Konfront har besøgt Arbejdermuseets nye udstilling ‘Aktivist’ – en udstilling som fremstiller en del af vores bevægelses historie de sidste 60 år gennem genstande og personlige fortællinger om at være aktivist.
I maj var Konfront inviteret til en rundvisning i Arbejdermuseets nye udstilling ‘Aktivist’. Udstillingen har udgangspunkt i forskningsprojektet ‘PROTEST!’ fra Aarhus Universitet – et forskningsprojekt Konfront i juni 2019 sagde nej til at deltage i. Vores kritik var, at forskningsprojektet ikke lagde op til en forståelse af vores bevægelse på vores bevægelses egne præmisser, men i stedet arbejdede med begreber og analyser, vi som aktivister ikke kunne få indflydelse på – at vi som aktivister blot ville kunne indgå som objekter for undersøgelse, selvom vi kommer af en bevægelse, som altid selv har produceret viden og analyser. Derudover var vi kritiske over for forskningsprojektets store fokus på aktivisten som individ og på aktivisters personlige genstande. Læs vores afslag på deltagelse i forskningsprojektet her.
Arbejdermuseet inviterede Konfront på besøg for at se resultatet af forskningsprojektet; nemlig udstillingen ‘Aktivist’. Besøget på Arbejdermuseet var både sjovt og spændende – men desværre blev vi også bekræftet i vores oprindelige kritik. Lad os begynde med det gode.
Et mangfoldigt billede af venstrefløjen
‘Aktivist’ byder på et sammensurium af film, billeder, lydoptagelser, tekstbidder, statistikker fra den kvantitative del af forskningsprojektet og en lang række genstande. Og særligt de mange forskellige genstande gør det sjovt at besøge udstillingen. Nogle genstande er indsamlet af eller indleveret til Arbejdermuseet efter aktioner, demonstrationer, kampagner og protester gennem tiden, mens andre genstande er udlånt af de aktivister, som har valgt at sige ja til at indgå i forskningsprojektet bag udstillingen.
Man kan fx se et stykke folketingsgulvtæppe med rød maling fra aktionen mod Anders Fogh og Per Stig Møller i forbindelse med invasionskrigen i Irak i 2003, man kan se en kugle fra 18. maj 1993 hvor politiet for første gang i fredstid skød mod demonstranter på Nørrebro, man kan se en krukke med jord fra Palæstina, man kan se fløjter fra larmeaktionen mod Helle Thorning til 1. maj i Fælledparken i 2014, man kan se plakater, løbesedler, klistermærker, perleplader, dagbøger, og man kan se Konfronts afslag på deltagelse i forskningsprojektet bag udstillingen.
Genstandene giver et håndgribeligt og spændende billede af nogle af de mange både vittige, kreative og storslåede aktiviteter, vores bevægelse har sat i gang og deltaget i gennem de sidste 60 år. Derudover byder ‘Aktivist’ på en række genstande, der inviterer til aktivitet, stillingtagen og til at både børn og voksne leger med, ved fx at markere hvor i kroppen aktivisme “sidder”.
Gennem udstillingen møder man også et stort persongalleri. Mere end 30 aktivister med forskellige baggrunde, aldre og aktivistisk fokus deler personlige fortællinger, overvejelser, følelser, oplevelser og erfaringer med det at være aktivist. De repræsenterede aktivister deler historier fra alt fra queer-aktivisme, klimaaktivisme, antiracistisk aktivisme, antiglobaliseringsaktivisme, fagforeningsaktivisme, større internationale solidaritetsprojekter, modarbejdelse af ghettolove og fattigdomsreformer. De mange forskellige personlige fortællinger om det at være aktivist er på den måde også fortællinger om forskellige måder at lave aktivisme på, og skaber sammen et mangfoldigt og inspirerende billede af aktivisme, som kan gøre det mere tilgængeligt at engagere sig politisk og udføre forskellige aktivistiske handlinger.
Derudover er det på mange måder i sig selv rart at træde ind i et rum og være omringet af politiske kammerater. Men de personlige historier skaber også tilsammen en fortælling om en bred og divers udenomsparlamentarisk venstrefløj. Et fællesskab hvor alle ikke kender alle, men hvor vi på mange forskellige måder skaber nyt og bevæger os sammen. Én af aktivisterne i udstillingen udtaler: “Jeg mener, at selve den proces, hvor vi deltager, er rejsen værd”.
‘Aktivist’ peger også fremad. Det ses bl.a. i Arbejdermuseets samarbejde med børn og unge i muséets projekt ‘Museums-Rebeller’; en helt ny generation af aktivister, som gennem små hilsner og sjove overvejelser har fået lov til at præge udstillingen og forhåbentligt inspirere andre til aktivistisk tanke og handling. Udstillingen har derudover en klar opfordring til, at man som muséeumsgæst selv tager stilling til udstillingen og til aktivisme – og måske endda får lyst til selv at udføre aktivistiske handlinger, når muséeumsbesøget er ovre.
