Dublinlockouten i 1913

“Stridighederne mellem Arbejderne og Arbejdsgiverne, som allerede længe har sat deres Præg på Byen og bevirket, at Handel og Vandel staar fuldkommen stille, synes at være deres Afslutning fjernere end nogen Sinde”


Sådan begynder artiklen ‘Hungersnøden truer’ bragt i ‘Nordjyllands Social-Demokrat’ den 17. september 1913. Artiklen refererer til en konflikt mellem på den ene side 20.000 irske arbejdere og deres familiers kamp for livet og på den anden side formanden for Dublins handelsforening, William Martin Murphy, der i den irske arbejderpresse fik øgenavnet ’Murder Murphy’.

Murphy var formand for Dublins handelsforening, som var erhvervslivets interesseorganisation. Ud over at have denne indflydelsesrige post ejede Murphy også ’Dublin United Tramway Company’ (DUTC) og dagbladene ’The Irish Independent’ og ’The Evening Herald’ – to af Irlands største aviser.

Murphy blev hurtigt genstand for had og et symbol på alt, hvad de frie markedskræfter og den intensive konkurrence havde skabt: Dublins slum, de kummerlige arbejdsforhold i byerne, fattigdommen og den systematiske udbytning af arbejderklassen. Kort sagt var han indbegrebet af kapitalismen selv, hvis den havde haft et ansigt.

I 1913 lagde de irske arbejdsgivere sig ud med et af de mægtigste fagforbund i Dublin, ’Irish Transport and General Workers Union’ (ITGWU), og dens ledere, James ’Big Jim’ Larkin og James Connolly. Larkin og Murphy repræsenterede to stridende samfundsklasser og indhyllede en hel storby i en storkonflikt, som den irske og marxistiske historiker Desmond C. Greaves kaldte for “en af de største arbejdskonflikter i vesteuropæisk historie”.

Det er historien om 20.000 arbejdere, deres familier og sympatisørers kamp for forhandlingsret og anerkendelse. En historie om, hvem der skulle have den økonomiske og politiske magt i et skarpt klasseopdelt samfund.

Dublins slum og vækstbetingelserne for klassebevidsthed

“The Dublin fight is more than a trade union fight; it is a great class struggle, and recognized as such by all sides”. — James Connolly

[faktaboks id=”2076″]Irland var i det 19. århundrede delt langs flere linjer: ud over en klassedeling var der også en stærk sekterisk opdeling af protestanter og katolikker. På dette tidspunkt var Irland stadig en koloni under Storbritanniens kontrol. Det betød, at der var forskelsbehandling mellem protestanter og katolikker. Protestanterne var et mindretal i Irland, og en stor del af dem tilhørte borgerskabet, som udbyttede de irske landarbejdere, hvoraf størstedelen var katolikker.

Som mange andre europæiske landarbejdere vandrede de irske fra land til by. Dublin var dog til forskel fra andre europæiske storbyer som London eller Belfast ikke rig. Man manglede et moderne produktionsapparat og en uddannelse af arbejdsstyrken. Det betød hård konkurrence om få arbejdspladser. Og for de arbejdere, der slap gennem nåleøjet, var korte ansættelser udbredte. Alt i alt en tilværelse, der gjorde det svært for arbejderne at brødføde deres familier.

Efter den store konflikt foretog den irske administration under Storbritannien i slutningen af 1913 en undersøgelse af de sociale forhold i Dublin, der lå til grund for storkonflikten. Forholdene for arbejderklassen i Dublin viser os, at af byens 304.802 indbyggere var 63 % katolske arbejdere. 11.800 indbyggere boede i lejligheder, der blev regnet for at være ubeboelige for mennesker.

Tallene viser en overbefolkning i arbejderkvartererne. Den høje befolkningstæthed i disse områder øgede udbredelsen af sygdomme som tuberkulose, lungebetændelse og tyfus.

