FedFront blev inviteret til at deltage i en debat på Folkemødet. Det var Danske Regioner, som inviterede, fordi de gerne vil vende fedmeepidemien. De vil have politikere, sundhedsfolk og meningsdannere til at diskutere hvorvidt det er den enkeltes eller samfundets ansvar. Det er en dybt tykfobisk præmis, som FedFront under ingen omstændigheder kan være med til. Der er intet i vejen med at være tyk – problemet i samfundet er tykfobien.
____________________________
Kære Danske Regioner,
Tak for invitationen til jeres debat – vi kan godt se, at der er en slags fremskridt i, at vi bliver inviteret til en debat om ”overvægt”.
Men vi kan naturligvis ikke deltage. Hele præmissen for debatten er netop det, vi kæmper mod. I vælger at stille det op som et problem at være tyk – og I ønsker en debat om hvordan man kan ”vende overvægt – og hvor meget og hvor lidt det er samfundets opgave at blande sig”.
At være tyk er ikke et problem, som skal fikses. At være tyk er en privat sag, som ingen andre skal blande sig i. At være tyk er bare en måde at have en krop, ligesom at være slank, være lav, være høj.
Tykfobien er problemet. Tykfobi er den strukturelle modstand, som tykke mennesker tvinges til at leve med. Som f.eks. en debat med slanke meningshavere og politkere, som synes tykhed er grimt, usundt, amoralsk, en sygdom, en økonomisk byrde osv.
Vi er mennesker ligesom alle andre mennesker. Vi kan være raske, vi kan være syge, vi kan være arbejdsløse, vi kan være i arbejde, under uddannelse osv. Vi vil ikke debatteres som et samfundsproblem.
Det, som er skadeligt for tykke mennesker og dermed potentielt en økonomisk belastning er tykfobien, som vi møder. Det er ikke vores tykhed, som er skadelig. Det er sundhedsskadeligt at blive diskrimineret.
Vi bliver råbt ad på gaden. Vidt fremmede mennesker, som hader tykke mennesker, og som bliver rasende over vores blotte eksistens, råber ad os, spytter og kaster ting efter os. Vi bliver ikke ansat i lige så høj grad som slanke mennesker på arbejdsmarkedet. De symptomer, som vi går til lægen med, bliver ikke taget alvorligt, men blot afvist med at vi skal tabe os, hvilket gør at vi i højere grad dør af sygdomme som f.eks. kræft, fordi det bliver opdaget meget senere end hos slanke patienter. Vi skal konstant lægge øre til debatter om hvordan tykhed elimineres. Vi skal se og høre på nedladende jokes, stereotyper og tykfobiske narrativer i film, tv-serier, litteratur og debatter som denne. Derudover er ordet ”overvægtig” et tykfobisk ord, som kun eksisterer for at stå i modsætning til ordet ”normalvægtig”, hvilket er en konstruktion, som deler mennesker op i to konstruerede kategorier: normal og unormal.
Vi vil meget gerne mødes med jer under andre, ikke-tykfobiske forhold og tale med jer om marginalisering, stigmatisering og diskrimination at tykke mennesker – og hvordan disse reelle problemer kan sættes under debat og arbejde mod løsninger.
Hvis FedFront dukkede op på Folkemødet til jeres debat, blandt typiske tykfobiske debattører som f.eks. læger, der hævder, at tykhed er en sygdom, og arbejdsgivere, som kræver at deres tykke medarbejdere går til diætist, og modejournalister, som en enkelt gang har ladet deres forside prydes af en str. 44 fotomodel (str. 44 er ikke tyk) og ellers fortsætter med at bruge str. 32 modeller på alle andre forsider – så svarer det til, at en LGB-aktivist dukkede op til en debat i 1961, hvor en læge hævder, at homoseksualitet er en sygdom, som kan kurreres med elektrochok, en præst mener, at det er en fejl, som kan bedes væk, og en enkelt person synes at have sit på det tørre, fordi de engang havde talt med en lesbisk og syntes, at hun næsten var som et helt almindeligt menneske.
Så, kære Danske Regioner, vi ses, når I har besluttet jer for at komme over på den rigtige side af historien.
Optimistiske, queerfeministiske og tykaktivistiske hilsner,
FedFront