Konventionel virksomhed drives i reglen med det formål at skabe maksimal profit til ejere og investorer. Som konsekvens heraf er vi vidne til en udvikling hvor stadig større ressourcer fordeles på stadig færre hænder, og hvor virksomheder alt for ofte reduceres til genstand for grådig udnyttelse af mennesker, dyr og natur.
Af Jonas Sivesgaard
Denne artikel handler om muligheden for at gå imod denne udvikling ved at starte en organiseret bevægelse af en ny type ideologisk drevet kooperative virksomheder, der frem for at være drevet mod maksimal indtjening til ejerne, er drevet mod at skabe et mere bæredygtigt og socialt ansvarligt samfund gennem virksomhed.
Ud over at beskrive denne mulighed i detaljer, er det artiklens ambition at redegør for hvorfor det er nødvendig med en så radikal løsning for praktisk og ideologisk at skabe grobund mere socialt ansvarlige og bæredygtige virksomheder.
Muligheden består konkret i at en gruppe kritiske borgere danner en forening, der har det formål at etablere et fællesskab af virksomheder, hvis principper for drift sikre at virksomhedernes profit ikke tilfalder en ejerkreds, men derimod fokuseres i en økonomisk pulje. Den økonomisk pulje, som forvaltes på demokratisk vis af foreningen, har udelukkende til formål at anvende disse midler som brændstof til at støtte og udvikle nye og etablerede virksomheder tilknyttet foreningen. Så når en virksomhed tilknyttet foreningen giver overskud, anvendes overskuddet til at etablere nye virksomheder som virker efter samme principper, og på den måde vokser det kooperative fællesskab sig større.
Grunden til at en så radikal løsning er nødvendig, skyldes at de etablerede systemer og virksomheders arbejde mod mere bæredygtig og socialt ansvarlig virksomhedsdrift udvandes, og tillige korrumperes, af kapitalismens økonomiske og politiske interesser. Med etablerede systemer tænkes her på det parlamentariske politiske system, men i særlig grad også den etablerede kooperative sektor og dens interesseorganisationer. Forslagets radikalitet er en praktisk nødvendighed for at vriste sig fri af den kapitalistiske indflydelse. Radikaliteten er dog også nødvendig for at engagere en støt stigende gruppe borgere som befinder sig i en tilstand af afmagt og modløshed fordi de til stadighed er vidne til denne udvanding.
I følgende afsnit uddybes de udfordringer for udviklingen af social ansvarlig og bærerdygtig virksomhed, som ligger til grund for forslagets udformning. Derefter følger afsnit som uddyber grundprincipperne bag denne foreslåede kooperative bevægelse, dens organiseringen, og endelig, en fremgangsmåde til at starte den.
Nødvendigheden af en radikal kooperativ løsning
Vi lever i et samfund som er kendetegnet ved at være formet af virksomhedernes betingelser og behov, og vi er blevet vant til at virksomhedernes økonomiske interesser begrænser en progressiv udvikling indenfor for områder såsom klima, miljø og social ansvarlighed. Særligt på klimaområdet er dette tydeligt når vi for eksempel præsenteres for udvandede løsninger såsom CO2-kvote handelssystemet, eller endnu mere tydeligt når delegeret fra USA ved seneste klimatopmøde i Polen foreslår fortsat brug af kulkraft som en del af løsningen på klimaproblemerne. Vi spises af med klima og miljø-handleplaner med tilstrækkeligt lange tidshorisonter til at man kan undgå konkret handling, og til at ansvaret ikke kan placeres når det viser sig at målene ikke er nået. Fra virksomheders side brandes en grøn profil eller CSR-politik som oftest kun lige er tilstrækkelig ambitiøse til at afværge kritiske røster fra offentligheden.
