Silvia Federici er en italiensk-amerikansk aktivist, forfatter og forsker i den feministisk-marxistiske tradition. I 1972 var hun medstifter af International Feminist Collective, som var den organisation, der lancerede den internationale kampagne ”Wages for Housework”. Hun har gennem sin revolutionerende forskning, der analyserer middelalderens hekseforfølgelser i sammenhæng med kapitalismens fremkomst, videreudviklet og korrigeret Marx’ analyse af den tidlige kapitalisme. Modsat Marx argumenterer hun for, at primitiv akkumulation ikke skal forstås som en nødvendig forløber for kapitalismen, men i stedet som en grundlæggende egenskab ved kapitalismen.
Oversættelse og introduktion af Veronika Ahrensbøll Schultz
I sit hovedværk, Caliban and the Witch: Women, the Body and Primitive Accumulation (2004), skriver Federici historien om kroppens disciplinering ved overgangen til kapitalismen. Hun viser heri, hvordan hekseforfølgelser og privatisering af land i middelalderen må forstås som sammenhængende udtryk for en kapitalistisk disciplinering, der fører til de kollektive ejendomsforholds undergang, og som indeholder kontrol med reproduktionen af arbejdskraft gennem disciplineringen af kvinders kroppe.
[faktaboks id=”2777″]Det essay, jeg her har oversat, er et uddrag fra Federicis bog Witches, Witch-Hunting, and Women (2018), hvori Federici opsummerer og aktualiserer sin forskning i relation til den bølge af institutionaliseret vold mod kvinder, vi ser i dag. Essayet udgør kapitel tre af bogen og kan læses som en kortere opsummering af og introduktion til nogle af de centrale pointer fra Caliban and the Witch. Federicis analyse af overgangen fra feudalisme til kapitalisme er for mig at se afgørende læsning i en tid, hvor vi både oplever en ny bølge af statslig vold mod kvinder, som f. eks. begrænsningen af abortrettigheder, og en ny bølge af forsøg på at privatisere de fælles ressourcer, såsom vand og elektricitet. Hun præsenterer en historisk analyse, som kan blive afgørende for vores mulighed for at udvikle modstanden mod netop disse bølger. Samtidig er historien om hekseforfølgelserne ofte blevet negligeret og underkendt på trods af den karakter af folkemord, de havde. Som Federici skriver i Witches, Witch-Hunting, and Women blev der i Danmark, hvor man stadig brænder heksefigurer af på bålet, når man hygger sig med midsommerfejring, over en periode på blot otte år (1617-1625) afholdt 297 hekseprocesser. Det er den højeste koncentration i noget land i Europa. Vi skal læse Federici for at mindes og hylde de oprørske kvinder, som øvede modstand mod den begyndende kapitalismes forsøg på at kontrollere kroppen, og som blev brændt ihjel for det.
[faktaboks id=”3101″]I min oversættelse har jeg taget nogle valg vedrørende centrale, historiske begreber, som det er nødvendigt at afklare. Federici koncentrerer sig især om analysen af de engelske hekseforfølgelser i sammenhæng med den privatisering af land, der begyndte i 1400-tallets England og som på engelsk kaldes “enclosure”. I dansk fagsprog betegnes privatiseringsprocessen, som også fandt sted lidt senere i Danmark, som udskiftningen, men jeg har her valgt den mere direkte oversættelse landindhegninger for at billedliggøre processen. Derudover bruger Federici begrebet customary rights, som jeg har oversat til sædvaneret, fordi det henviser til en ret, der ikke er nedskrevet, men funderet i skik og brug. Den engelske betegnelse rummer dog også et element, der minder om allemandsretten, som sædvaneret ikke i samme grad rummer. Der er tale om en fælles brugsret til fx jorden, som er baseret på uskrevne regler på baggrund af lokale skikke.
Uddraget er oversat med venlig tilladelse fra forlaget PM Press, og bogen kan findes på deres hjemmeside.
