Om nogle måneder, når Covid-19 pandemien er fladet ud, vil vi ikke vende tilbage til en verden som før. Det vil være en verden i en dyb økonomisk krise; ikke skabt af Covid-19, men udløst af den.
[faktaboks id=”1285″]Hvordan kan denne lille mikrobe få systemet i krise? Fordi det i forvejen er forældet og usundt. Den ”medicin”, som stater og deres centralbanker gav systemet mod finanskrisen i 2007 var ikke helbredende, men blot et livsforlængende og smertestillende narkotikum. Denne behandling resulterede i blandt andet i en meget lav rente på ”ledig kapital”, ja i det seneste år ligefrem en negativ rente.
Det faldende renteniveau er resultat af en generel faldende profitrate. Hvorfor låne penge, hvis det ikke er muligt at investere dem profitabelt? Nul-renten er udtryk for at der er alt for meget kapital i forhold til mulighederne for at finde profitable muligheder for udbytning af mennesker og natur.
Den faldende profitrate betyder, at investeringer bliver flyttet fra produktion til spekulation i blandt andet finansielle papirer, herunder statsobligationer. En statsobligation er et lånepapir, hvori staten garanterer at tilbagebetale et lån med renter efter en vis årrække – for eksempel ti år. Disse statsobligationer er en attraktiv investering for den ”ledige” kapital, i og med at investor ikke regner med at staten går konkurs. Især amerikanske statsobligationer bliver betragtet som en ”sikker havn” for ledig kapital. Det har betydet, at USA har kunnet øge deres statsgæld til astronomiske højder.
Disse store ledige formuer har konkurreret med hinanden det sidste årti om at købe statsobligationer. Det muliggør at staterne, som udsteder obligationerne har kunnet sænke rente og alligevel få dem solgt. En opbygningen af ”bjerge” af statsgæld på den ene side og kæmpe bobler af finanskapital på den anden side.
Stagnerende produktion og faldende interesse for statsobligationer
Siden finanskrisen har produktionen været stagnerede. Nationalproduktet verden over – undtaget Kina – har været lavere end i noget årti siden Anden Verdenskrig. Det har betydet af den samlede gæld i verden er blevet fordoblet fra 2008 til 2018. I de sidste uger har EU og USA pumpet enorme summe ud i deres økonomier i form af obligationer og ved at blot at trykke penge uden nogen form for baggrund i produktion af varer eller tjenesteydelser. Det er beløb af en størrelse der ikke har noget historiske sidestykke. Det puster en boble op der ikke bare vil briste, men risikere at eksplodere i et altødelæggende brag.
Lunten er antændt. Interessen for at købe obligationer var den sidste måned været faldende. Tilliden til at de vil blive indløst er for nedadgående. I stedet vil investorerne søger mod valutaerne selv. Det vil sige mod opkøb af kontanter som dollar, euro og Yen. Regeringer vil lade seddelpressen løbe for at sikre levering af kontanter til markederne. Men i sidste ende er dollarsedler, ligesom obligationer bare papirstykker. Efterhånden som billioner af kontanter i form af pengesedler vil flyde ud i systemet, uden at der forekommer en produktion af varer bag disse sedler, nærmer dagen sig, hvor investorer mister tilliden til at pengesedlerne kan købe varer. Dermed skrider tilliden til selve det økonomiske system og statens evne til styre det. Penge vokser ikke på træer. Kapitalismen kan ikke undslippe krisen, uanset hvor mange billioner dollars regeringer låner eller centralbanker udskriver.
Covid 19-pandemien indtræf på det værst mulige tidspunkt: væksten i euroområdet var allerede skrumpet til nul og handelskrigen mellem USA og Kina ødelagde den neoliberale økonomiske verdensorden.
Mange virksomheder mangler penge nu. Men de kan ikke låne penge selv om renten er tæt på nul og banker flyder over med penge, fordi banker ikke tror virksomhederne overlever. Hele nationer, som Italien er ved at gå fallit. Ingen vil købe italienske statsobligationer, og indtil videre vil resten af EU ikke garantere for dem. En italiensk statsbankerot, vil være endnu en ping til EU´s kiste. Problemerne forstærkes således af de sidste årtiers voksende nationalisme og dermed inter-imperialistiske rivalisering.
Politisk krise følger det kommende økonomiske sammenbrud
Det økonomiske sammenbrud vil fremkalde en politiske krise, hvor antikapitalistiske ideer kan blive alment accepterede i en grad vi ikke har set længe. Skal vi redde bankerne og finanskapitalen engang til? Bør vi ikke ekspropriere dem i stedet? Er det ikke nødvendigt med en offentlig ejet medicinalindustri for at sikre medicin til rimelige priser. I stedet for at være prisgivet medicinalindustriens profithensyn?
Lige nu er prioriteten at redde liv. Det betyder solidaritet til dem, der er mest sårbare over for pandemien. De hjemløse og asylansøgere, dem der lever i slummen og flygtningelejre i det globale Syd, hvor hygiejne er dårlige og manglen på læger og hospitalspladser stor.
Der er en underlig dobbelthed, vi rykker sammen, hjælper hinanden men samtidig er vi som nationen i den grad os selv nærmest.
Et land der handler solidarisk er Cuba. Det har allerede mere end 28.000 læger, der leverer gratis sundhedspleje i 61 fattige lande. Cuba har netop sendt 52 læger til Italien, og 120 flere til Jamaica. Brasiliens Bolsonaro-regering der sidste år udviste 10000 cubanske læger som terrorister, beder dem nu om at vende tilbage.
