I denne anden artikel om regeringens ”ghettoplan” og ”parallelsamfundspakke” stilles der yderligere skarpt på begrebet parallelsamfund og legitimiteten af de fem definerende ”ghetto”-kriterier. Selvom legitimiteten af det mest vidtgående kriterium blev punkteret i første artikel ”Racisme legitimerer det største tyveri nogensinde i den almene boligsektors historie”, så får det ikke Christiansborg til at stoppe med at søge et fundament for denne præmis. De bliver ved med at trække sig fra virkeligheden for at finde på!
Af Søren-Emil Stenkjær Schütt
[faktaboks id=”1811″]Simon Emil Ammitzbøll-Bille udtalte i forbindelse med regeringens overtagelse af beboerhuset i Mjølnerparken den 1. marts og siden på sit ministeriums hjemmeside, at der er tale om 28.000 familier i Danmark, som lever i ”parallelsamfund”. Alle disse familier er fra ikke-vestlige lande(1). Den største andel skal, ifølge Ammitzbøll-Bille, findes i somaliske og libanesiske miljøer, hvor mellem 41-44 %, ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets analyse ”Parallelsamfund i Danmark”(2), lever i parallelsamfund. Denne analyse har flere referencer til den, ifølge Ammitzbøll-Bille, ”repræsentative” Medborgerskabsrapport. Medborgerskabsrapporten er dog på ingen måde repræsentativ. I dette notat fra SFI(3) understreges en klar underrepræsentation af immigranter fra Tyrkiet og Østafrika (Somalia), mens Mellemøsten er overrepræsenteret i undersøgelsen.
Dette faktum kunne man analysere en hel del ud af, særligt med henblik på de faktiske resultater som Medborgerskabsrapporten viser, der er analyseret og beskrevet i denne artikelseries første del. Her fungerer det blot som en underbyggelse af løgnen om ”parallelsamfund”, som er hele grundlaget for lovudspillet.
Bare lige for at skære det helt ud så vidt. Regeringen manipulerer altså resultaterne fra en række rapporter og undersøgelser for at opdigte begrebet ”parallelsamfund”. På baggrund af eksistensen af ”parallelsamfund” kan man legitimere ”ghettoers” eksistens.
[faktaboks id=”1812″]Det er ene og alene fem kriterier, der er definerende for begrebet ”ghetto”. Det er grænsen for nuanceringen i dansk politik 2018. Det er de kriterier, der er udslagsgivende for hvilke boligområder, der bliver underlagt forskelsbehandling igennem ”ghettolisterne”, ”parallelsamfundspakker” og alle de divergerende lovindgreb, det indbefatter. Det er det, der politisk nu er ved at blive færdigbehandlet endeligt vedtages den 27. November.
Det væsentligste kriterium om andelen af ikke-vestlige beboere må boligområderne og mennesker tilsyneladende finde sig i at blive diskrimineret efter, men det er heldigvis ikke tilladt at diskriminere efter princippet på boligselskabernes ventelister, hvor det ikke er muligt at selektere i mennesker på grund af deres race. Pragmatisk set er der altså intet at gøre ved dette sagsforhold, hvis man skulle få den tanke som boligselskab eller beboere.
Det efterlader os med yderligere fire kriterier. De kan tolkes som regeringens forsøg på at tænke et socioøkonomisk element ind i lovforslaget. Man mener, at kriterierne set i sammenhæng kan opspore parallelsamfund. Men hvor reelle er disse tal?
Sat ud = Udsat
Der er tre lister, man som boligområde kan ende på, og her er vel at mærke kun tale om almene boligområder: ”Udsat område”, ”ghetto” og ”hård ghetto” – forskellige regler kommer til at gælde afhængigt af, hvilken liste et boligområde optræder på.
For at komme på listen som “udsat” boligområde skal to af fem kriterier være opfyldt, opfyldes tillige kriterium 5 er man en “ghetto” ‘(se faktaboks).
Er man på ”ghettolisten” i fire/fem år (områder der allerede har været ”på” i fire år, har fået et år ekstra), og har man som boligområde og selskab ikke sammen med kommunen været i stand til at afhjælpe de tænkte problemer, så går staten ind og overtager og afvikler området – alt dette praktiseres med tilbagevirkende kraft, hvilket vil sige, at boligforeninger, der allerede har stået på listen i 4 år, sidder i saksen allerede nu. Det er i sig selv en sjældent set og underlig måde at føre politik på.
Vi ser altså, i modsætning til tidligere hvor der ”kun” fandtes én ”ghettoliste”, at man i det nuværende udspil har udvidet listerne betragteligt. I 2017 var der 22 områder på listen. I de nuværende opgørelser er der således 55 områder placeret på diverse lister. Det indbefatter ca. 200.000 mennesker. Dette har kunnet lade sig gøre ved at justere kravene så lige præcis de områder, man fra politisk side ”ønsker”, er blevet indlemmet i selskabet.