Denne udvanding sker også indenfor den kooperative sektor, som er den sektor vi som almindelige borgere har at sætte vores lid til, med hensyn til at gå forrest i udviklingen af mere socialt ansvarlig og bæredygtig virksomhed. Udvandingen sker dels naturligt, som konsekvens af det modsætningsforhold der opstår når profitmaksimering bliver det altoverskyggende mål for virksomhedsdrift, på bekostning af fokus på bæredygtighed og social ansvarlighed. Der er dog også tale om en mere aktiv form for udvanding. I bogen The Politics of Cooperation and Co-Ops: Forms of Cooperation and Co-Ops skriver Professor Carl Ratner om kapitalistiske kræfters negative indvirkning på udviklingen af værdibaserede og organiserede kooperative virksomheder. Ratner beskriver fænomenet han kalder liberal reformisme hvor virksomheder eller politikere tilføjer et lille humanistisk element til det bestående, ikke for at skabe nogen egentlig udvikling, men for at imødekomme kritiske røster. De viser overfladiske tegn på f.eks. social eller klimamæssig ansvarlighed, men intentionen er ikke at ændre status quo, men at bevare den xvi. Carl Ratner kritiserer i den forbindelse kooperative fællesorganisationer såsom ICA (International Co-operative Alliance) og NCBA (fællesorganisation for Amerikanske kooperativer) for kun at arbejde for at fjerne den værste kapitalistiske udnyttelse, i deres lille enklave, uden at udfordre det kapitalistiske anti-kooperative sociale systems dominans xiii. Trods deres gode intentioner, adopterer den etablerede kooperative bevægelse konservativ reformpolitik som kan indordne sig under kapitalismens økonomiske og politiske institutioner xii. Den etablerede kooperative sektor promoverer sig som en sektor der kæmper for mere social ansvarlighed og bæredygtighed, men negligere samtidig behovet for konkret organisering og lederskab til at skabe denne udvikling. I stedet for at kæmpe for øget bæredygtighed, lighed, samt at organisere sig mod udnyttende virksomhedsdrift, flytter kooperativernes fællesorganisationer og sponsorere bag fokusset til mere ufarlige områder, såsom arbejdet med at fremme frit og demokratisk medlemskab af kooperativer. Ratner indvender i den forbindelse, at åbent og demokratisk medlemskab, om end ønskværdigt i sig selv, på ingen måde sikrer bæredygtigt og socialt ansvarligt virksomhedsdrift, hvis man bare bruger sin stemme til at indføre hvad der er mest ønskværdig for sig selv. Så demokratisk medlemskontrol er ikke garanti for at medlemmer vil have et større fokus på værdier om bæredygtig og social ansvarlighed frem for profit, end konventionelt ejede virksomheder. Man kan nævne virksomheder som Arla, eller Danish Crown der er medlemsejede virksomheder, men som vi ikke forbinder med virksomheder der tager nogle særlige hensyn ud over medlemmernes indtjening. Forudsætningen for denne kapitalistiske indflydelse på den kooperative sektor, og resultatet af den, er at de kooperative fællesorganisationer forholder sig ukritisk til de måder hvorpå en konventionel kapitalistisk profitfokus udvander kooperativernes værdimæssige fokus.
For at gøre op med den kapitalistiske indflydelse, er der behov for radikalt at gøre op med virksomheder som noget der er sat i verden til at skabe maksimal profit til en kreds af ejere. Kun ved at afholde sig fra at lade profitten tilfalder ejerne, skabes et sikkert fundament for virksomhed, som er ideologisk styret i retningen af social og bæredygtige virksomhedsdrift, frem for styret mod profit. Desuden er fokuseringen af profitten i et økonomisk fællesskab en praktisk forudsætning for at skabe et økonomisk fundament for etablering og udvikling af virksomhed, der ikke i sin grund hænger sammen med et profitfokus. En sådan sammenhæng består nemlig mellem profit og det konventionelle økonomisk fundament for etablering og udvikling af virksomhed hvor ejere, banker og aktionærer, investerer i udviklingen af virksomhed med det formål at sikre sig mest mulig af virksomhedens profit. Det økonomiske fællesskab udgør grundstenen i den konkrete organisering af denne nye type kooperative virksomhed. Det muliggør at kooperative virksomheder, i fraværet af en ejerkreds’ økonomiske interesser i, og ejerskab over, virksomhedens profit, i et tæt og fokuseret samarbejde, kan drives mod og med større fokus på solidaritet, fællesskab, medansvar, åbenhed, gennemsigtighed, lighed og bæredygtighed.