Desperationen, arbejdsløsheden og fattigdommen gødede til gengæld jorden for, at ITGWU og fagbevægelsen vandt frem. De var ikke som de øvrige klasser, der levede af deres arbejde. Bevidstheden om, at byens arbejdere indlogerede sig i slumkvarterer, mens andre levede i marmorpaladser, og vreden over den massive udplyndring af arbejderklassen skabte grundlaget for fagbevægelsens og den larkinistiske bølge skyllede gennem Dublin.

Larkinismen og den syndikalistiske bølge

[faktaboks id=”2074″]I Europa voksede en ny socialistisk strømning frem og prægede strategierne i de europæiske fagforeninger. Den var inspireret af syndikalismen, der opstod i Frankrig i starten af det 19. århundrede. Målet var at samle alle arbejdere i ét forbund efter devisen, at arbejderklassen måtte repræsentere sig selv og organisere sig for at forsvare sig mod den frie konkurrence. Dermed var kimen også lagt til at gøre brug af princippet om direkte aktion og sympatistrejker, som erstattede den mere pragmatiske forhandling med arbejdsgiveren. Nu udløste man en strejke i et forsøg på at tvinge arbejdsgiveren til at give arbejderne en højere løn.

Tanken bag det var, at dårlige løn- og arbejdsvilkår på én arbejdsplads kunne udløse en kædereaktion, og frygten var at forringelserne ville sprede sig til andre arbejdspladser som ringe i vandet. Syndikalismen kom fra Frankrig og Amerika til Storbritannien og senere til Irland, hvor særligt ITGWU var den fagforening, der bar den syndikalistiske ånd. I en irsk kontekst satte man lighedstegn mellem syndikalismen og larkinismen, opkaldt efter den irske fagforeningsleder Jim Larkin.

Som leder af ITGWU formåede Larkin at organisere på tværs af den sekteriske opdeling mellem protestantiske og katolske arbejdere. Derudover lykkedes det at bryde laugsvæsenets magt i byerne

ITGWU stræbte efter at favne hele arbejderklassen, og netop denne holistiske tilgang muliggjorde, at organisationen markerede sig på andre spørgsmål end udelukkende i arbejdskampen; det gjaldt bl.a. bolig og nationalitets-spørgsmål. Man kan bemærke, at fagforeningen har haft meget røre i sig, og på grund af dens repræsentation i forskellige felter udfordrede den også eksisterende magtstrukturer – noget som fik de irske arbejdsgivere til at ryste i bukserne.

Som konsekvens af en offensiv kampagne for lønforhøjelser med uannoncerede arbejdsnedlæggelser og koordinerede sympatistrejker på tværs af forskellige industrier opnåede ITGWU lønforhøjelser for irske arbejdere på op til 20–25 %. Desuden gik fagforeningen nu i rette med arbejdsgiverforeningens formand William Martin Murphy, der svarede igen med en konflikt – med det formål at nedbryde organiseringen af arbejdere i ITGWU. Hvad der som udgangspunkt var tænkt som en mindre konflikt mellem fagforeningen og arbejdsgiverforeningen, udviklede sig derfor hurtigt til en kamp mellem borgerskabet og en samling af fagforeningsfolk, deres familier, et decideret arbejderværn og venstreorienterede feminister.

Mødet i juli og fagbevægelsens modangreb

Den 19. juli arrangerede William Martin Murphy et personalemøde for virksomheden DUTC. Her advarede Murphy om, at han ville fyre alle medlemmer af ITGWU. Årsagen var, at Murphys bagland krævede, at han skulle sætte en stopper for den voksende fagforenings indflydelse på den irske industri. [faktaboks id=”2079″]

Ugerne efter Murphys trussel blev flere hundrede ansatte fra DUTC fyret på baggrund af mistanke om, at de var medlemmer af ITGWU. Murphys fagforeningsforskrækkelse var dog ikke kun begrænset til transportindustrien. Også arbejderne på hans avis, ‘The Irish Independent’, oplevede kampen mod syndikalismen, da 40 arbejdere fra avisens leverings- og afsendelseskontor blev afskediget.