Hekseforfølgelser, landindhegninger og de kollektive ejendomsforholds undergang
Af Silvia Federici
Dette kapitel argumenterer for, at de engelske landindhegninger (på eng. “enclosures”, privatiseringen af tidl. fællesejet landjord o.a.), og mere bredt set landbrugskapitalismens fremmarch, der begyndte i slutningen af det 15. århundredes Europa, leverer en relevant samfundsmæssig baggrund for at forstå produktionen af mange samtidige anklager om heksekunst og relationen mellem hekseforfølgelser og akkumulation af kapital. Jeg vil senere afklare, i hvilken betydning jeg bruger begrebet om indhegning. Her vil jeg gerne understrege, at landindhegninger ikke kan forklare samtlige hekseforfølgelser, hverken dengang eller i dag. Jeg er enig i den fremherskende opfattelse af, at hekseforfølgelse kræver flere forklaringer, selv om jeg dog sporer alle dens underliggende bevæggrunde tilbage til udviklingen af kapitalistiske forhold. Jeg ønsker heller ikke at antyde, at den forbindelse, jeg etablerer mellem landindhegning og hekseforfølgelse, nødvendigvis må opstå. Det er kun under specifikke historiske betingelser, at privatiseringen af landbrugsjord producerer en forfølgelse af “hekse”. Der lader imidlertid til at være en særlig forbindelse mellem afviklingen af styreformer baseret på fællesskabstænkning og dæmoniseringen af medlemmer af de berørte lokalsamfund, der gør hekseforfølgelse til et effektivt instrument for økonomisk og samfundsmæssig privatisering. At identificere denne særlige forbindelse er en del af formålet med dette kapitel.
Indhegninger var et engelsk fænomen, hvorved godsejere og velhavende bønder indhegnede den fællesejede landjord, hvilket satte en stopper for sædvaneretten til jorden (retsorden, som bygger på uskrevne regler, såsom lokale skikke om praksis og brug, o.a.) og smed den befolkning af bønder og bosættere, der var afhængige af disse rettigheder for at overleve, ud. Det var ikke den eneste måde, hvorpå privatiseringen af landbrugsjord fandt sted. Den samme proces med fordrivelse af bondestanden og kommercialisering af landbrugsjord fandt sted i Frankrig og andre dele af Vesteuropa, f. eks. via øget beskatning. Jeg fokuserer imidlertid på de engelske indhegninger, fordi de mere tydeligt viser, hvordan kommercialiseringen af landbrugsjord og fremkomsten af monetære forbindelser påvirkede kvinder og mænd forskelligt. I denne brug af begrebet omfatter indhegninger indvindingen af jord, indførelsen af forpagtningsafgifter og nye former for beskatning. Men i alle dens former var dette en voldelig proces, der førte til en særdeles omfattende polarisering i, hvad der før havde været lokalsamfund bygget på gensidige bånd. At det ikke kun var godsejerne, men også de velhavende blandt bønderne, der hævede randene (den almindelige måde at markere grænseskel på), intensiverede de fjendtligheder, indhegningerne skabte, eftersom indhegnerne og de indhegnede kendte hinanden, benyttede de samme stier og var forbundne i adskillige relationer, og den frygt, der greb dem, næredes af deres tætte samliv og risikoen for hævn.
Hvilke beviser har vi for, at landindhegninger er en afgørende faktor i produktionen af hekseforfølgelser?
Svaret er, at de fleste beviser er indicier. I de processer, som vi besidder optegnelserne fra, blev de anklagede kvinder ikke beskrevet som ofre for ekspropriering. Det er ikke desto mindre almindeligt kendt, at hekseforfølgelserne i England, som i resten af Europa, var et overvejende landligt fænomen og som hovedregel påvirkede regioner, hvor landbrugsjord var blevet eller var ved at blive indhegnet. Selv om han senere trak sin påstand tilbage, viste Alan Macfarlane i sin Witchcraft in Tudor and Stuart England, at kortet over hekseprocesserne og det over indhegningerne var sammenfaldende, idet hovedområdet for processerne var i Essex, hvor landjorden var blevet indhegnet mindst et århundrede før hekseforfølgelserne(1). Der har også fundet indhegninger sted i Lancashire, især nær Pendle-skoven, der i 1612 var åsted for en af de mest morderiske hekseforfølgelser. Erindringen om denne indhegning blev reflekteret i navnet på den landsby, hvor nogle af de henrettede hekse først blev afhørt, som passende nok hed “Fence”.
Kronologiske overvejelser er også vigtige. De viser, at hekseprocesserne ikke begyndte i England før det 16. århundrede, at de toppede i det 17. århundrede, og at de fandt sted i samfund, hvor økonomiske og sociale relationer var ved at blive omdannet som følge af markedets voksende betydning, og hvor forarmelse og ulighed var voldsomt tiltagende, hvilket i perioden fra 1580–1620 blev decideret forfærdeligt, da priserne på korn og andre landbrugsvarer begyndte at stige under indflydelse af det sølv, der kom fra Sydamerika.