På grund af at en stadig stigende gruppe borgere bliver bevidste om, og frustreres over, virksomhedernes hykleri, er bevægelsens radikale værdimæssige sigte en forudsætning at engagere denne stadig stigende gruppe mennesker i bevægelsen. Et højt værdimæssigt ambitionsniveau er dog lang fra nok til at sikre et stærkt engagement. Vi er nemlig blevet følelsesløse over for ambitiøse, men ukonkrete hensigtserklæringer fra de etablerede systemer og virksomheder. For at vække et engagement må et ambitiøst værdimæssigt sigte tillige bakkes op af en konkret organiseret bevægelse som arbejder forenet og fokuseret mod det ambitiøst mål.
Fordi bevægelsen nødvendigvis må startes nedefra og op af almindelige borgere, er der brug for at angive en konkret vej til hvordan man med relativt få økonomiske og menneskelige ressourcer vil kunne engagere borgere, etablere de første kooperationer og få bevægelsen til at vokse sig større. Det konventionelle virksomhedsparadigme er så etableret, at det for mange er svært at forestille sig alternative måder at være og drive virksomhed på. Også derfor må forslaget til et alternativt fundament for virksomhedsdrift være konkret udførligt, da det kun er ved at mennesker får syn for sagen via eksistensen af konkrete virksomheder, at den brede offentlighed kan få afprøvet deres fordomme, og se at bæredygtighed, social ansvarlighed og virksomhed kan forenes.
Kooperativernes principper for drift
Værdigrundlaget og principper for drift af denne nye type kooperative virksomhed henter inspiration fra teleselskabet GreenSpeak. Greenspeaks retningslinjer for virksomhedsdrift sikrer at der ikke akkumuleres profit til ejeren hverken via retten til overskud, handel med ejerandele, eller via høje lønninger. Greenspeak donerer 2/3 af overskuddet til velgørenhed. Den sidste ⅓ geninvesteres i virksomheden, og anvendes primært til promovering. Derudover er det ikke tilladt for ejerne at sælge ejerandele højere end de er købt, og der er i virksomheden et lønloft på 30.000 kr om måneden for alle medarbejdere inklusiv ejerne.
I modsætning til GreenSpeak, der donerer profitten til et socialt formål, består grundstenen i bevægelsens organisering af kooperationer som nævnt i, at profitten fokuseres i et økonomisk fællesskab. Dette princip gør både op med den primære måde som ejerne koncentrerer virksomhedens profit på, gennem retten til virksomhedens overskud, men også en sekundær form for koncentrering, nemlig gennem handel med ejerandele. Når overskud skabt af virksomhed ikke tilfalder ejeren, fjerner det grundlaget for ejerandelenes værdi. Ejerandelen har primært værdi fordi de giver adgang til virksomhedens profit. Handel med virksomheders ejerandele, oftest i form af aktier og obligationer, er hovedsageligt en måde hvorpå de rigeste, som har kapitalen, råd til professionel rådgivning, og insiderviden, får del i den profit som virksomhederne skaber. De rigeste 10 procent i USA ejer 84 procent af alle aktier, og den rigeste 1 procent ejer 50 procent af aktierne (I Danmark er tallet 40 procent). For virksomheder har salg af ejerandele det reelle formål at rejse kapital til at udvikle sig. For kooperationerne tilknyttet bevægelsen erstattes denne mulighed for at rejse kapital, med muligheden for at søge om kapital fra det økonomiske fællesskab.
Ud over ovennævnte princip om at fokusere profitten i et fællesskab, defineres bevægelsen af et princip om lønloft. Princippet om lønloft har konkret til formål at forhindre den koncentrering af midler til nogle grupper, særligt ledere, gennem høje lønninger, som dog kun udgør en brøkdel af den koncentration som sker via overskud og handel med ejerandele. På det værdimæssige plan er formålet med et lønloft at gøre op med den socialt uansvarlige logik som bruges til at retfærdiggøre meget høje lønninger. Når topledere skal forklare deres løn, henviser de ofte til at den blot er et udtryk for deres markedsværdi. Den høje markedsværdi består ikke i at der ikke er tilstrækkelig der ønsker at klatre til tops af den karrieremæssige stige, for det er der. Markedsværdien bliver i højere grad retfærdiggjort via dyrkelsen af en forestilling om ledernes helt specielle kompetencer. Den underforståede antagelse bag denne forestilling, som er ekstrem elitær og individualistisk, er, at almindelige mennesker og kollektiver hverken har eller kan udvikle kompetencer til ledelse. Denne mistro er selvforstærkende. Mistroen giver anledning til skabelse af pyramidelignende hierarkier og underkendelse af kollektive præstationer til fordel for fokus på enkeltindividers præstationer, som igen gør det vanskeligt for almindelige mennesker og fællesskaber at få erfaring med, og dermed kompetence indenfor ledelsesopgaven. Således kan flertallet blive fastholdt i uegnethed og den højt skattede ledelsesopgave retfærdiggøres. Det marked hvor ledere har en så høj markedsværdi er altså et marked som er formet af de privilegerede til at retfærdiggøre høje lønninger til dem selv og holde flertallet fra fadet.