Avisdrengene, som også var blevet vakt af larkinismen, svarede igen ved at stoppe med at sælge Murphys aviser, og flere varevogne lastet med ’Irish Independent’ blev angrebet af ukendte gerningsmænd. Murphy trykte som reaktion en kampagne i avisen, der udlovede en dusør på 10 pund til den, der angav anstifterne.

I slutningen af august sikrede Murphy sig gennem en aftale med Dublins politikorps og Irlands rigspoliti at få politibeskyttelse, hvis han agtede at gennemføre sin kampagne mod ITGWU.

Eskaleringen fra arbejdsgivernes side førte til en benhård modoffensiv fra fagbevægelsen. De organiserede sporvognsførere nedlagde arbejdet den 26. august for at kræve lønstigninger. Kravene blev afvist, og Murphy tvang med politieskorte til at give plads til skruebrækkere, som tog det strejkeramte arbejde, det betød at sporvognsdriften kunne fortsætte. Både arbejdsgiverens blanke afvisning af arbejdernes krav og politiets indblanding opildnede de organiserede arbejdere i sådan en grad, at DUTC blev nødt til at stoppe al drift efter mørkets frembrud, da vrede arbejdere angreb sporvognene. Det var aldeles ikke en fredelig periode i den irske hovedstads historie.

Den første repression og endnu et modspil

Politiet indledte et angreb på ledende medlemmer af ITGWU. Den 28. august træder Dublins politikorps ind i de faglige lederes hjem for at arrestere dem. De blev stillet foran politimagistraten E. G. Swifte, som havde en betydelig mængde aktier i DUTC. Flere fagforeningsaktivister, herunder Jim Larkin bliver dømt for trusler, hærværk og for at kaste sten mod sporvogne. Under demonstrationen senere samme dag indkaldte Larkin til en stor-demonstration, som skulle afholdes søndag den 31. august. Næste dag erklærede E. G. Swifte det planlagte møde på Sackville Street 16 ulovligt, men Larkin brændte en kopi af den skriftlige bekendtgørelse og lovede at tale ved søndagens demonstration som planlagt.

Den 29. august – samme dag som James Connolly, der var Jim Larkins højre hånd, ankom til Dublin – tog han til Sackville Street for at se, om der stadig blev afholdt et møde. Her var der en forsamling, som hurtigt blev opløst af politiet. Men først dagen efter blev Connolly arresteret af politiet for opfordringer til ulovligheder, Connolly skulle også stå foran dommeren E. G. Swifte, hvor han fremlagde sine motiver for gårsdagens begivenheder. ”One point in the indictment,” sagde han, “is that I do not recognize the proclamation. I do not, because I do not recognize English Government in Ireland at all!”. På baggrund af de udtalelser dømte Swifte Connolly for forræderi med en fængselsstraf på tre måneder.

Larkin blev løsladt den 3. september mod kaution. Hurtigt derefter tog han til England for at indlede en kampagne for flere finansielle midler til de strejkende arbejdere. Et par dage senere blev Connolly også løsladt efter en vellykket sulte- og tørstestrejke, og han fungerede nu som Larkins stedfortræder under kampagnen. I midten af september blev det britiske fagforeningsråd enige om at sende forsyninger til de strejkende arbejdere i Dublin. Skibet SS. Hare bragte 12.500 brød fra kooperative bagerier til arbejderfamilierne. Der blev også indsamlet 93.000 pund fra fagforeninger, socialistiske grupperinger og partier i hele Storbritannien.

Senere på dagen opstod der gadekampe, hvor den 50-årige arbejder John Byrne og en anden arbejder ved navn James Nolan blev tæsket bevidstløse af politiet. De blev bragt til Jervis Street Hospital, hvor begge mænd døde af deres kvæstelser.

