Hvorfor det ikke er velgørenhed at pakke tykfobi ind i glitrende julestemning
Julemærket er en dansk tradition fra 1904. Lige fra det allerførste år gik salget af julemærkerne strygende. Dengang gik pengene til at hjælpe fattige børn. I 1912 stiftedes det første Julemærkehjem. Det var en god gerning at købe julemærker. Det gav mening at hjælpe fattige børn, som havde brug for ethvert bidrag i et Danmark inden velfærdssamfundet. Med den neoliberale indførelse af kontanthjælpsloftet og andre ”stramninger”, kunne man jo overveje om ikke Julemærket igen burde bruges til at skaffe penge til fattige børn. De seneste mange årtier har julemærketraditionen handlet om tykfobi. Et væsentligt bidrag til den danske julestemning er at fejre de tykfobiske strukturer med farverige julemærker, de senere år offentliggjort af Kronprinsessen. Pengene går til Julemærkehjemmene, hvor tykke børn kan komme på ophold for at tabe sig. I princippet er disse hjem for ”alle børn”, ”som har det svært”, men kigger på vi på reklamekampagnernes retorik gennem den sidste halvdel af Julemærkehjemmenes historie, vil man se at kost og motion, samt statistikker over hvor mange børn, som er gået fra ”overvægtige” til ”normalvægtige”, er altoverskyggende i Julemærkehjemmenes branding.
TYKFOBISKE PSEUDOARGUMENTER
Forsvarer for Julemærket argumenterer for, at det er synd for de tykke børn ikke at hjælpe dem. Det er et pseudoargument. Hvis man vitterligt vil hjælpe børn, som udsættes for mobning pga. tykhed, skal man lære de slanke børn ikke at mobbe de tykke børn. Det er naturligvis et ansvar, som man i første omgang kan mene ligger hos forældre, lærere og pædagoger – men det er ikke så simpelt. Hele den tykfobiske struktur, som i meget høj grad definerer vores samfund og kultur, bygger på et hierarki, hvor slanke er mere værd end tykke. Og når de tykke børn så bliver taget ud af skolen og sendt på julemærkehjem, bliver både de tykke og slanke børn bekræftet i at det er godt at mobbe de tykke børn, så de kunne blive taget ud af skolen og få minimeret deres kropslige andethed. Et andet argument, man kan støde på, er, at Julemærkehjemmene er for ”alle børn”, som har det svært. Det er dog stadig slankeretorikken, der fylder mest, og denne sammenblanding af tykhed og sociale problemer, er der ingen, der vinder ved – bortset fra den tykfobiske struktur, naturligvis. Julemærkehjemmene er slankeinstitutioner. Og uanset hvor meget der ellers tilbydes fag om social kompetence og andet på disse institutioner, er budskabet rungende klart: den tykke krop er forkert og skal gøres mindre og slankere og
mere rigtig.
TYKHED ER IKKE EN FEJL, SOM SKAL RETTES
Det er tykfobisk at betragte tykhed som en fejl, der skal rettes. Det er tykfobisk at indrette særlige institutioner, hvis formål, er at tykke mennesker skal rettes til. Det er tykfobisk at lære børn at de skal være taknemlige for institutioner, hvis formål er at eliminere børns (eller voksnes) tykhed og andethed. Det er internaliseret tykfobi at mene, at man, når man selv er tyk, bør afrettes på en dertil indrettet institution.
At være tyk er kun et problem, hvis det gøres til et problem. At være tyk er bare en anden måde at have en krop. Tykke mennesker kan være sunde. Tykke mennesker kan være usunde. Tynde mennesker kan være sunde. Tynde mennesker kan være usunde.
Sundhed er en privat sag, som ingen andre skal blande sig i. Tykke mennesker kan være professionelle atleter og maratonløbere. Tykke mennesker kan være inaktive af forskellige årsager (årsagen kommer ingen andre ved). Tykke mennesker kan have et hvilket som helst niveau af aktivitetsudfoldelse – du kan ikke vide hvilket niveau baseret på en persons kropsform eller -størrelse.
DISKRIMINATION OG HIERARKIER
Det farlige og usunde ved at være tyk er den gennemsyrende diskrimination, som tykke mennesker udsættes for. Alt fra at blive råbt ad på gaden – til at blive udsat for had online – til at blive udsat for ydmygende og ubrugbar bekymring, råd eller vrede fra familie, venner, kolleger og partnere. Det er farligt og usundt at udsættes for tykfobi.
Diskrimination handler om at opretholde hierarkier, undertrykkelse og magtstrukturer. Vi har alle forskellige kropslige vilkår og alle mennesker fortjener respekt. Det er en konstruktion at nogle kroppe er bedre end andre kroppe. Vi er alle påvirkede af den tykfobi, som gennemsyrer vores hverdag, vores sprog og vores kultur. Det er et stort arbejde aflære sig den undertrykkende struktur. En god start er at boykotte Julemærket og alle Julemærkets samarbejdspartnere, som i år er Danpo, TV2s lågekalender og naturligvis PostNord. Det er børnemishandling at behandle tykke børn anderledes end andre børn. Vil du bidrage til et samfund uden tykfobi, så boykot de klassiske julemærker. I FedFront lancerer vi for andet år vores egne julemærker! Værsgo’, print og lim på julegaverne – gerne sendt med alternativer til PostNord.
RØR BLOT IKKE VED MIN TYKFOBISKE JUL
Sidste år oplevede vi en særlig iver fra vores haters på Facebook. De brugte megen tid og energi på at skrive på FedFronts side, dele vores opslag flittigt med hånlige kommentarer samt kreere hate sites. Både onlineposten og naturligvis reddit postede om hvor latterligt, det dog var, at gå mod denne juletradition og velgørenhed.
Et af FedFronts fremmeste projekter er netop at dokumentere den strukturelle modstand, som tykke mennesker møder. Den strukturelle modstand kommer ofte i form af chikane, f.eks. hån og latterliggørelse. Så vi siger tak for chikanen, som kommer fra selvsamme folk, der i kommentarsporene nægter, at tykke mennesker udsættes for chikane. Det er så dejligt, når nogen gør arbejdet for en! Især når man har travlt op til jul … og travlt med at fejre det faktum, at når man som andetgjort møder flest buldrende tomme tønder, så er det fordi man er nået rigtig langt i kampen for lighed og anderkendelse. Der er nok at se til som tykaktivist! Så vi håber på og regner med, at de igen i år vil tage sig tid til at understrege vores pointer om tykfobi på så klar og tydelig tykfobisk vis.