Selv ud fra et fokus på lighed og bæredygtighed kan man argumentere for forskelle i løn på baggrund af erfaring, arbejdsindsats og ekspertise. Når det imidlertid sker i en grad hvor nogen har svært ved at leve for sin løn, mens andre tjener mange gange over hvad er nødvendigt for at leve et godt liv, bunder det i en form for ulighed og grådighed som bevægelsen er sat i verden for at skabe et alternativ til. Der forestilles et lønloft der baserer sig på noget mere bæredygtigt end et ulige og pengegrisk marked, nemlig den mængde penge man har behov for, for at leve anstændigt liv i et bestemt geografisk område, hvor der samtidig er mulighed for at honorere erfaring, arbejdsindsats og ekspertise. I forhold til de rekrutteringsproblemer af løntunge poster et lønloft kan give, må bevægelsen stole på sit eget eksistensgrundlag om at stadig flere mennesker motiveres af andet end penge, og dermed løn. Specifikt i forhold til ledelsens løn, må bevægelsen ligeledes sætte sin lid til de værdier der udgør dens grundlag og udvikle erfaringer med kollektive ledelsesformer og deling af ledelsesansvar og generel medarbejderinddragelse.
Der er nu beskrevne to principper der sigter mod økonomisk ansvarlighed og solidaritet. Foruden økonomisk ansvarlighed er det ambitionen at skabe et fundament for en ny type kooperationer, som tager de relevante etiske og bæredygtige hensyn som vi kunne ønske os at virksomheder tog, indenfor områder som klima, miljø, medarbejderrettigheder, sundhed, dyrevelfærd og social ansvarlighed. Bevægelsens evne til at opfylde denne ambition hviler, til dels, på den logik at virksomheder, som har lønloft, og som giver overskuddet til et uegennyttigt fællesskab, i sagen natur også er virksomheder der drives af et ønske om større bæredygtighed, ansvarlighed og lighed generelt. Fordi det ikke er muligt for enkeltpersoner at akkumulere profitten fra disse kooperationer, er det rimeligt at antage at mennesker som vil søge disse kooperationer naturligt er mennesker, lig dem bag Greenspeak, som ikke motiveres af penge, men derimod er drevet af at skabe en bedre verden. Grundlaget for at bevægelsens kooperativer vil være progressiv med hensyn til bæredygtighed, ansvarlighed og lighed bredt set, ligger således i selve bevægelsens grundprincipper.
Spørgsmålet er nu om vi kan stole på at disse grundprincipper alene og helt automatisk vil sikre at bevægelsens kooperativer tager de relevante hensyn i tilstrækkelig grad som vi kunne ønske os, med hensyn til f.eks. at være tilstrækkeligt klimavenlige, dyreetiske, miljøbevidste osv. Vil det være nødvendigt, ud over principperne om økonomisk ansvarlighed og solidaritet, at definerede nogle konkrete kriterier indenfor populære områder f.eks. klima, som kooperativerne skulle leve op til, for ligesom at kvalitetssikre bevægelsen værdigrundlag? Denne løsning vil ikke være uproblematisk. I særlig grad kan man forestille sig en udfordring med at skabe konsensus internt i bevægelsen omkring kriterierne. Ikke alene skal man blive enige omkring udvælgelsen og afgrænsningen af hvilke kriterier som er relevante. Man skal også at blive enige om hvor radikalt hvert kriterium skal formuleres, samt løbende justere kriterier og tage stilling til nye kriterier. Denne konsusopgave kan gå hen og blive så omstændig, at bevægelsen i stedet for at være konkret handlende, nærmere forbliver en diskussionsklub om relevante kriterier for bæredygtig og social ansvarlig virksomhedsdrift. Også ud fra promoveringsøjemed er løsningen problematisk for ved hvert nyt kriterium bliver konceptet mere uoverskueligt, og ved hvert nyt kriterium er der potentiale for at frastøde potentielt engagerede som enten synes et givet kriterium er for uambitiøst eller radikalt formuleret.
