I forbindelse med OK20s afsluttende forhandlingsfase udgiver Teori-historieredaktionen hermed et essay skrevet af Christian Christensen først udgivet i avisen Solidaritet i 1920, som for første gang ser livets lys digitalt. Essayet handler om de fundamentale stridigheder som arbejderbevægelsen oplevede. Parlamentarismen og udenomparlamentarismen. Her kan man vælge at stemme sig til repræsentanter, eller som Christensen skriver ‘Arbejderne har nok læst ordet om, at deres frigørelse, skal være deres eget værk, men begynde at omsætte dette i praksis, det er død tanke for dem endnu. Denne tankes levendegørelse er det, den direkte aktion udtrykker’
Hvilken ide, hvilken ny tanke har undgået at lide den skæbne at blive misforstået, misforstået netop af dem, den var ud til at hjælpe – formodentlig slet ingen! Den direkte aktions tanke heller ikke undgået den skæbne. Grundene til dette er først og fremmest, at menneskenes store masse ikke reflekterer selvstændigt – de tænker under vanelovens magt – idelivet lever i dem som afsluttede paradokser, færdigbyggede, autoriserede begreber. Bliver det nye altid målt med det gamles målestok.
Den direkte aktions tanke bliver dog ikke alene målt med den gamle målestok; men den bliver – som alle revolutionære tanker – systematisk forvrænget af overklassens skrivende og talende advokater for derved at forhindre, at masserne forstår, hvad den går ud på og følger den. Derfor er den direkte aktions tanke blev voldshandlingens ide for den store masse.
En voldsmand slår et fredeligt spadserende menneske i jorden. Dette fastslås i borgerpressen, og står således for den store masse, som direkte aktion. Dette har selvsagt intet med direkte aktions tanke at bestille; thi den direkte aktion kan ikke fødes og er ikke født som bærende ide uden som en reaktion – en modsætning- til en anden atanke, en anden aktionsmåde – som før har været eneherskende, nemlig den repræsentative eller parlamentariske aktionsmåde.
Den parlamentariske aktion udtrykker det kampprincip, at arbejderne vælger nogle repræsentanter til at handle på deres vegne. Den direkte aktion udtrykker det kamprincip, at arbejder selv direkte handler på deres egne vegne. Skal den direkte aktion derfor optages i billedet med voldsmanden, kan det aldrig blive voldsmandens handling, der udtrykker den direkte aktions tanke; thi han har intet valg, han må selv handle altid. Nej, den direkte aktions tanke trlder først frem i dette billede, når der tale om den overfaldne. Han har valget mellem at lade voldsmanden hamre løs på sig, medens han skriger om hjælp, altså sriger efter en politibetjent – en repræsentant – eller han selv med det samme – om han kan – giver voldsmanden et ordentligt lag bank.
Netop her træder den direkte aktions tanke frem, således som den er født i forholdet til den parlamentariske aktions system. Og mon ikke de fleste fornuftige mennesker i dette billede ville vælge den direkte aktion overfor voldsmanden, i stedet for at stå rolig og lade sig gennemprygle af ham, indtil der endelig kommer en politibetjent druntende. Jo, det vil alle fornuftige mennesker. De vil vælge den direkte aktion. Men den direkte aktion er dog mere fornuftig i arbejdernes kamp;thi, betyder den langt mere end dette, i øjeblikket at gøre modstand mod et dårligt forhold, udbytteren pånøder arbejderne, her betyder den direkte aktion selvudvikling for arbejderne, en opøvelse i selv at virke og handle for egne interesser, og netop dette opdragende moment i den direkte aktion, sætter den moralsk henseende langt op over alle andre ideer, der rører sig blandt masserne.
Når der er fare for, at en maskine lemlæste en arbejder, hvis den forsætter at gå, er det selvfølgelig mest fornuftigt at standse den med det samme, i stedet for at vente på fabrikstilsynet og eventuelle forhandlinger – og så blive lemlæstet i mellemtiden. Den direkte aktion er fornuften. Når en udbytter forringer en overenskomst, indirekte nedsætter lønnen, er det vel også fornuftigst at regere med det samme, i stedet for at vente på månedlange forhandlinger og så som sp ifte- ikke få noget ud af det alligevel. Dette kan selv den mest tanketomme indse. [faktaboks id=”6667″]
Men det store betydningsfulde ved den direkte aktion, det opdragende, dette at arbejderne selv opøves til at tage arbejdsforholdene op til debat, selv bestemme og selv handle, det er netop dette, den store masse af arbejdere endnu ikke har forstået. Arbejderne har nok læst ordet om, at deres frigørelse, skal være deres eget værk, men begynde at omsætte dette i praksis, det er død tanke for dem endnu. Denne tankes levendegørelse er det, den direkte aktion udtrykker.
Lære at lede arbejdet i faget, i industrien, i landbruget hvilende på fælsskabets grund – denne arbejdernes økonomiske, sociale og åndelige frigørelses grundlag – det begynder netop- og aldrig på anden måde – ved ,at arbejderne selv drøfter og handler direkte på arbejdspladsen.
Deres udvikling fra uansvarlige lønslaver til ansvarlige ledere af samfundsproduktionen, sker ikke med et slag, men gennem gradvis selvudvikling, som den direkte aktion kræver af arbejderne.
Solidaritet 206/27.7.1920
