Det nye oprør imod det kapitalistiske islamiske regime i Iran

”Brød, arbejde, frihed – Ned med det islamiske regime i Iran – Længe leve arbejdernes stat” (arbejdernes paroler) ​


Af: aktivist i Internationalt Forums Mellemøstgruppe

I mere end 40 år har det islamiske regime i Iran undertrykt, udbyttet, fængslet, tortureret og henrettet det iranske folk. Gennem alle disse år har arbejdere, studenter, kvinder og andre sociale grupper bekæmpet regimet. De sidste to oprør, det i december 2017 og det i november 2019, har taget en helt ny retning hvad angår organisering, politik og paroler. Sloganet om arbejde, brød og frihed og arbejderkontrol er kommet på dagsordenen, og hvad angår organisering så dannes der hemmelig undergrundskomiteer på fabrikkerne.

Da det islamiske regime den 15. november meddelte at priserne på benzin ville stige med 50 – 300 %,  og at der ved midnat ville blive indført rationering på brændstoffer, gik masser af mennesker spontant på gaden i flere af de store byer.

Regimets brutale reaktion

Politiet, de islamiske gardister og andre undertrykkelsesstyrker reagerede øjeblikkeligt og åbnede ild mod de protesterende. Demonstranterne blokerede gader og hovedveje, satte ild til banker og benzinstationer,   til religiøse skoler og institutioner, og angreb de islamiske gardister, politistationer, regeringskontorer og politibiler. Som svar på politiets og sikkerhedsstyrkernes angreb blev politistationer stormet af demonstranterne. Det vurderes at mere end 5000 demonstranter er blevet arresteret, og at mindst 350 personer er blevet dræbt og mere end 3000 såret. Til trods for det fortsætter arbejderklassen sin tapre kamp,  og protesterne spredes over hele landet.

Selvom regimet på oprørets anden dag lukkede internettet for at blokere for kommunikation og koordinering mellem demonstranterne, hvilket gjorde det svært at opnå pålidelig information, så er oprøret allerede blevet spredt til mere end 100 byer, ikke kun til storbyer som Teheran , Mashad, Isfahan, og Shiraz, men også til mange landdistrikter.

Benzinpriser har stor betydning for leveforholdene i Iran. Folk har indset at den voldsomme stigning vil føre til massive prisstigninger på mange andre produkter. Inflationen er allerede på 40 %.

Før det nuværende oprør havde arbejderne på Haft-Tapeh sukkerfabrikken – hvor der de seneste år har fundet voldsomme arbejderkampe sted imod privatiseringer og for udbetaling af tilgodehavende lønninger – været i strejke siden 4. november. Stålarbejderne på Ahwaz fabrikken, der er kendt for radikale arbejdskampe de seneste år, har også været i aktion.

Efter oprøret ved årsskiftet 2017/18 som skyldtes prisstigninger og forringet økonomi, og som udvikledes til et oprør vendt mod regimet, besluttede regimet at reagere mere brutalt for at forhindre fremtidige oprør og demonstrationer.

Oprør i Mellemøsten og verden

Det var kun et spørgsmål om tid før masseoprørene i det øvrige Mellemøsten ville ramme Iran, som spiller en central rolle som regional stormagt, også i udviklingen af revolutionære oprør. Et oprør i Iran mod det islamiske regime ville være et oprør i regionens hjertekule. Det islamiske regimes ustabilitet i kombination med den vrede og kampånd man finder hos den iranske arbejderklasse, hos kvindeavantgarden,  ungdommen, kan blive en udløsende faktor for udviklingen af masseoprør i regionen.

Der har allerede været de første solidaritetshilsener fra de irakiske demonstranter til oprørerne i Iran. En hilsen fra demonstranterne på Tahrir Pladsen i Bagdad lyder:

Det er vigtigt at I ved at vi, det irakiske folk. nærer en dyb kærlighed til  jer. Vores problemer hænger sammen med det iranske sekteriske regime som bakker op bag alle de korrupte, kriminelle politikere og mordere i vores (irakiske) regering. Vores mål er at blive fri for vores korrupte herskere, og vi ser frem til stærke og stabile relationer til vores iranske naboer som fortjener en retfærdig og civiliseret regering. Længe leve folket”.

I de seneste måneder har sociale oprør fundet rundt omkring i verden – fra Frankrig til Chile, fra Irak til Libanon. Denne proces hænger sammen med det kapitalistiske systems internationale krise. Krise,  arbejdsløshed, fattigdom fremkalder over hele verden sådanne sociale eksplosioner.

Ligesom de revolutionære protester i Mellemøsten og andre dele af verden har oprøret i Iran et antikapitalistisk og antiimperialistisk udgangspunkt. Samtidig kæmper de iranske oprørere imod borgerlige kræfter uden for regeringsmagten såsom Monarkisterne, Republikanerne, Nationalisterne og Folkets Mujahedin – som alle samarbejder med imperialisterne.

Det er ufatteligt vigtigt at styrke solidariteten mellem de undertrykte folk i regionen for at overvinde nationale, religiøse og etniske splittelser. Hvad der var vigtigt i 2017 er endnu mere  vigtigt i dag, nemlig at udvikle kampen i gaderne til massestrejker – til en  generalstrejke, at overtage fabrikkerne og byerne,  at anvende væbnet kamp, og således vælte regimet!

Det er naturligvis vanskeligt at forudse hvordan situationen vil udvikle sig. Regimets undertrykkende kræfter vil ikke kunne slå masseprotesterne ned. Disse har fundet en vej som fremover vil føre til sejr ved at vælte det kapitalistiske islamiske regime i Iran gennem en arbejderrevolution.