Ældre kvinder blev mest berørt af disse udviklinger, for kombinationen af stigende priser og tabet af sædvaneretten til landbrugsjorden efterlod dem uden levegrundlag, især hvis de var enker eller ikke havde børn, der var i stand til eller villige til at hjælpe dem. I landbrugsøkonomien under det engelske godsejerstyre var der for det meste blevet sørget for enker og fattige.
Som Keith Thomas har skrevet i Religion and the Decline of Magic:
Det gamle godsejerstyre havde gjort meget for at brødføde enker og ældre via et indbygget system med fattighjælp. Enken nød retten til freebench, det vil sige til at arve en del af sin afdøde mands jord, strækkende sig fra en fjerdedel til det hele, alt efter det lokale godsejerdistrikts skik. Skulle hun være ude af stand til selv at dyrke jorden, kunne hun overdrage den til et yngre medlem af familien til gengæld for en garanti om understøttelse… [Der] var også forskellige lokale, sædvanemæssige privilegier for de fattige, lige fra retten til tre dages indsamling, før kornstubbene blev omdannet til græsmarker … til tilladelsen til at sove i kirken, hvis de ikke havde anden indkvartering. (2)
Peter Linebaugh har også vist, at siden Magna Carta (Det Store Frihedsbrev, engelsk håndfæstning fra 1215, o.a.), og især Charter of the Forest (Frihedsbrevet om skoven, o.a.) fra 1215, var enkens ret til ‘estovers’, det vil sige retten til mad, træ og underhold, garanteret (3). Men med tabet af sædvanerettighederne blev også dette sat over styr, netop på den tid hvor reformationen og en ny handelsånd forbød at give og modtage velgørenhed, mens tiggeri kun blev tilladt i England gennem bevilling fra fredsdommerne.
Ikke overraskende var mange såkaldte hekse fattige kvinder, der overlevede ved at gå fra dør til dør og tigge eller levede af ’fattigskatten’, som det første velfærdssystem, der blev indført i England, blev kaldt. Selv de forbrydelser, de blev tilskrevet, viser, at de var en del af en bondebefolkning, som ikke længere havde adgang til jord eller sædvanerettigheder, og som kunne forventes at være vrede over deres naboers ejendom, først og fremmest deres dyr, som må have græsset på jord, der engang havde været fælleseje. Det er bemærkelsesværdigt, at mindst en tredjedel af de anklager, C. L’Estrange Ewen har optegnet vedrørende Home Circuit (retskreds for grevskaberne omkring London, o.a.) i perioden mellem 1563 og 1603, handlede om forhekselse af grise, køer, heste, vallakker og hopper, adskillige af dem til døde(4). Som jeg skrev i Caliban and the Witch, blev ’heksenes’ fattigdom noteret i anklagerne, eftersom man sagde, at djævelen kom til dem i nødens stund og lovede dem, at de fra da af ”aldrig skulle trænge noget”, og angiveligt tilbød dem ”kød, tøj og penge” og afbetalingen af deres gæld(5).
Fattigdom var imidlertid ikke den umiddelbare årsag til anklagerne om hekseri
To andre faktorer bidrog til skabelsen af en heks. For det første var hekse ikke kun ofre. De var kvinder, der gjorde modstand mod deres forarmelse og sociale eksklusion. De truede, sendte bebrejdende blikke og forbandede dem, der afviste at hjælpe dem; nogle gjorde sig selv til en plage ved pludselige, uopfordrede tilsynekomster på deres bedre stillede naboers dørtrin eller med uønskede forsøg på at blive accepteret ved at give små gaver til børn. De, der rejste tiltale mod dem, anklagede dem for at være stridslystne, for at have onde tunger, for at lave rav i den blandt naboerne, anklager som historikere ofte har accepteret. Men vi må spørge os selv, om ikke vi bag truslerne og de onde ord skal læse en bitterhed affødt af vrede over den uretfærdighed, de oplevede, og en afvisning af marginalisering.
Til de økonomiske faktorer, som danner baggrunden for anklagerne om hekseri, må vi tilføje den mere og mere misogyne institutionelle politik, der begrænsede kvinder til en social position underordnet mænd, og som straffede enhver hævdelse af selvstændighed fra kvinders side og ethvert seksuelt sidespring hårdt, fordi det ansås for samfundsnedbrydende. ’Heksen’ var en kvinde med ’et dårligt ry,’ som i sin ungdom havde taget del i ’uanstændig’, ’promiskuøs’ opførsel. Hun havde ofte fået børn uden for ægteskab, og hendes adfærd var i modstrid med den model for femininitet, som Europas kvindelige befolkning gennem loven, præstestanden og omlægningen af familieformerne blev påtvunget i løbet af denne periode. Sommetider var hun healer og udøver af forskellige former for magi, som gjorde hende populær i lokalsamfundet, men det blev i stadig større udstrækning også noget, der gjorde hende til en trussel for den lokale og nationale magtstruktur i dennes krig mod enhver form for folkelig magt. Om deres behandlinger havde nogen virkning, måske baseret på erfaringsmæssig viden om urter og planters egenskaber, eller om de var placeboer skabt af trylleformularer og besværgelser, er ikke relevant her.