Løsningen på denne udfordring er hverken at lade de økonomiske principper stå alene om at sikre virksomhedernes værdimæssige fundament, men heller ikke at foruddefinere en række værdikriterier. At kooperativerne tager de relevante hensyn, sikres ved at facilitere en åben dynamisk demokratisk proces blandt bevægelsens medlemmer omkring udformningen de etiske og bæredygtigheds hensyn som er indtænkt i kooperativerne. Herved tilknyttes processen med at definere relevante værdimæssige kriterier til de konkrete kooperativer og det undgås at bevægelsen fortaber sig i teoretiske diskussioner om kriterier. Derudover giver løsningen noget mere værdifuldt i promoveringsøjemed end konkret kriterier kan, nemlig muligheden for medinddragelse og medindflydelse på bevægelsens udformning. Hvordan denne løsning skal fungere i praksis, uddybes som led i en beskrivelse af bevægelsens organisering, da den er forankret heri.
Organisering
Bevægelsens organisering udgøres af tre entiteter og samarbejdet mellem dem: kooperativerne, medlemsforeningen og det økonomiske fællesskab. I centrum af bevægelsens organisering er en foreningen, som er bygget op omkring en klassisk foreningsstruktur, med en valgt bestyrelse, og generalforsamling som øverste myndighed. Foreningens formål er at sikre at bevægelsens vedtagne struktur og vedtægtsmæssige forfatning efterleves. Derudover at varetage den praktiske og administrative drift af det samarbejde som bevægelsen udgør, hvilket overordnet set går ud på at danne grundlag for et fællesskab hvor engageredes kreative og praktiske kompetencer kan være ophav til nye virksomheder, hvor virksomheder kan sparre og forbrugere kan organiseres. Centralt i denne del bliver at skabe grundlag for en åben og inddragende proces blandt foreningens medlemmer omkring udformningen af forslag til nye kooperationer eller støtte af etablerede. Og endelig, i tillæg til processen med at udarbejde nye projekter, at forestå et demokratisk valg af hvilke projekter som skal støttes.
Det økonomiske fællesskab bestyres således ikke af foreningen, men af et medlemsdemokrati, på et grundlag af åben- og gennemsigtighed, medinddragelse i udformningen af projekter og endelig, via direkte demokrati, i udvælgelsen af projekter.
Her kan drages en parallel til GreenSpeak hvor medlemmerne/abonnenterne selv kan stemme hvilket formål de vil støtte, frem for at det var defineret af de tre ejere. Her ophører ligheden dog også, da medinddragelsen i bevægelsen vedrører selve dens udvikling, og således er væsentligt mere omfattende og kræver et blik for bevægelsen og dens udvikling som helhed. Derfor er medbestemmelse i form af en stemme heller ikke nok i forbindelse med forvaltningen af det økonomiske fællesskab. Der må ligeledes være medinddragelse i form af fora og fællesskaber, digitale som fysiske, for erfaringsudveksling, udarbejdelse af koncepter og ideer. Det er vigtigt at pointere at deltagelse i dette demokrati er en mulighed, men ikke et krav som medlem.
Som tidligere nævnt er denne medinddragelse også løsningen på udfordringer med at finde det rette niveau for de kooperative virksomheders hensyn ift. bæredygtighed og social ansvarlighed bredt set. Det er kun foreningens medlemmer som via dialog i fællesskab kan definere balancen mellem at indtænke relevante hensyn, samtidig med at være realistiske i forhold til at sikre virksomhedernes konkurrencedygtighed. Før et forslag fremsættes skal der gerne være gået en proces forud hvor ideen er udviklet gennem debat og dialog og hvor hensyn til diverse kriterier er indtænkt og afvejet. Medlemskabet af foreningen er brugerbaseret, dvs. bundet op på abonnement eller registreret bruger/forbruger af en eller flere af bevægelsens virksomheder. Herved sikres at indflydelse ikke er forbeholdt en eksklusiv kreds, men at det samtidig er bundet op på et, som minimum, økonomisk engagement.