Den ulovlige demonstration

Den store demonstration den 31. august blev alligevel afholdt. Fagforeningsrådet i Dublin blev dog enige med Dublins politikorps om, at mødet skulle holdes i Croydon Park i stedet for Sackville Street, som var blevet forbudt. Larkin ignorerede beslutningen og demonstrationen og valgte i stedet at forsøge at tale på Sackville Street. Larkin blev dog arresteret, og politiet trak kniplerne mod tilhørerne. 400–600 mennesker – herunder også folk, der var på vej hjem fra søndagsgudstjeneste – blev såret under urolighederne.

Den 3. september fandt begravelsen for James Nolan sted. Flere hundrede tilhængere fulgte med, inklusiv 200 strejkende sporvognsarbejdere, Keir Hardie deltog i begravelsen og lovede i en tale, at hele den britiske fagbevægelse ville støtte Larkin og de strejkende arbejdere imod alle, som havde i sinde at knuse den irske fagbevægelse.

Samme dag afslørede Murphy sin plan for at knuse ITGWU på et møde for Dublins handelsforening. Her underskrev over 400 arbejdsgivere et løfte om ikke at ansætte nogen arbejdere, som var medlemmer af ITGWU. I løbet af de næste par dage bad arbejdsgiverne deres arbejdere om at underskrive et dokument, hvor de svor ikke at organisere sig i en fagforening.

De første tegn på svækkelse

“They know now why the employers of labour in Dublin took the extraordinary step of combining to refuse to employ men who were members of the Irish Transport Union.  They know it was because it was impossible to conduct any business that was liable to be interfered with by Larkin. Larkinism is in no sense of the term trades unionism.  In reality it is anarchism in trades unionism; the worst of all forms of anarchism—one-man despotism.” — den konservative avis Belfast News-Letter, d. 22. december 1913

Konfliktens varighed begyndte at tage hårdt på Dublins arbejderklasse. Der var flere familier, som ikke længere kunne forsørge deres børn, og derfor blev der organiseret rejser væk fra Irland af suffragetten [kvindesagsforkæmperen, red.] Dora Montefiore, som havde kontaktet over 300 plejefamilier, der var villige til at modtage de strejkende arbejderfamiliers børn. Der kom en voldsom reaktion fra den daværende ærkebiskop over Dublin, William Walsh. Ærkebiskoppen var bekymret for, at børnene ville blive påvirket af ”fremmede ideer” såsom protestantisme eller socialisme. Mødrene, som lod deres børn rejse væk, blev ikke længere anset af William Walsh for at være rigtige katolikker. Dette blev starten på striden om det såkaldte “Kiddies’ Scheme” – en kamp mellem den katolske kirke og suffragetterne, der forsøgte at få transporteret arbejderbørnene til England.

Den voldsomme reaktion skabte en militans blandt nogle af de andre gejstlige, og de fik stablet en vred hob på benene, som forsøgte at forhindre børnene i at blive sendt af sted mod England. Nogle af børnene blev sendt af sted, men hver gang der blev forsøgt at sende flere børn af sted,  blev de mødt af stærk modstand fra den katolske kirke i byen, der stadig prøvede at sætte en stopper for afgangene.

I slutningen af oktober var Larkins kaution udløbet, og han blev stillet for en dommer den 27. oktober 1913. Her blev han igen dømt for opfordringer til ulovligheder. Han idømtes syv måneders fængsel, og i den tid overtog Connolly lederskabet over ITGWU. Connolly annoncerede enden på det omtalt “Kiddies’ Scheme”, og dermed ophørte transporten til plejehjemmene. Pengene, der før blev brugt på transport, gik nu i stedet til forplejning.