Samtidig bliver der benyttet forældet data, så man i princippet kan planlægge hvilke områder, der skal berøres. Man kan således se, hvordan fordelinger af boligområder på lister trækker et bælte henover Danmarks midte: Århus, Trekantsområdet, Odense, Midtsjælland og København. ”Yderområder” er kun i nogen grad berørt.
Og nu tilbage til de fire ”socioøkonomiske kriterier”, et simpelt blik viser, at det er helt entydigt, at de kriterier også er skæve:
Udenfor arbejde og uddannelse: Der bruges forsinkede tal på listen, så arbejdsløsheden kan reelt være under grænsen i virkeligheden men stadig stå som for høj på listen.
Kun grundskole: Regeringens tal er misvisende, fordi uddannelser fra udlandet fraregnes. Hvis man brugte de rigtige tal og godtog internationale uddannelser, så ville ingen områder komme ind under dette kriterium.
Lav gennemsnitsindkomst: Sammenlignes med regionens gennemsnit og ikke på landsplan. Kriteriet rammer kun boligområder i Region Hovedstaden, fordi regionens gennemsnitsindkomst er meget højere end i resten af Danmark.
Kriminalitet: Grænsen er sænket, så en række boligområder er blevet anbragt på listerne igen, selv om kriminaliteten er faldet meget. Der bruges samtidig forældet data, og de nuværende procenter kunne vise et andet billede.
Ikke nok med, at kriterierne manipulerer en virkelighed i sig selv. Det viser sig, at der for eksempel ved at kigge på de to kriterier “udenfor arbejde og uddannelse” og “lav gennemsnitsindkomst” i en sammenhæng, også her er tale om klart misvisende tal. Ser man på antallet af beboere, der har lave gennemsnitsindkomster og grundet sygdom lever på overførselsindkomst eller førtidspension, og fratrækker det fra antallet af beboere uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse, som disse beboere af gode grunde er fritaget fra, ville ingen af områderne falde for det kriterium, der handler om lav arbejde og uddannelse, i mange tilfælde vil arbejdsløsheden ligge på omkring 8 %. Det er det faktiske tal, og det er altså i tillæg til, at de benyttede tal end ikke er tidssvarende.
Der er ikke noget overraskende i, at førtidspensionister bor et sted, de har råd til at bo (og det er vel ikke et problem i sig selv, at nogen sørger for steder, hvor mennesker har råd til at bo?), men at disse tælles med i kriteriet for lav indkomst og udenfor arbejdsmarkedet er vel reelt manipulation af tallene. Selv uden at komplicere tingene alt for meget kan en ret hurtig krydslæsning af kriterierne vise et andet billede af virkeligheden.
Der strammes således op og manipuleres med tallene, så den faktiske udvikling skjules, og flere områder kommer på listen. De faktiske tal ville vise, at mange flere uddanner sig og kommer i arbejde, der er meget mindre kriminalitet og meget mere tryghed i disse områder. Politiets tryghedsmåling(4) kan ikke bruges til at sige noget om oplevelsen af tryghed i disse områder, fastslår lektor fra RUC Troels Schultz Larsen. En væsentlig faktor for, at beboere flytter fra områderne, er den omtale, der eksisterer i medierne. Det er ikke på grund af utryghed.
Det er i øvrigt klart, at når den almene boligsektor, gladeligt i øvrigt, tager imod anvisninger fra kommunerne, og i modsætningen til det private boligmarked har lejligheder, som mennesker i byen har råd til at bo i, så kan der opstå sociale udfordringer, som der tages hånd om på bedste beskub. Det giver udfordringer. Menneskelivet er udfordrende. Inklusion af alle slags mennesker er et ansvar, den almene boligsektor tager. Når mennesker efter eksempelvis hjemløshed eller misbrug bliver anvist til et boligområde og kommer på fode igen, så flytter de måske ud af botilbuddet og videre i en ny bolig, hvorefter nye bliver anvist.
På den måde er det rigtig vanskeligt for boligområderne at komme under kravet i de gældende kriterier, i særdeleshed når kriterierne er både skabt og skærpet. Og i virkeligheden er det måske heller ikke i beboerdemokratiets interesse? For den almene boligsektor skaber ikke problemer, men løser de problemer politikere skaber. En af de sociale konsekvenser ved at komme på ”ghettolisten” er at få frataget rettigheder til kommunale anvisninger. Muligheden for at blive nabo til et menneske, som har mest brug for et godt og trygt hjem vil bortfalde. Det bliver nok lettere at købe et Hus Forbi i fremtiden, når alle subsistensløse er ekskluderet fra byerne og reduceret til blot og bart nøgent liv. Ekspropriering og deportation af menneskeliv er konsekvensen ved at vise falske indikatorer på ”parallelsamfundets” eksistens.
