Ende Gelände i september 2018 var på mange måder en succes. Omkring 2000 mennesker fik blokeret togskinderne til RWE’s kulmine i et døgn. De særligt morgenfriske havde tilmed også besat en af de store gravemaskiner i selve minen. Udover disse sejre er det vigtigt at huske på de logistiske og reproduktive elementer af en sådan kampagne. Mad til op i mod 6000 mennesker over tre dage, ordentlige forhold for tilskadekommende og anholdte, samtaler, strategiske diskussioner og mødet med nye kammerater er alt sammen uvurderlige resultater af weekenden ved Köln. Spørgsmålet om hvordan vi fylder revolutionens maver og får varme og omsorg imens vi kæmper er noget vi alle skal øve os på. Ende Gelände er et godt udgangspunkt for fremtidige sejr over den fossile kapital.
af to klimaktivister fra København
Men der var også problemer ved aktionen. Nogle af problemerne blev rigtigtnok diskuteret og evalueret i lejren efter aktionen. Men vi føler os dog alligevel kaldet til at skrive en selvkritisk tekst, der forhåbentligt kan bruges fremadrettet. Teksten handler om femfingerstrategiens styrker og svagheder og særligt om hvordan vores fælles taktiske forhold til “at gribe det rette øjeblik” må styrkes.
De fleste masseaktioner, hvor en modstander skal besejres, bekæmpes eller passeres, må gøre det i det rette moment. Hvis vi lider af hastværk rykker vi frem uden, at have øje for det fælles moment. Den fælles tid. Nøler eller dvæler vi kommer vi aldrig nogen steder. Med andre ord må en revolutionær bevægelse have en særlig opmærksom og fælles tidsopfattelse. Vi skal lære at tøve sammen. At tøve er at vente til det rette øjeblik, men vigtigst af alt, at kunne gribe det i fællesskab.
Da vi blev gænget sammen af politiet på markvejen mistede vi den fælles fornemmelse for det rette øjeblik. En del af grunden var, at strukturen og organiseringen i fingrene var forsvundet eller allerede på vej mod skinnerne ved kulminen.
Ved solopgang lørdag morgen gik over 3000 mennesker indelt i 3 fingre, afsted fra den store fælles teltlejr. Sølvfingeren havde godt tusind deltagere og var lige så stor som den første Ende Gelände aktion tilsammen for 3 år siden! Vi var et flot syn og stemningen var høj. Planen var at gå med den lovligte anmeldte demonstration og bryde ud på et godt tidspunkt, som selvfølgelig blev holdt hemmeligt af taktiske årsager. Politiet spærede vejen for os på en jernbanebro. Efter langtids forhandlinger fik vi lov til at gå over broen. Da vi med udsigt fra midten af sølvfinger nåede enden af broen viste det sig at mange allerede var sat i løb mod en forhøjning og motorvejen. På den anden side af forhøjningen havde poliet ladet vandkanoner stille op, og efter dette var kulminen. Vi var en stor gruppe, over tusind, der ikke nåede med over motorvejen, da den første bølge stak i løb. Der blev kaldt til møde, politet fik forstærkinger og omringede os helt. Efter 2 timers møder besluttede vi at gå tilbage til campen.
Det var på mange måder bagtroppens ubeslutsomhed, der var hovedårsagen til at den ikke kom med over motorvejen (mere om dette senere). Men det skyldes blandt andet også en manglende opmærksomhed på ikke at sætte i hastværk mod motorvejen, uden øje for at vi er stærkest når vi går tæt og resolut sammen i hele fingeren. Den forreste del blev ramt af hastværk, mens den bagerste del nok begyndte enten at nøle eller simpelthen at dvæle. Vi vil argumentere for, at aktionen med fordel kan lære sig at tøve i fællesskab. Tøven er den rette måde, at gribe øjeblikket.
Fingerstrategiens tidslighed
Vi har identificeret følgende tre uheldige måder at håndtere frustrationen på, der fik os til at tænke på Center for Vild Analyses (et autonomt lacaniansk tænkefællesskab fra Danmark) fire måder at vente på, nemlig hastværk, nøl, dvælen og tøven.
Dem der lider af hastværk er dem, der ikke kan vente længere og begynder at forsøge at passere politiet helt alene, eller alt for få. De gider ikke vente på de andre, men ender med at blive anholdt eller smidt tilbage til os andre, uden vi er kommet nærmere vores mål.
