Frankrigs nederlag ved Dien Bien Phu

I det nordlige Vietnam 1954, udkæmpedes i den første uge af maj, de sidste træfninger i et militært slag som få kender til, men som kom til at sætte kimen for både regionen Sydøstasien, såvel som global stormagtspolitik. Den hidtil fredfyldte dal ved navn Dien Bien Phu var scene for et sammenstød mellem franske koloni styrker og den vietnamesiske guerillahær Viet Minh.


af A.N

Baggrunden for slaget skal findes i anden verdenskrig hvor Frankrig officielt stod som en af de fire sejrherrer sammen med England, USA og Sovjetunionen. Dette var dog kun tilfældet i symbolsk forstand idet det franske hjemland var blevet besat og delt op i en tysk besættelseszone og det såkaldte Vichy Frankrig der åbent samarbejdede med nazi Tyskland fra 1940 og frem til befrielsen af Frankrig i 1944/45. I denne periode forvaltede Vichy Frankrig de Franske koloni besiddelser i blandet andet Algeriet og Indokina, der senere blev delt op i Vietnam, Laos, Cambodia og Thailand. Tysklands allierede, det Japanske kejserrige, besatte i 1940 Indokina og udførte talrige forbrydelser mod lokalbefolkningen. De mødte dog hårdnakket modstand fra den lokale guerillabevægelse Viet Minh, der under dets leder Ho Chi Minh, førte en hårdnakket kamp mod besættelsesmagten i samarbejde med britiske og amerikanske styrker. Ved Japans kapitulation i august 1945 udråbte Viet Minh et selvstændigt Vietnam og begyndte at indføre jordreformer og en tidlig industrialisering med støtte fra Sovjetunionen og den kommunistiske røde hær i Kina.

Efter krigen stod Frankrig svagt både økonomisk og militært, ligesom moralen i landet var lavt efter krigen hvor tusindvis af franskmænd der havde samarbejdet med tyskerne blev set som forrædere. Dette traume i den nystiftede fjerde republik, skabte et ønske om at genrejse landet som en global magt og projektere den offentlige opmærksomhed mod en udenlandsk krig. Første mål for dette blev generobringen af Indokina som begyndte i 1946 hvor Franske tropper med støtte fra England, USA og Australien, invaderede det erklærede selvstændige Vietnam. [faktaboks id=”7049″]

Viet Minh der havde bekæmpet den konventionelle japanske hær. Gled ubesværet tilbage til junglen og bjergene hvor de i otte år udførte talrige angreb mod de franske besættelsesstyrker og behændigt undgik større træfninger. Spændingerne i regionen voksede i takt med af Mao Zedong og kommunistpartiet sejrede i den kinesiske borgerkrig og revolution (1945-1949 ) og begyndelsen på Koreakrigen (1950-1953 ) der trak USA og England ind i konflikt med Soviet og Kinas allierede, det kommunistiske Nordkorea, kun få tusind kilometer nord for Vietnam. I 1953 erklærede Laos, Cambodia og Thailand sig uafhængige, men involverede sig aldrig officielt i Vietnam konflikten, trods etableringen af amerikanske baser i Thailand og det østlige Laos der tjente som forsynings og transportområde for Viet Minh.

I 1954 voksede modstanden mod krigen på den franske hjemmefront og man forsøgte i foråret 1954 at trække Viet Minh ud af junglen og besejre dem i et stort konventionelt slag. Scenen for dette skulle være Dien Bien Phu dalen der udgør en skillevej hvor forsyninger fra Kina og Laos strømmede ind i Vietnam.
Tusindvis af franske faldskærmstropper blev smidt ud over dalen og etablerede i løbet af Januar og februar, flere landingsbaner, bunkers og omkringliggende befæstninger.
Ubekendt for franskmændene, havde Viet Minh allerede etableret sig i området og brugte foråret på at etablere veje og baser. Hidtil uset i historien, formåede Viet Minh ved hjælp af halvtreds tusind soldater og civile, at flytte tungt artilleri op ad bjergsiderne der omgav dalen og kamuflere dem.

Den 13. Marts åbnede kanonerne ild og tog de franske styrker fuldkommen på sengen. Ingen havde forventet at blive direkte beskudt og der fandtes ingen beskyttelse for artilleriet der ikke kunne ses eller rammes af de franske fly. Igennem næsten to måneder blev de franske styrker tvunget tilbage, skridt for skridt.

Samtidig med dette forhandledes der mellem parterne på en fredskonference i Geneve hvor ni stormagter heriblandt USA, Kina Sovjetunionen og Frankrig, forsøgte at etablere fred i Sydøstasien og afslutte konflikterne i Vietnam og Korea.

Presset var derfor på Viet Minh for at vinde slaget og stå stærkere i forhandlingerne. Den 7 maj 1954, overgav de sidste franske styrker ved Dien Bien Phu sig, og over ti tusind franskmænd marcherede i fangenskab, hvoraf kun en tredjedel overlevede.

 

Genevekonferencen og opdelingen af sydøstasien
Ved Genevekonferencen forhandlede stormagterne som vanligt om fastsættelsen af grænser i deres respektive interessesfærer der i Sydøstasien overlappede på kryds og tværs. Resultatet blev opdelingen af Korea og i Nord og Syd ved den 38. Breddegrad og Vietnam ved den 17. breddegrad. Med krav om afholdelsen af frie valg inden for to år.
I nord tog kommunistpartiet under Ho Chi Minh magten og i syd etableredes et USA-støttet regime under Ngo Dinh Diem. Ved de obligatoriske valg var der overvældende flertal for kommunistpartiet i Nordvietnam, mens valgene i Syd aldrig blev afholdt og magten i stedet lå hos præsident Diem og militæret der bakkedes op af USA.
Scenen var således sat for Frankrigs tilbagetrækning til fordel for amerikanske styrkers involvering i tyve års fortsat krig i Vietnam frem til 1975 hvor Sydvietnams hovedstad Saigon faldt den 30. april.
Sejren ved Dien Bien Phu, markerede begyndelsen på enden for det franske imperium idet nederlaget gav inspiration til den Algeriske befrielseskamp der kort efter brød ud og og rasede til 1962 hvor Algeriet vandt sin frihed.