Det organisatoriske bånd mellem foreningen og de enkelte kooperativer består primært i at kooperativerne er forpligtet på at leve op til foreningens principper for drift for at opnå muligheden for at promovere sig under bevægelsens brand. Dette samarbejde kan relateres til den økologiske bevægelse. Økologisk landsforening har ingen bestemmelsesret over virksomheder der sælger deres produkter økologisk, men kan fratage en virksomhed rette til at benytte det økologiske brand og sælge sine produkter som økologiske hvis virksomheden ikke lever op til de kriterier som øko-mærket står for, og som er defineret af landsforeningen. Fordi den kooperative bevægelse, ligesom den økologiske bevægelse, er konkret og visionært forenet, kan virksomhederne tilknyttet bevægelsen markedsføre sig under samme brand. Et brand som repræsenterer visionen og er garant for den værdimæssige standard. Således kan bevægelsens budskab nå ud til den brede offentlighed som et let genkendeligt alternativ til det konventionelle virksomhedsparadigme.
Konkret fremgangsmåde og afsluttende betragtninger:
Spørgsmålet er nu hvordan man konkret kunne starte bevægelsen. Der er i princippet ingen begrænsninger i forhold til hvordan man kan gribe det an, og den konkrete strategi vil bero på de engageredes ressourcer, ideer og motivation. Af lavthængende frugter kan dog nævnes virksomheder, der ikke kræver meget kapital at etablere, og som udbyder services som mange benytter, men som hverken i produkt eller pris varierer meget fra virksomhed til virksomhed. For eksempel virksomheder inden for telebranchen eller energibranchen. Det kræver relativt få økonomiske og menneskelige ressourcer, at etablere et mobil- eller energiselskab og man kan med en relativt lille kundegruppe gøre en virksomhed rentabel. Telebranchen omsætter for 38 milliarder årligt. 13 milliarder er udelukkende mobilabonnementer. Da prisen eller produktet ikke varierer meget fra selskab til selskab indenfor disse brancher, er vi som forbrugere relativt indifferente overfor hvilken udbyder vi benytter. Typisk vil virksomhederne med flest kunder være dem som har mest kapital til at opkøbe konkurrenter, og som kan bruge flest penge på at gøre sig selv synlige overfor forbrugerne. Bevægelsens realisering hviler på den antagelse, at hvis der var virksomheder som var så radikalt struktureret, organiseret og fokuseret mod deres politiske og værdimæssige mål, vil det kunne vække kritiske forbrugere fra deres tilstand af modløshed og engagere dem i bevægelsen, som minimum som loyale forbrugere. I takt med at kooperativerne på flere parametre og planer gerne skulle vise sig som mere attraktive end konventionelle virksomheder, skulle kundegruppen som er loyale over for bevægelsens virksomheder gerne vokse støt og give gradvist større muligheder for at udvikle de enkelte virksomheder og etablere nye. Målet må være at der indenfor alle brancher er muligt som forbruger at vælge et bæredygtigt og social ansvarligt alternativt i form af en af bevægelsens virksomheder.
Virksomheder er de primære forbrugere af jordens ressourcer, og økonomiske ressourcer fordeles primært på baggrund af ejerskab af eller deltagelse i virksomhed. Derfor går den oplagte vej til at skabe et social ansvarligt og bæredygtigt samfund gennem virksomhed. Vi kan ændre samfundet med fokus på at ændre det mest centralt styrende i samfundet, nemlig virksomhed. Der er i samfundet en støt stigende bekymring for klima/miljø, social ulighed og en stigende kritisk bevidsthed over for virksomheders profitjagt, og den magt som kapitalismen udgør. Spørgsmålet er ovennævnte skitseret koncept vil være en farbar vej til at starte en etableret kooperativ bevægelse som kan blive til det bæredygtige og socialt ansvarlige alternativ som en stadig stigende befolkningsgruppe ønsker sig.