Men hvilke aktivistiske handlinger opfordrer Arbejdermuseet til? Dette spørgsmål er centralt i vores kritik af udstillingen.
Hvad er acceptabel aktivisme?
Udstillingen er ikke bleg for at vurdere validiteten af aktivistiske strategier og aktionsformer. Selv hvis den ikke eksplicit fordømmer ulovlige handlinger eller brugen af vold, bliver det gjort implicit fra start til slut. Midtvejs i rundvisningen bliver vi mødt af en stor trappe, med overskriften “hvor langt vil du gå?”, hvor der med hvert enkelt trin følger et udsagn, som man kan erklære sig enig eller uenig i.
Hvis man træder op på trappen, kan man løfte en klap og få afsløret, hvor mange procent af deltagerne fra den statistiske del af forskningsprojektet har erklæret sig enige.
Det er Arbejdermuseet selv, som har placeret de forskellige udsagn fra forskningsprojektet og bestemt eskaleringens rækkefølge. Alle udsagn involverer en unavngiven ‘gruppe’, som ikke bliver konkretiseret og dermed heller ikke koblet op på en kontekst. Den stillingtagen, som trappen fordrer, er en stillingtagen til absolutter, afkoblet fra nogen form for specifik virkelighed. Præmissen bag konceptet er altså, at hvis man synes vold er acceptabelt, synes man det altid og i alle kontekster. Eskaleringstrappen præsenterer aktivistiske midler fuldstændig afkoblet fra deres kontekst og mål.
Et andet sted i udstillingen møder vi i en stor boks, som er blevet placeret midt i museets lokaler. Overskriften hedder her “Over grænsen” og bag boksens glasvægge kan man læse om bombeopskrifter, brostenskast og aktioner med rød maling. Boksen lægger op til, at museumsgæsten skal vurdere hvorvidt disse specifikke aktionsformer (og vel også, i udstillingens egen ånd, hvorvidt disse specifikke aktivister) er acceptable, hvilket vi ikke på samme måde opfordres til andre steder i udstillingen.
‘Aktivist’ inviterer generelt til stillingtagen, men også til afstandtagen fra specifikke aktionsformer. Der skal igen og igen tages afstand fra aktioner, som er ulovlige eller i al fald kan føre til straf, og det kommer tydeligst til udtryk i boksen. I modsætning til trappekonceptet er aktionsformerne her konkretiseret, men stadig grænset af fra resten af udstillingen, og dermed fysisk såvel som principielt isoleret fra resten af udstillingens definition af aktivisme. Arbejdermuseet forbeholder sig retten til at vurdere, hvilke aktionsformer der er acceptable og konstruktive og denne vurdering udelukker analyser, som ikke søger at opretholde status quo. Samtidig med, at ‘Aktivist’ åbner begrebet aktivisme op til at indbefatte et væld af forskelligheder, udgrænser udstillingen andre typer aktivisme gennem sin definition af, hvad der er forkert; altså hvad der kan ekskluderes som ikke-demokratisk, ulovligt, over grænsen; hvilke måder der ikke er okay at ændre verden på.
Konklusion
Alt i alt er det tydeligt for os, at vi desværre endte med at have ret i vores oprindelige kritik af, hvordan vores bevægelse ville komme til at indgå i forskningsprojektet og hvem der havde definitionsretten over begreber og analyser. ‘Aktivist’ blev ikke reelt en udstilling, der fremstiller vores bevægelse, kollektiver og fællesskaber på deres egne præmisser. I stedet er det gennemgående for udstillingen, som vel også af den grund er blevet navngivet ‘aktivist’ fremfor ‘aktivisme’, at der tages udgangspunkt i individuelle historier og motivationer for at udøve aktivisme. Der er fokus på stærke narrativer, som giver indblik i den enkelte aktivists personlige drivkraft, men samtidig udvaskes bevægelsernes rolle i aktivisme og dermed også vores fælles historier, oplevelser, drivkræfter.
Konfront havde dog alligevel en god eftermiddag på Arbejdermuseet, og ‘Aktivist’ er klart en oplevelse værd. Den er fyldt med spændende historier og genstande, og det er altid skønt at træde ind i et rum, hvor aktivisme er i centrum. At det her er aktivisme fra både fortiden, nutiden og den iagttagendes egen realitet, gør det kun mere interessant. Dog risikerer man at blive skuffet, hvis man ikke deler museets analyse af hvilke taktikker man kan tage i brug som udenomsparlamentarisk venstreradikal bevægelse, men trods fejl og mangler opfordrer vi til, at man selv besøger udstillingen med disse refleksioner in mente.
‘Aktivist’ kan opleves indtil sommeren 2022.
