På vegne af eleverne på Det frie Gymnasium.
”Hvorfor gå i skole, hvis vi ikke har nogen fremtid.” sådan udtalte 15-årige Greta Thunberg fra Sverige sig til en klimademonstration i Helsinki. I solidaritet med Greta Thunberg og vores klode, har vi elever på Det frie Gymnasium nedlagt undervisningen den 29. november og strejker derudover den 30. november i fællesskab med flere andre uddannelsesinstitutioner verden over.
Vi mener, at der mangler et fokus på og dertil en ansvarstagen for klimaet. Det frie Gymnasiums elever har derfor gennemtvunget en klimatemadag, hvor vi vil forberede os til protesten foran Christiansborg den 30. november 2018. I dag møder vi op for at debattere klimasituationen, samt eventuelle løsninger på denne og lave kampbannere. Derudover synes vi at det er vigtigt, at vi er oplyste omkring hvad det er, vi kæmper for i morgen til klimademonstrationen. Vi får derfor besøg af en græsrodsbevægelse, som holder et klimaoplæg for eleverne på skolen.
På Det frie Gymnasium forsøger vi at gøre så meget for klimaet som muligt, blandt andet med en vegansk kantine og papirsortering. Vores tiltag er dog blot en dråbe i havet, og vi mangler derfor en radikal ændring i den nuværende lovgivning på globalt plan.
Greta Thunberg siger det egentlig fuldstændigt, som det er – hvis der ikke er nogen fremtid, er der ikke nogen mening med en uddannelse og i det hele taget med noget som helst. Vi kan og skal i Danmark tage ansvar for håndteringen af klimakrisen, så vi kan være et forbillede for resten af den vestlige verden. Vi opfordrer derfor alle vores medmennesker til at deltage i klimakampen og demonstrationen fredag den 30. november klokken 10 på Christiansborgs slotsplads eller ved dit lokale rådhus.