Den nye feministiske bølge i Argentina

Et interview med Maristella S., aktiv i den nye feministiske revolte for fri abort. ”Vi har klædt patriarkatet af til skindet. Den aktuelle feminisme kræver kropslig autonomi, og har et andet forhold til krop, seksualitet og patriarkalsk magt….”


I Argentina er der hvert år omkring en halv million kvinder, som får foretaget abort, ofte med døden til følge. Abort er kun tilladt i ganske bestemte og begrænsede tilfælde. Det koster kvinders liv og helbred. Nu har der rejst sig en en bred bevægelse, som har sat parlamentet under pres for at få indført fri abort. Den 13. juni 2018 vedtog parlamentet at legalisere abort. Men selv om næsten to millioner mennesker var på gaden den 8. august i år, hvor senatet skulle tage stilling til parlamentets afgørelse, så afviste senatet at legalisere kvinders ret til fri abort.

Interview

I månedsvis var politik, medier og sociale bevægelser i Argentina intenst optaget af debatterne om fri abort. Når senatet så vedtog at afvise lovforslaget om fri abort, betyder det så, at kampen starter forfra? Eller har debatten forandret noget i det argentinske samfund?

Maristella S.: Der er ikke nogen, som ikke er blevet berørt af diskussionerne. De har de facto præget hele samfundet. Der blev sat et tema til debat, som indtil for nyligt var helt utænkeligt at diskutere offentligt pga. de konservative kredses indflydelse og magt. Mange mennesker ændrede mening undervejs og opbakningen til fri abort voksede konstant i befolkningen.

På trods af de ultrakonservative kræfters massive lobbyarbejde for at forhindre, at loven om fri abort blev vedtaget. Når det lykkedes senatet at stoppe lovforslaget om fri abort skyldes det først og fremmest, at alle provinser har lige stor stemmeandel i senatet, uanset om de har 300.000 indbyggere eller 10 millioner. De nordlige provinser bakkede op om de ultrakonservative og klerikale kræfter. Det var afgørende for, at man afviste forslaget om fri abort.

Senator Silvina Larraburu fra centrum-venstrealliancen ”Frente para la Victoria” (FPV) har udtalt, at fattige kvinder ikke aborterer og at lovforslaget tjener udenlandske interesser. Hvad mener du om det?  

Maristella S.: Sikke noget sludder! Larraburu, der til at begynde med gik ind for forslaget om fri abort og senere ændrede holdning, viser bare i hvilken grad de konservative kredse har magt til at presse de politiske repræsentanter.

Der er flere af sådanne tilfælde. F.eks. Juan Grabois, der er talsmand for arbejdsløshedsbevægelsen og samtidig en tro forbundsfælle for paven. Han erklærede, at de fattige kvinder slet ikke ønsker ret til fri abort. Sådanne religiøse kredse foregiver at støtte de fattige lag i befolkningen, men er i virkeligheden kun ude på at styrke deres egne intereser. Fattige kvinder er dem, der lider allermest under de frygtelige konsekvenser af, at abort er illegaliseret. Risikoen for uoprettelige helbredsskader eller ligefrem død, er langt højere blandt de fattige. Det siger næsten sig selv. Således mejsles klasseforskellene ind i kvinders kroppe.  

De kredse som agiterer imod kvinders ret til fri abort, påstår ofte, at temaet kun er interessant for hvide middelklassekvinder, hvilket er fuldstændigt forkert. De nationale kvindeforsamlinger, som har fundet sted de seneste 30 år har heldigvis skabt et forum, hvor feministiske temaer diskuteres på tværs af klasser, generationer og etniske tilhørsforhold. På den baggrund er den brede bevægelse for retten til fri abort opstået.

Den „grønne lejr“, altså tilhængerne af fri abort som går på gaden med grønne halstørklæder på, ser ud til at være yderst mangfoldig, er den det ?

Maristella S.: Ja, og på gaden er mobilieringen så massiv og forbinder så forskellige lag og generationer, at der er tale om mere end en social bevægelse. Der er snarere tale om et ‚samfund i bevægelse‘.  I denne mobilisering er to bølger kommet sammen: Den ene er de kvinder og feministiske kollektiver der i årtier har sloges for flere rettigheder til kvinder, den anden er de vitale og superunge kvinder der har kastet sig ind i kampen mod kvindedrab og seksuel vold. Denne anden bølge startede for tre år siden med bevægelsen Ni una menos.

Hvordan vil du beskrive modstanderne af fri abort – den såkaldte „lyseblå lejr“?

Maristella S.: Det er ultrakonservative kredse, som er forbundet med den katolske kirke og med pinsemissionen. Disse to religiøse magter spiller en stor rolle i mobiliseringerne imod fri abort. Kort fortalt er den ”lyseblå lejr“ interreligiøse kredse, der betjener sig af et sprog som er homofob, antifeministisk og sågar sympatiserer med den fascistiske og antidemokratiske retorik, vi kender fra es Bolsonaro i Brasilien.

Selv om det ikke lige lykkedes idag, så kæmper vi videre“ siger mange. Hvor kommer denne indædte optimisme fra ?

Maristella S.: Kvindebevægelsens gevaldige størrelse, dens klare antipatriarkalske holdning og spontane radikalitet – opblomstringen af en ny feministisk bølge har givet os en optimisme, som måske kan være en smule naiv. Især når vi betragter det, der sker i Brasilien idag, så bliver jeg måske lidt mindre optimistisk…

For et par uger siden, den 21. Oktober, var der en stor politisk manifestation i  Luján, i provinsen Buenos Aires, hvor kravet lød : ”Fred, brød og arbejde“

Til stede var en række sociale organisationer, de forskellige kirker og peronistiske kredse, der idag er i opposition og gerne vil komme til regeringsmagten igen. Bortset fra de berettigede sociale krav ift. regeringens nedskæringspolitik , så var de tilstedeværende præcis de kredse, som er allermest tilbagestående hvad angår kvinders rettigheder. Der var reaktionære repræsentanter fra kirkehierarkiet, såvel som den tidligere chef for CGT, Hugo Moyano, en indflydelsesrig fagforeningsboss, en fuldblods macho. Vi må se i øjnene, vi kan opleve tilbageskridt, men en dag skal det nok lykkes at få gennemført vores krav om fri abort.

Hvad er forskellen på den nye feministiske bølge og de tidligere feminismer ?

Maristella S.: Min hypotese lyder sådan her: Forskellen ligger i, hvordan og i hvilken grad det er lykkedes at gøre op med den patriarkalske magt som det naturlige udgangspunkt. I dag er kongen nøgen. Vi har klædt patriarkatet af til skindet. Den aktuelle feminisme kræver kropslig autonomi, og har et andet forhold til krop, seksualitet og patriarkalsk magt.

For de yngste kvinder er det faktum, at hvide, heteroseksuelle mænd på over 50 eller 60 år bestemmer over vores skæbne en uudholdelig tilstand af symbolsk vold. Sagt med andre ord: Det som kvinder af min generation har inderliggjort , er blandt de unge kvinder i dag fuldstændigt af-normaliseret. De unge feminister agerer utvunget og hyperkritisk og med glæde og imponerende courage . Og det gør de midt i den værste bølge af kvindedrab, vi har oplevet nogensinde.