At den brede befolkning forsøgte at påvirke begivenhedernes gang via hekseri og andre tvivlsomme fremgangsmåder var trussel nok i en tid, hvor indhegninger udløste opstande og gjorde bønder til vagabonder og tiggere, som rimeligt nok var ivrige efter at vende verden på hovedet, og kvinder deltog i mange protester, f. eks. med at rive de hegn, der nu omgav fællesjorden(6), op. I heksen straffede myndighederne på samme tid angrebet på privat ejendom, ulydighed overfor samfundsstrukturerne, udbredelsen af magisk tro, som forudsatte tilstedeværelsen af magter, de ikke kunne kontrollere, og afvigelsen fra den seksuelle norm, der nu placerede seksuel adfærd og forplantning under statens kontrol.
At man var nødt til at påkalde djævlen for at retfærdiggøre indgrebet er fortsat forbløffende, med mindre vi antager, at det kun var gennem dæmonisering af dem, at former for adfærd, der tidligere var blevet tolereret eller anset for at være normale, kunne gøres frastødende og skræmmende i øjnene på den bredere befolkning af kvinder, for hvem heksens død tjente som en lære om, hvad de kunne forvente, hvis de skulle finde på at følge i hendes fodspor. Og der var bestemt mange kvinder, der lærte lektien, og som i takt med, at hekseforfølgelsen skred fremad, også bidrog til beskyldningerne. De angav dog sjældent kvinder mistænkt for hekseri direkte, men spillede i stedet en ’passiv rolle,’ hvor de blev presset til at vidne af mænd, som for det meste initierede de juridiske processer(7).
Det er måske via denne konfrontation, det at vende kvinder mod kvinder, at vi opdager hemmeligheden bag forfølgelsen af hekse og denne forfølgelses særlige forbindelse til udslettelsen af den fællesejede jord.
Det er moderne blandt historikere i dag at antage, at de, der blev dræbt, ikke var uskyldige ofre for en monstrøs, institutionel forfølgelse, som var sammenlignelig med udryddelsen af kættere eller nazisternes forfølgelse af jøder i moderne tid. Vi får også at vide, at nogle af kvinderne satte deres rygte som hekse højt, fordi det kunne bruges til at afpresse sig til tjenester og midler fra deres naboer. Det bliver antydet, at anklager som at ødelægge ølbrygningen, forhekse koen eller forårsage børns pludselige død ikke var udokumenterede. Men hvis der virkelig var kvinder, som uden tøven begik sådanne gerninger, burde vi så ikke spørge, hvad der drev dem til så indædt at hade nogle af deres naboer, at de lagde planer om at ruinere dem økonomisk ved at dræbe deres dyr, spolere deres handelsvarer og forvolde dem dødelige plager? Hvordan forklarer vi, at der i landsbyerne, hvor livet et århundrede tidligere havde været bygget op om fællesskabsbaserede strukturer, og hvis kalenderår jævnligt var blevet afbrudt af kollektive festligheder og fejringer, var opstået et sådant had? Eller var dæmoniseringen af ’heksen’ selve redskabet til denne splittelse, der netop var nødvendigt for at retfærdiggøre bandlysningen af individer, der tidligere var blevet opfattet, og havde opfattet sig selv, som en del af almuen?
Hvordan det end forholder sig med det, så blev en verden af sociale/kulturelle skikke, der havde været typiske for det prækapitalistiske, landlige Europa, men som man efterhånden betragtede som uproduktive og potentielt farlige for den nye økonomiske orden, udryddet sammen med ’heksene’. Det var en verden, som vi i dag kalder overtroisk, men som på samme tid gør os opmærksomme på tilstedeværelsen af andre muligheder i vores forhold til verden. I den forstand må vi tænke på indhegningerne som et bredere fænomen end blot opsætningen af hegn rundt om jord. Vi må tænke på en indhegning af viden, af vores kroppe, og af vores forhold til andre mennesker og naturen.