Nølen er den impuls, der begynder at overanalysere målet. Hvad er der egentlig bag forhøjningen? Er der ikke flere politifolk end lige før? Lad os vente lidt mere. Måske kommer der en bedre mulighed for at nå over motorvejen senere. Dem der nøler har på en måde for stærk en interesse for at have al tilgængelig information om målet før vi kan handle. Dem der nøler, glemmer at vi aldrig vil kunne få det fuldstædige overblik. Når vi nøler forpasser vores “rette øjeblik”.
Dvælen er det sværeste at håndtere. I andre situationer er dvælen ofte en kvalitet. Dem der dvæler er gode til selvkritik og filosofiske problemer. Dem der dvæler øger kompleksiteten og er derfor gode når der skal tænkes fundamentalt over et spørgsmål. Men det skal der ikke midt under en aktion. På marken syd for motorvejen er dvælen det samme som en afhængighed af proces. Lisa Fithian der er mange årig aktivist og i sandhed dronning indenfor konsensusprocesser ville nok kalde en dvæler for en procesjunkie. Da vi begyndte at dvæle blev vi for optaget af os selv som gruppe. Vi mistede målet og begyndte at tale om processen. Om os selv med andre ord.
Når råbene “Mike Check!!” og “Plenum!!” netop blev vittigheder var det fordi det stod klar for enhver, at vi havde misset vores chance fordi vi var begyndt at diskutere process.
Det vi alle hungrede efter var en måde at gribe det rette øjeblik sammen. Når vi skal være klar til at gribe øjeblikket fælles, må man tøve. Tøven er en aktiv venten. En venten hvor man har sin opmærksomhed rettet mod målet (at komme forbi politiet og over motorvejen til kulminen), men uden at miste fornemmelsen for de andre i mængden.
Når en kritisk masse står klar og tøver, kigger på hinanden, blinker med det ene øje til en kammerat man aldrig har drøftet et ord med, klapper sin sidemakker på skulderen, hvortil hele mængden pludselig sætter sig i bevægelse, som et lys fra en klar himmel; Dette er at kunne tøve, og gribe øjeblikket. At kunne tøve sammen kræver opmærksomhed på hinanden og målet samtidig. Men det kræver vigtigst af alt organisering. Vi kan aldrig vide hvornår hullet i politikæden opstår, det rette øjeblik viser sig aldrig på forhånd, men vi kan være parate når det sker. Men vi må ikke begynde at dvæle.
Organiseret tøven
Hvorfor begyndte vi så at nøle, blive ramt af hastværk eller dvæle?
– Et vigtigt problem er indbygget i fingertaktikken. Organiseringen af ulydige masseaktioner og fingertaktikken forudsætter et hierarki af viden. Dette hierarki må vi tale om. Det er åbenlyst for enhver at ikke alle kan vide det hele. Hvis et plenum kender detaljerne i planen, kender politiet dem også. Historien har desværre vist at politiet er i blandt os. Men denne “need to know”-tilgang har også ulemper.Hierarkiet i viden gør det vanskeligt for alle at have samme mulighed for at traffe gode beslutninger under aktionen. Fingerstrategien og organiseringen forudsætter et hierarki; midlertidige ledere. Problemet er at ledere ofte gør mennesker dumme og passive. Vi bliver dårligere til at gribe øjeblikket, når vi har organiseret os hierarkisk. For at komme nøl, dvælen og hastværk til livs, må vi derfor alle sammen opbygge en øget autonomi af videndeling. Flere må læse kort hjemmefra møde andre afinitygrupper og opsøge viden og informationer, der gør os i stand til at gribe øjeblikket, selvom fortroppen er gået. Hvad gør fårene når hyrden er forsvundet?
– At kunne træffe beslutninger i fællesskab er vigtigt. Og mangfoldig repræsentation og diskussion af forskellige synspunkter og konflikter kan være en af forudsætningerne for at en sådan aktion kan blive succesfuld. Men plenum og fællesmøder hører ikke til på et taktisk niveau, og slet ikke når tiden ikke er til det. Plenummøder er et af de rum hvor nøl og dvælen har optimale betingelser. Nølerne vil blive ved med at efterspørge mere information og være skeptisk over for “forhastede” konklusioner. Dvælerne vil begynde at afsøge mulighederne for om de demokratiske processer nu også fungerer. Nøleren er informationsjunkie, mens dvæleren er processjunkie. Vi kender dem godt i os selv, og tiden er ikke til det midt i kampens hede.
