Feminine octagon [or Aristotle can eat me] er en ekstatisk fest udi appliceret queer-teori

Feminine octagon [or Aristotle can eat me] spilles lige nu for første gang i Danmark, nærmere bestemt i Bøssehuset på Christiania, i samarbejde med Berghain og som led i HIT-Cph’s sæson af queer-fokuseret teater. Konfront anmelder.

 


 

Man kan hurtigt blive bekymret for, at den næste halvanden time bliver meget lang, når man først går ind i Bøssehusets bar, nu omdannet til teaterscene. Med kun 32 sæder i rummet og en simpel sort-og-alufolie-baseret scenografi, kan man ikke bebrejdes for at frygte et stykke amatørteater, som de er flest; navlepillende, grotesk under- eller overspillet og grundlæggende livløst. Disse bekymringer forsvinder dog som dug for solen, det øjeblik, de første spillere indfinder sig på scenen og leverer den første serie replikker – en lynende hurtig, dryppende sarkastisk dialog mellem to unge kvinder, der diskuterer følelsen af at være et lig i et bagagerum og hvordan de ville foretrække at hævne den anden, hvis hun blev voldtaget og dræbt i et stenbrud. Få minutter efter falder den fortumlede og ritalin-høje digtergud Orfeus ned igennem deres loft og spørger, om de vil hjælpe ham med at finde hans kæreste, og så er vi ligesom i gang.

 

Michelle Bowman Bak spiller den medusaiske Allure, der er lige dele ætsende Valley Girl-sarkasme og ophøjet dødsdrift. Ved siden af sig har hun Seren Oroszvary, der spiller den udflagrende men usikre Candy, klædt som Døden med plastic-le og krøllet polyesterkappe. Mens Bowman Bak står for at lande jokes (og der er rigeligt), springer Oroszvary rundt på den sparsomme scenografi med fænomenalt koreograferet mani, og udnytter fuldt både egen fysik og rummets ringe plads. Med Orpheus’ (spillet af Victor Hugo) ankomst tilføjes glemsel, partnermisbrug og flugt til de allerede hastigt ophobende temaer – om end stykkets røde tråd fra start til slut er døden, dens uundgåelighed og dens efterspil.

Den næste halvanden time udfoldes manisk, ekstatisk og frygtløst, som de to venner drager mod en fest, der måske, måske ikke er en universitetsmiddag for Den Zoologiske Klub eller et jævndøgnsritual for de døde. Orpheus søger råd om sin forsvundne kæreste hos camgirl Eurydice_19969, hvis OnlyFans-stream projiceres op på scenens væg. Vi møder Flowers (Liff Monica Thomsen) og Mary Shelley (Gertrud Magnusson), respektivt en sandsigende, aseksuel pige på jagt efter penge til at redde sin døende akvariefisk og hendes drømmemoder/sjæleven/elsker, der kun taler i tegnsprog. Og Allure drager mod stenbruddet for at tæmme en kongekobra, men ender i stedet i en abstrakt dødelig dans med Dirt, et androgynt og lige dele skræmmende og patetisk naturkoncept, givet liv af Tjarli Majumdar Selvig i en fabelagtig kombination af slikhår, motorcykeljakke og fishnets. Alt dette båret af dybt selvsikkert spil fra samtlige optrædende og et konstant lydbillede af deephouse og halvfemser-pop (der selvfølgelig suppleres med adskillige dansescener, karaokenumre og shotgunnede bajere.)

Det er, kort sagt, et vanvittigt underholdende stykke, med et sylespidst manuskript og en lang række stjernepræstationer. Mere end det, formår den New York-baserede manuskriptforfatter Amy Gijsbers van Wijk, at skrue noget så sjældent sammen, som en hyperqueer fortælling, der ikke handler om at være queer. Hvor køn, forhold og seksualitet absolut er temaer, der følger karaktererne, er det i den narrative form, at historiens queerhed udfolder sig. Det er i den totale mangel på et traditionelt opbygget plot, en konstant leg med tidslighed og kontinuitet, og en gennemgående magisk realisme (der intet behov har for at forklare sine egne regler), at forestillingen nærmest bliver et manifest over queerteoretisk historiefortælling, hvor det måske mest normative element er kærlighedsfortællingen mellem en introvert og tarotkort-læsende ung kvinde og en 40 år ældre horrorforfatter, der har været død i mere end et århundrede. Det er befriende, det er livskraftigt, og det er lige dele sjovt og grusomt. Det er tydeligt, på trods af den lille scene og den korte spilletid, at instruktør Jessica O’Hara-Baker er gået til stykket med et langt større rums professionalitet, og har forventet det samme af spillerne. Resultaterne er fabelagtige, og det ville være en skam at gå glip af dem.

Stykket spiller kun endnu fra d. 8.-11. – så skynd dig at score en billet.