En væsentlig pointe i afviklingen af disse områder er, at andelen af familieboliger skal bringes ned på 40 % – eller omvendt: 60 % skal rives ned eller sælges til private – det vil i første omgang med al sandsynlighed være udenlandske kapitalfonde og investeringsselskaber.
Her må det konstateres, at det kun kan gøre mennesker og boligområder mere udsatte, at hjem skal fjernes og mennesker deporteres. En deportation væk fra netværk og hverdag. Ingen ved hvor menneskene skal bo.
Løsningen på udsathed er at bygge flere almene boliger, ikke at rive ned og sætte folk ud! I de kommuner, der har mere end 40% almene familieboliger, er der ingen områder på ”ghettolisten”. Den almene boligsektor skaber ikke problemer, men løser de problemer politikere skaber. Det er er en åbenlys virkelighed, at det private boligmarked er diskriminerende i sig selv, i og med at det kun er muligt for de privilegerede at købe sig til ejerskab, og det privates sociale boligansvar er lig nul.
Nødvendighedens politik og demokratiets forfald
Ghettobaseret politik, som det kan argumenteres for, er det, vi ser praktiseret, er opstået som konsekvens af en fjernelse fra den dialektiske evidens og fra værdibaseret politik. Det så videnskabsfilosof Karl Popper i 1957 i bogen “Poverty of Historicism”. I samme bog når Popper frem til denne erkendelse: “A ghetto is a part of a city in which members of a minority group live, typically as a result of social, legal, or economic pressure.”
Det typiske ved en ghetto er desuden, at den skaber sin egen evidens og værdier, heraf udspringer parallelsamfundet – men hvem skaber reelt virkeligheden og mulighederne?
Der argumenteres i denne artikel for, at det er de politiske partier, der er underlagt en ghettofisering, hvor egen evidens og værdier skaber en kultur tilbagetrukket fra det øvrige samfund – et parallelsamfund. Det blev gjort helt tydeligt i den foregående artikel ”Racisme legitimerer det største tyveri nogensinde i den almene boligsektors historie”, hvor sandheden i det mest centrale kriterium for at komme på regeringens ghettoliste blev afvist som ren racisme.
Nu er de øvrige kriteriers manipulerende virkelighedsflugt også blevet sat under lup.
Alt dette spejler sig i kølvandet på en nødvendighedens politik med et økonomisk rationale, som ikke kan modargumenteres. Så længe det er økonomiske mål, kan en offentlig kommunikation og interaktion, der overskrider klasse, etnicitet og nationalstater ikke eksistere. Det skaber en polarisering mellem menneske og stat. På den baggrund kan en egentlig modargumentation være ligegyldig, og muligheden for aktive liv hører op!
Det er heraf ghettobaseret politik udspringer, hvor der som påvist skaltes og valtes mellem evidens og værdi, i en meget mildere grad kan det antage form af symbolpolitik. Beslutninger fratager borgere basale rettigheder – fordi det er nødvendigt. Så er udspillet rent faktisk baseret på det påviste rationale, at mennesker vil genopfinde deres neoliberale frihed, gennem racisme og undertrykkelse. Mon dog? Man kunne næsten få tanken, at det handler om at sikre de rige endnu mere, og dermed sikre magtens eksistens – dem som skal opretholde løgnen. Fremmedhadet bruges til at bekæmpe en boligform, der er i strid med neoliberal ideologi, fordi det rykker boligen ud af spekulantens hænder. Et opgør med hele den almene boligtanke og 1 million mennesker. De investeringsselskaber, der finansierer regeringen, bryder sig ikke om det, og til den lejlighed er ”ghetto” og ”parallelsamfund” opfundet og propaganderet til den brede offentlighed.
Det der gør sig gældende i folketinget, er en skødesløs omgang med begreber og virkeligheder, for at kunne beholde sit job, for der er selvfølgelig også et stemme-aspekt i det. Lykkes dette ikke, kan alt dækkes ind under den økonomiske nødvendigheds princip. Sikke et argument!
Det virker tydeligt, at dem der skaber egne værdier og normer, ikke kun er almindelige mennesker i mere eller mindre udsatte positioner men politikere i et opgør med syge, fattige, arbejdsløse, indvandrere og tidligere straffede. Det der her må påtales som problemet er, at dem der har magten over dagsordenen bruger den til at polarisere og undertrykke – gennem tvang og straf.