– Trangen til et fællesmøde kom for os at se fra en demokratiske impuls om at finde en fælles autoritet, der kunne lede eller “gå forrest”. Flere nævnte på vej hjem, at vi manglede “a Lenin for the next hour”. Problemet er, at der for det første ikke er tid til demokratiske processer. Øjeblikket forpasser, mens vi diskuterer. For det andet er forestillingen om, at vi skal vælge vores leder, et levn fra den gamle verden vi må afvendes os. Vi har ingen ledere. I stedet må vi udvikle en tillid mellem os, der gør det muligt for nogen at organisere autoritet til at gå forrest. Men det er noget der sker når vi tøver sammen. Det er ikke noget vi kan beslutte os for i situationen. Organisering er således også at have mødt andre, se hinanden an og fornemmet hvem man vil gribe øjeblikket med. Dette kræver forberedelse.
– “Tør du ikke løbe, kan du jo gå bagerst” blev der sagt i et plenum til aktiontræningen dagen før aktionen. Denne machoide kommentar fik ikke stor opbakning og det blev besluttet at man skulle prøve at undgå at løbe for at stå stærkere og holde fingeren samlet. Alligevel endte fronten med at lide af hastværk og løbe fra resten af fingeren. Der er intet heroisk eller heltemodigt i at løbe til sådan en aktion. Snarere er det virkeligt svære at lade være med at løbe, og stole på det fællesskab man står ikæder sammen med. Til Ende Gelände i sommeren 2017 var den nyoprettede Queer fingers taktiske fokuspunkt ikke at ville løbe. Den gik samlet hele tiden og lykkedes som den eneste hele finger den dag at blokere skinnerne i en længere periode.
Video af queer blokkens togbaneblokade https://twitter.com/KlimaKolle/status/901462256596262913
Hvordan bør det gøres
Vi ser 2 hovedmuligheder for at forbedre femfingerstrategien. De udelukker ikke hinanden. Fronten og fingerens struktur generalt skal tøve mere, og blive bedre til at holde sammen på fingeren og så skal de forskellige affinitygruppers autonomi og mulighed for handling styrkes, så de ikke ender med at nøle.
Knoer – mere struktur
Når en finger organiseres, bliver der ofte fokuseret meget på frontgruppen eller neglen som den også kaldes. Men derved glemmer man, at en finger nemt kan blive splittet op, eller få brug for at gå baglæns. Især når de bliver så store som i år. En mulighed er at en finger ligesom den skal have en negl, også skal have knoer. Der skal i midten og i bagenden være affinitygrupper, der kender planen, ved hvor man skal hen og som er klar på at gå forest, hvis behovet opstår. Knoer vil styrke organisering og strukturen i “hele fingeren”. Det vil dele videnshierarki ud og give flere autoritet, men ikke mere end, at politiet ikke kender detaljerne
Klynger – mere autonomi
Men der opstår også næsten altid situationer, som ingen kan forudsige. Hvor det er vigtigt at affinitygrupper, der ikke er en del af fingerens struktur kan handle autonomt, tøve og gribe situationen sammen. Her vil det give mening hvis klynger af affinitygrupper organiserede sig sammen. De kunne vælge at være i samme finger. Sikre sig at de kender hinanden, at der er nogen i grupperne der kender området etc.
Et eksempel på at en klyngestruktur giver mere fleksibiltet, kunne vi se ved Ende Gelände i efteråret 2017. Her var der ikke nogen queer finger, men dele af sommerens queer finger organiserede sig i en queerblok i en anden finger. Godt 50 folk nåede ned til en gravemaskine længere ned i minen, der stadig kørte, ved at tage en resolut beslutning i fællesskab. Ingen havde planlagt at gå ned til denne graver og derfor havde politiet ingen mulighed for at vide at det ville ske. Men mange kendte hinanden og kunne træffe hurtige og gode beslutninger.
Billede af ovenståedende: https://twitter.com/KlimaKolle/status/927204924118786048
Video hvor man kan se at politet omringer, men at nogle folk griber øjeblikket og går længere ned i minen: https://twitter.com/Ende__Gelaende/status/927171158235140096
Til sidst vil vi takke de folk og grupper der organiserede og deltog i evalueringsmøder i campen. Vi har lånt en masse af jeres ord og tanker!
