Forlaget Nemo, Venstrefløjens kooperative oplysningsforlag

I de seneste par år har et forlag med base på Nørrebro, gjort sig bemærket ved en række udgivelser inden for historie, teori og som platform for nye forfattere med noget på hjertet. Fra klimakamp og feminisme, til den spanske borgerkrig, formår forlaget Nemo at være et frisk indspark til inspiration og fornyelse. Konfront har interviewet Forlagsredaktøren Albert Scherfig om arbejdet som kooperativ og den igangværende Tumulti serie.

 


Af Forlaget Nemo og Asbjørn Nielsen

Fortæl kort om hvordan ideen med forlaget opstod.

Tilbage i 2009, i Chiapas, en del af Mexico hvor zapatisterne har befriet nogle områder, mødte vi hinanden for første gang. Nogle af os var der på studietur med Socialistisk Ungdomsfront, mens jeg selv og en anden skulle være fredsvagter gennem Internationalt Forum. Selvom vi rent praktisk ikke har haft meget at gøre med zapatisterne siden 2009 ud over at vi drikker og sælger deres kaffe, blev det en stærk politisk oplevelse, at rejse ud i verden og møde revolutionære kammerater. Og for de fem af os der gik sammen om at starte Nemo blev rejsen også vores fælles udgangspunkt. Vi er stadig glade for zapatisterne og vores arbejde og måde at organisere os på, bærer måske stadig præg af det vi lærte på den tur.

I forbindelse med udgivelsen af Brødrene Nielsen fik vi et banner op i Politikens hus hvor der stod “Død over fascismen”.

Efter rejsen fik jeg adgang til en masse breve, skrevet af tre brødre der cyklede til Spanien for at bekæmpe fascisterne der. Disse breve blev vi meget optagede af, snart fik vi fat i billeder og en masse andet materiale, og til sidst besluttede vi simpelthen at skrive en bog sammen og udgive den selv.

Og da vi nu så småt havde fundet ud af, hvordan man griber bogudgivelser an, virkede det som en god ide at dele den platform med andre folk der har noget vigtigt at sige.

Tumulti serien spænder fra Eskil Halbergs bog om klima til Søren Mau’s essay om det parlamentariske system og politik, hvad ser i som en rød tråd i bøgerne?

Tumultiserien er nok netop en platform, som vi stiller til rådighed for folk som vi mener har noget klogt at sige. Tumulti betyder agitation, opstand, oprør eller optøjer og selvom det er store ord er det, det, serien gerne vil.

Den første bog i serien blev skrevet af Søren Mau, en nu “landskendt” boganmelder fra Information, der tilbage i 2015 skrev en skide god tekst om hvorfor folketingsvalget var et dumt ideologisk ritual, og hvorfor vejen mod et demokratisk samfund startede med at lade være med at stemme til folketingsvalget.

Det jeg godt kan lide ved et format som tumultiserien, er, at teksterne på den ene side kan servere en smart akademisk analyse af nogle problemer, på en spiselig måde. Og at teksterne på den anden side kan fortælle en hvad man skal gøre eller lade være med at gøre: lad vær at stem!, lad vær at arbejd!, Ik vær racist! … eller socialdemokrat, for det er det samme! osv.

Kan i uddybe mere om hvilken inspiration i finder hos oplysningstidens traditioner?

Jo, vi har i vores tekst om tumultiserien, skrevet: “Tumulti-serien er en platform for kritisk teori og filosofi, der udfordrer de gængse opfattelser af verden. I oplysningstiden blev der skabt en tradition for revolutionerende og samfundskritiske tekster, der satte spørgsmålstegn ved det etablerede samfunds regler, normer og institutioner. Denne tradition er Tumulti dedikeret til.

Når jeg tænker på oplysningstiden i denne sammenhæng handler det om den type tekster i pjeceform der blev trykt under f.eks. Den franske Revolution. Disse tekster havde en bestemt sproglig form, nogle bestemte armbevægelser som jeg synes rigtig godt om. Selvom mange af teksterne måske siger noget møg, havde de en særlig måde at vende det bestående på hovedet og pege i nye retninger. Den form håber jeg at tumultiserien kan være med til at genoplive.

Nogen som har haft særlig success?

Det var en stor succesoplevelse at udgive Emil Elgs tale, der var blevet censureret og fjernet inde på Arbejdermuseet, fordi han fortalte at Mette Frederiksen er racist.

Både fordi det var en god tekst, og fordi det føltes rigtigt at bruge platformen til at hjælpe en kammerat, der var ved at blive trampet på af en stor institution. Selvom hans tale blev fjernet fra kunstudstillingen i 2016, er det måske det eneste bidrag derfra som stadig i dag 5 år efter bliver læst.

Tumultiserien bliver blandt andet solgt i Spidsroden ved siden af Folkets Hus på Nørrebro.

Hvis vi skal snakke om salgssucceser er der ingen vej uden om Sille Bertelsen der skrev “Med hjertet og kussen i laser”. I bogen rammer hun et meget fint samspil mellem at analysere forskellige metoo-debatter, fortæller om sine egne erfaringer og reaktualisere Vita Andersens tidlige forfatterskab. Min bedstemor fortalte mig i al fortrolighed at hun fik bebrejdende øjne når hun sad i toget og læste en bog med sådan i titel, men jeg tror alligevel at hun endte med at synes godt om bogen.

Giv et eksempel på noget i er særligt tilfredse med?

Jeg er rigtig glad for den sidste tumultibog vi har udgivet, den hedder “Madpakker til Revolutionen” og er skrevet af Eskil Halberg. Han skrev også en anden tidligere der kritiserede arbejdet som institution og man kan sige at dette er to’eren. Altså hvis vi ikke skal arbejde, hvad skal vi så leve af? Igennem bogen laver Eskil på den ene side en kapitalismekritik af dansk landbrug, og peger på den anden side på hvordan vi kan bryde ud af klimakatastrofen ved at orientere os imod en anden anden økologi.

Ligesom de andre tumultibøger er det en tekst der angriber et højaktuelt emne, og kommer med nye revolutionære svar på problemerne.

Hvor stammer navnet Nemo fra?

Nemo betyder “ingen”, og derfor har navnet i sig selv en spændende etymologi. Nærmest som Zorro, Fantomet eller Subcomandante Marcos, men faktisk har vi opkaldt forlaget efter en af Jules Vernes karakter, kaptajn Nemo. Han er en antiimperialistisk sørøver der kæmper mod kolonimagten England, og lever i sit fantastiske undervandsfartøj der blandt andet huser et kæmpe bibliotek.

Hvordan fungerer i som korporativ?

Inspireret af zapatisterne har vi haft mange overvejelser omkring hvordan man organisere sig på en gennemsigtig og basisdemokratisk måde. Vi er kommet frem til at drive Nemo som en kooperativ forening, og er for nyligt også meldt ind i Kooperativt København. Jeg ved ikke om et kooperativ nødvendigvis er den bedste måde at organisere sig på, men det har indtil videre fungeret fint for os.

Kan i løfte sløret for nogle fremtidige udgivelser?

På forlagets kontor i Søllerødgade kan man købe kaffe fra zapatisterne.

På Nemo har vi belsuttet at koncentrere os om bogserier og derfor har tumultiserien en central plads og vil også fortsat have det. Samtidig arbejder jeg på at lancere en ny bogserie, der har et mere historisk præg og som i større grad handler om at fortælle revolutionære røverhistorier.

Forlaget Nemos bøger kan købes hos blandt andet Købmanden Spidsroden på blågårdsgade, i Solidaritetsbutikken på Griffenfeldtsgade, samt andre steder i København og på nettet.