Jabal Al Uhod er navnet på den store bygning, som ofte i medierne og daglig tale er blevet kaldt den tyrkiske restaurant, og som de irakiske demonstranter har besat og kaldt Jabal Al Uhod. Navnet referer tilbage til en vigtig kamp under Profeten Muhammads tid, hvor Muhammad blev kvæstet fordi bjerget (jabal) blev forladt, fordi de ville ned og tage fjendes våben. Demonstranterne har besat Jabal Al Uhod, og det symboliserer at de ikke forlader bjerget og bare overgiver sig uden videre.
Af Ashlin Kedas
Tahrir square i Bagdad er blevet en stat for sig selv, som er organiseret af demonstranter, unge som gamle. Politiet siger, at der er ca. 26.000 folk her, men det syner af mere. Især efter arbejde og skoletiden er ovre, kommer der flere til og de bliver omkring en million. Selvom folk sidder hjemme, så kommer de her for en kort stund, de viser deres solidaritet. Det rykker meget i demonstranterne når der er mange og når folk viser deres solidaritet, eller kommer og donerer tæpper og madrasser til dem.
Den 15 etagers høje bygning Jabal Al Uhod har udkig over meget af Bagdad. Men vigtigste lige nu er det, at man kan se Green Zone, Jamhouriyya broen og Tahrir square, hvor der er telte sat op. Nogle af teltene forsøger at blande politik ud af protesterne, fordi de gerne ser et samlet folk gå imod systemet, mens andre har mere religiøs karakter. Fælles for alle er dog, at de vil have et andet parlamentarisk system end det der er nu.
Den tyrkiske restaurant, som Jabal Al Uhod også bliver kaldt, blev bygget under Saddams regime. Den blev bombet af Amerikanerne under invasionen af Irak. Siden har den stået tom, indtil den 25 oktober, hvor demonstranterne besatte bygningen efter at have været i kamp mod snigskytterne, som brugte den høje bygning som strategisk slagtepost.
Demonstranterne har sat elektricitet op og sørget for vand, så de kan gå i bad. Der er rengøringshold på, og der er lavet et midlertidig bibliotek, hvor man kan aflevere og hente bøger gratis. De daglige aviser er også gratis og under protesterne er der kommet flere aviser til, blandt andet avisen som hedder Tuk Tuk og som også kan hentes her. En avis, som er blevet til under disse protester og som fokuserer på at fortælle om, hvad der sker i og omkring Tahrir Square. Dem nede på pladsen organiserer mad og tøj som ofte bliver hejst op med en spand og noget reb til de demonstranter som befinder sig på de sidste etager af bygningen.
Det viser samtidig, at det at sætte elektricitet op, at gøre rent og hente skrald – Er et direkte budskab til regeringen om at: ”Se her, det kan lade sig gøre at få sat ordentlig elektricitet op og få lavet vandposter”. Dette er baseret på frivillighed og økonomisk støtte fra demonstranterne. I 16 år har der ikke været gjort noget på den front. Det er det demonstranterne især protesterer mod. Et system, som ikke har formået at udvikle Irak siden USA’s invasion af landet. En regering som intet har tilovers for deres eget folk.
Jabal Al Uhod er blevet et sted, hvor revolutionsånden virkelig kan mærkes. Her spilles musik. De danser når de kan se, at demonstranterne som befinder sig i frontlinjen vinder en lille sejr over hærværkspolitiet og får revet en del af den opsatte mur ned. De laver mad her, og ryger vandpibe. Sætter du dig, og snakker med dem fortæller de om de forfærdelige forhold den irakiske befolkning lider af. Fattigdom er et stigende problem og uligheden er voksende. Korruptionen er ufattelig stor og flere familier ejer Irak. Nepotismen kan ses i regeringen, hvor flere familier sidder på posterne, eller endda bliver betalt til at sidde der.
De irakiske kvinder er lige nu i gang med at blande sig utrolig meget i den offentlige debat, og kvinderne står side om side med mændene og graffitimaler indersiden af Jabal Al Uhod. Her kan de med meget kreative måder komme ud med deres budskaber, og bare det at male en kvinde uden hijab har et vigtigt budskab. Det er friheden til at vælge som betyder noget.
Sekterismen kan ikke mærkes på samme måde, som bare for et par måneder siden i Irak. De står sammen som et folk lige nu. Det er det, som giver en håb, for en bedre fremtid i Irak. Den høje bygning er et symbol på dette, hvor de unge sover og spiser sammen uanset hvilke tilhørsforhold de har, men det vigtigste er at de har et samlet budskab.
