandel. Det tredje punkt er ofrene for konflikten. I aftalen står der at der skal være social retfærdighed for ofrene, at man skulle få erstatning både fra hæren og FARC for de overgreb som er blevet begået og garantier for at de her overgreb ikke skule gentage sig. Så i fredsaftalen er der et klart design for implementeringen og overgangen i de rurale områder og der er også en international tilstedeværelse og følgegruppe fra FNs sikkerhedsråd der skal følge implementeringen og deres to hovedpunkter er sikkerhed for landbefolkningen og integrationen af de tidligere FARC soldater i samfundet. ”
Til trods for at aftalen skal implementeres hen over en periode på ti år har den Colombianske regeringen kun overholdt en brøkdel af sine forpligtelser. I alt 345 Sociale ledere og 70 tidligere FARC guerillaer er blevet dræbt på to år. Af de ca. 14.0000 FARC soldater der er en del af reintegrerings projektet er det kun 80 der har fået de produktive projekter som de er blevet lovet. Der desuden er mange af de dele af fredsaftalen der skulle inkorporeres i Colombiansk lov, som hænger også efter. Et andet væsentligt emne er hvorledes fredsaftalen kræver fortsatte forhandlinger med den anden store oprørsgruppe der opereret i landet. ELN – Ejercito Liberation National, der omfatter ca. 5000 guerillasoldater. Regeringen har dog ikke ønsket at genoptage forhandlingerne.
”Vi har hele tiden sagt at freden skal være en komplet fred og inkludere alle de væbnede aktører, fredsprocessen med ELN er lige nu inaktiv fordi præsidenten ikke har været interesseret i at aktivere den og ELN fortsætter med deres militære aktioner, men det vi tænker er at regeringen vil iværksætte en voldsom militær offensiv og derefter tvinge ELN til forhandlingsbordet. Det man kan sige aftalen er positiv er at der ikke er så mange døde trods alt, det militære hospital har 98% færre procenter end under krigen, aftalen har betydet en udhuling af det ekstreme højre har holdt sig selv i live på grund af konflikten og det har betydet et åndehul for den sociale bevægelse der kan arbejde med andre punkter hvilket man blandt andet kan se i hvorledes det lykkedes os at få mere end 8 millioner af stemmerne , de alternative partier ved sidste præsidentvalg så der er mulighed for at arbejde på andre måder.
Vi vidste at underskrivelsen ikke ville skabe et paradis fra den ene til den anden men at vi skal bruge den som en kampplads for de sociale bevægelser og at vi med aftalen har opnået en af de største historiske momenter i de sidste ti år af vores lands historie og at vi må bruge den til at blive ved med at arbejde for en bedre fremtid.”
Folkelig bonde feminisme
En central del af fredsaftalen har foruden et klasseperspektiv på den rurale befolkning, også været centreret omkring køn. Blandet andet har kvinder og LGBTQ bevægelsen været gennemgående i flere centrale punkter, herunder nægtelsen af amnesti for seksuelle krænkelser og voldtægt. Begrebet ’Folkelig bonde feminisme’ er blevet dækkende for en bred vifte af initiativer der skal sikre kvinders ret til jord, og til at blive respekteret både i kraft af deres køn og som en del af en social og økonomisk klasse.
”LGBTQ befolkningens rettigheder har haft en stærk identitetspolitisk fokus i Marcha og her har der fundet et sted at være politisk aktive ud over identitetspolitik men også i form af køn som en del af en klasse. For eksempel i den region som Juan Carlos kommer fra, Cartantumbo som er en af de rurale regioner der har været allerhårdest ramt af konflikten. Her er der flere LGBTQ grupper som arbejder og nu er aktive. De promoverer sig som ledere ikke kun identitetsmæssigt men også i forhold til menneskerettigheder og implementering af fredsaftalen. De er generelt blevet taget godt imod ide lokale samfund.”
Det er muligt at støtte kampen for fred i Colombia på mange måder, både finansielt og gennem politiske aktioner.
”Enhver udtalelse fra det internationale samfund har stor betydning i Colombia, det har været afgørende for fredsprocessen at det internationale samfund har støttet op og det er sjældent at der i Colombia bliver stillet spørgsmålstegn ved internationale udtalelser. Støtteerklæringer fra næsten hvilken som helst udenlandsk gruppe har en indflydelse på den colombianske regering og de væbnede aktører, hvorimod vores stemme sjældent bliver hørt. Man kan samarbejde og støtte på forskellige måder. Eksempelvis i udveksling af erfaringer mellem universiteter og bevægelser eller gennem manifestationer der viser støtte til specifikke regioner eks. Catatumbo som er en af de regioner der er hårdt pressede. Støtte til specifikke ledere så de undgår overgreb, der er mange muligheder”