Legitimiteten sker gennem tilbageholdelse af viden og manipulation med virkeligheden gennem tal, struktureret af Excel.
Enhedslisten og Alternativet bakker som nævnt ikke op om udspillet. Der er aktuelt også ytret bekymring om ”ghettoplanen” fra Dansk Folkepartis side, fordi det nu trods den nøjeregnende omgang med tal og kategorier alligevel viser sig at ramme for mange af deres egne vælgere. De støtter selvfølgelig fortsat op om lovforslagene. En tendens der ender uhyggeligt, og i al sin totalitet forskubber racismen fra højre og ind på den politiske midte(5). Dette fænomen ses mange steder i den imperialistiske vestlige verden og har over de sidste 20 år vist sig at være en invasiv art. Tendensen til ghettobaseret politik og økonomiens forrang gør sig gældende i alle imperialistiske kulturer og derfor i mange europæiske lande. Det kunne kaldes det demokratiske forfald.
Det er her pointen, at nødvendighedens politik og lemfældig omgang med virkelighedens måder at konsolidere sig i sproget på gør den politiske midte, i samspil med højrefløjen, til skaber af det onde som en iboende effekt! Det er denne kombination af økonomisk nødvendighed og ghettobaseret politik, som er vanvittig farlig, og som manifesterer sig som velfærdschauvinisme eller nationalsocialisme, og fratager borgergrupper rettigheder. Som laver en tydelig opdeling mellem rige og fattige gennem tvang og straf.
Det er her, de to definitioner af ghettobegrebet, som blev præsenteret indledningsvist træder allertydeligst frem. Magten lukker sig om sig selv og egne økonomiske interesser, og i dette kredsløb skabes egen evidens og værdier, hvorefter der fremrulles love på baggrund af dette. Dette skaber ghettoer i samfundet: “As a result of social, legal, or economic pressure.” Polariseringen og dens metode er klar!
Netop ghettobaseret politik viser sig, sjovt nok, også historisk at være farlig for de ”lave” i samfundet i forhold til menneskets muligheder. Vi tromles uden at se det ske (fordi det er nødvendigt) på falskt og løgnagtigt grundlag, og her bliver det de socioøkonomiske konsekvenser (og ikke udgangspunkter) for ”ghettoudspillet”, der kommer på tale, hvis ikke der gøres op med denne dunkle udvikling. Der er andet og mere i verden end diskursive politiske konstruktioner, der skjuler virkeligheden. I essayet om tænkning og moral fra 1969 skriver Hannah Arendt: ”Afstand til virkeligheden er mere farlig end de, måske, onde instinkter, som er mennesket iboende.” Arendt beskriver, hvordan afstand til virkeligheden opstår, når mennesket er afkoblet fra sin egen oplevelse af tingene. Eichmann kørte jo helt banalt millioner i døden, men slog ikke selv nogen ihjel.
Kunne det blive en offentlig diskussion, at det måske er dette, der er sket for politikerne på Christiansborg, når de samstemmigt bliver enige med hinanden om, at der findes ”parallelsamfund” og ”ghettoer” ”derude” i modstrid med virkeligheden?
For hvis den politiske virkelighed skal rumme den mindste legitimitet, skal den kunne efterprøves ved et imperativ, der hedder, at politikerne selv til hver en tid skal kunne udføre den lovgivning, de underkaster andre – uden at skamme sig. Det er nemlig ikke dem, der skal forklare venner og naboer om fremtiden.
Det er først, når tingene går i stykker, at man ved, hvad de egentlig består af, var der en gang én der sagde. Således gør det sig også gældende med ”parallelsamfund”, ”ghettoudspil” og demokrati. I næste og sidste del af denne artikelserie vil der fokuseres på, hvordan den almene boligsektor, sammen med græsrodsorganisationer, har potentialet til at oplyse og revolutionere det nuværende demokratiske forfald – og sammen hjælpe tingene ud af det skjulte. Velkommen til modstanden og det kommende fællesskab!
Kilder
- https://www.regeringen.dk/nyheder/parallelsamfund-er-udbredt-i-ghettoomraader/
- https://oim.dk/media/18990/analyse-om-parallelsamfund-090218-final.pdf
- https://pure.sfi.dk/ws/files/754714/Notat_Sp_rgskemaunders_gelser_blandt_etniske_minoriteter.pdf
- https://www.politi.dk/NR/rdonlyres/417A87F2-0E6F-47C8-B46A-DDEF2CC2C333/0/PolitietsTryghedsunders%C3%B8gelse2017.pdf
- http://www.eftertrykket.dk/2018/09/11/racisme-paa-midten-et-interview-med-liz-fekete/