Arbejderværnet

Frustrationen over angreb fra politiet og fra bevæbnede skruebrækkere fik Connolly til at tage initiativet til dannelse af et arbejdervagtværn under navnet Irish Citizen Army (ICA). Connolly fik hjælp af kaptajn Jack White som var en tidligere britisk officer, der sympatiserede med den irske fagbevægelse.

Den 24. november begyndte den første træningsøvelse. ICA var bevæbnet primitivt med Hurley-stave og kæppe. Den 27. november havde ICA fået 1.200 medlemmer og holdt sin første march. ICA beskyttede nu de strejkende arbejdere. ICA’s militante fremgang var det første forsøg fra de irske arbejdere på beskytte sig selv, men de store militæropvisninger får ikke nogen større indflydelse på den irske arbejderklasse. Dog bliver det tydeligt for enhver, at der i det irske samfund er klare klassemodsætninger mellem borgerskabet og arbejderklassen.

Afslutningen

December blev en afgørende måned for konflikten. Her skete de sidste forhandlinger i et forsøg på at gøre en ende på konflikten mellem arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Larkin rejste sammen med William O’Brien, der var næstformand for ITGWU, til London for at mødes med det britiske fagforeningsråds parlamentariske komite og en repræsentant fra Labour-partiet og den generelle føderation for fagforeninger i Storbritannien. De britiske parter var utålmodige og så gerne, at konflikten snart fik en ende. De truede Larkin og O’Brien med at trække støtten, hvis de ikke ville indgå et forlig med henblik på forsoning med Dublins arbejdsgivere.

Ved mødet var 350 fagforeninger repræsenteret, og Larkin, Connolly og O’Brien var til stede som irske delegerede. Udfaldet blev, at støtten til de sympatistrejkende faldt. De irske delegerede forlod konferencen i et svagere styrkeforhold end før, og Connolly indledte nu en offensiv mod den britiske fagbevægelse. Connolly skrev en række artikler, hvor han anklagede den britiske fagbevægelse for at have svigtet sine kammerater, og sidst i december faldt forhandlingerne mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne på gulvet igen.

Der var nu hungersnød i flere arbejderfamilier. Den 25. december holdt ITGWU en kæmpemæssig juletræsfest for 5.000 børn fra de strejkende arbejderfamilier. Den 29. december stoppede landarbejdere, der var medlemmer af ITGWU med at strejke ved Morgan Mooneys gødningsanlæg. Larkin fik forhandlet med arbejdsgiverne, at de blev genansat på de samme løn- og arbejdsvilkår.

I januar blev der gjort en ende på konflikten, og de sidste forhandlinger med arbejdsgiverne blev gennemført. Strejkekassen begyndte at blive tom midt i januar, og skibsforsyninger fortsatte til februar. Begge sider af stridighederne var udmattet, og en stor del af arbejderne blev genansat på deres gamle arbejdspladser, efter at de underskrev en aftale om ikke at være en del af en fagforening. Dermed gjorde man en ende på den faglige konflikt. I slutningen af januar annoncerede DUTC, at deres regnskab for det foregående år havde vist et fald i profit på 13 %, og konflikten havde dermed skadet DUTC økonomisk.

Hvad kan vi lære af Dublinlockouten?

Dublinlockouten endte som et legendarisk nederlag for fagbevægelsen. Dublinlockouten er en lektion for venstreorienterede, som lærer os, at når de sociale bevægelser vokser sig store, kan vi stå over for en voldsom reaktion. Det er vigtigt for os, at det står klart, at når vi kæmper vores kampe, vil reaktionen være hård. Dette kapitel i klassekampens historie, peger også på at hvis vi ikke allierer os med andre grupper taber vi vores kampe. Den irske fagbevægelse blev respekteret og støttet af Dublins slum, fordi man involverede sig i flere forskellige kampe, der vedrørte alle beboere.

Vi vinder kun vores kampe, hvis vi står sammen. Derfor er det stadigvæk vigtigt, at vi gør det.