Et andet aspekt, der stadig har til gode at blive forstået fuldt ud er, hvordan hekseforfølgelsen ændrede vores forhold til dyr. Med kapitalismens indtog udviklede der sig en ny samfundsmoral, som værdsatte evnen til at disciplinere og kanalisere instinktbårne lyster over i arbejdskraft. Efterhånden som selvkontrol blev kendetegnet for menneskelighed, blev der introduceret en mere omfattende differentiering mellem menneskene og ’vilde dyr,’ svarende til en kulturel revolution, hvis vi tager i betragtning, at det før kapitalismens fremkomst blev antaget, at der var en sammenhæng mellem dyre- og menneskeverdenen, hvor dyr ofte blev set som ansvarlige væsner, der endda var udstyret med evnen til at tale. Så sent som op i det 16. århundrede overlevede dette syn på dyr i mange dele af Europa, så fx hunde blev stillet for retten for ’forbrydelser’, de havde begået, eller ført som vidner i retssager om deres ejere, i stand til med deres opførsel at forfægte disses uskyld eller skyld.(8)
Med det 17. århundrede var en drastisk ændring undervejs, hvilket afspejles i Descartes’ teori om, at dyr er ikke-sansende maskiner. At have kæledyr blev i stigende grad betragtet med mistro, idet dyr blev fremstillet som legemliggørelsen af de ukontrollerbare instinkter, som kapitalismen var nødt til at tøjle for at frembringe en disciplineret arbejder. At røre ved dem, kæle med dem, leve med dem, hvilket havde været normen på landet, blev tabubelagt. Med hekseforfølgelsen blev dyr, især i England, dæmoniseret med den forestilling, der sagde, at djævelen forsynede sine følgesvende med daglige hjælpere i skikkelse af tamme kæledyr, der tjente til at gennemføre heksenes forbrydelser. Disse ‘tjenende ånder’ (eng. ‘familiars’, o.a.) er et konstant tema i de engelske retssager som bevis på ’heksens’, og potentielt enhver kvindes, irrationelle, bestialske natur.
Gennem hekseforfølgelserne blev et nyt socialt og etisk moralkodeks altså indført, som kastede mistanke om djævledyrkelse på enhver kilde til magt, der var uafhængig af stat og kirke, og som bragte frygten for helvede – frygten for absolut ondskab på jorden. At dens legemliggørelse sædvanligvis blev formodet at være en kvinde, skulle få store konsekvenser for kvinders vilkår i den kapitalistiske verden, som hekseforfølgelserne hjalp med at konstruere. Det splittede kvinder. Det lærte dem, at de, ved at blive medskyldige i krigen mod ’heksene’ og acceptere mænds lederskab i denne henseende, kunne opnå den beskyttelse, som ville redde dem fra bødlen eller bålet. Det lærte dem frem for alt at acceptere den plads, de blev tildelt i det kapitalistiske samfund, der var under udvikling, for da det først var blevet almindeligt anerkendt, at kvinder kunne blive djævlens tjenere, ville mistanke om djævledyrkelse følge en kvinde i ethvert øjeblik af hendes liv.
Kilder og noter
1. Alan Macfarlane, Witchcraft in Tudor and Stuart England: A Regional Comparative Study (New York: Harper & Row, 1970).
2. Keith Thomas, Religion and the Decline of Magic (New York: Charles Scribner’s Sons, 1971), 562.
3. Peter Linebaugh, The Magna Carta Manifesto: Liberties and Commons for All (Berkeley: University of California Press, 2008), 29, 39-40.
4. L’Estrange Ewen, Witch-Hunting and Witch Trials: The Indictments for Witchcraft from the Records of 1373 Assizes Held for the Home Circuit AD 1559-1736 (London: Kegan Paul, Trench, Trubner & Co., 1929).
5. Se Thomas, Religion and the Decline of Magic, 520.
6. Om kvinder som deltagere i anti-indhegningskampe, se Silvia Federici, Caliban and the Witch: Women, the Body and Primitive Accumulation (Brooklyn: Autonomedia, 2004), 73
7. Clive Holmes, ”Women: Witnesses and Witches,” Past and Present 140, no. 1 (August 1993): 54, 58. Holmes skriver, at ”kvinder var, deres talstærke medvirken til trods, primært passive aktører i processerne mod hekse,” for ”den egentlige beslutning om at omsætte landsbymistro til officielt vidnesbyrd og engagere naboerne i dette blev taget af lokale mænd.”
8. Se Edward Payson Evans, The Criminal Prosecution and Capital Punishment of Animals: The Lost History of Europe’s Animal Trials (London: William Heineman, 1906).
