Vi inviterer hermed til antifascistisk konference, der finder sted fredag d. 15.marts kl. 16.00 – 22.00 og lørdag d. 16. mart kl. 10.00 til kl. 13.00 i 3F BJMF`s lokaler, Mølle Alle nr. 26, 2500 Valby
Vi har i Demos og FIR (internationalt forum for antifascister) længe drøftet nødvendigheden af at afholde en antifascistisk konference for alle aldersgrupper af antifascister og solidaritetsbevægelser i Danmark og evt. nabolande. Vi ønsker en åben debat, der illustrerer de forskellige behov for aktion og argumenter, således at vi kan handle sammen og i forlængelse af hinanden- en form for arbejdsdeling!
Nu foreligger programmet for konferencen, og du / din organisation kan tilmelde jer på denne mail: demos@demos.dk
Konferenceformen er oplæg, debatgrupper og plenumdrøftelser. Der vil være inspirerende udstillinger i lokalerne og musikalske indslag før og efter programmet.(Der kan forekomme ændringer i programmet.)
Bidrag fra Demos, Tyskland og evt. Sverige og Norge og tilmeldte grupper – som mundlige oplæg, videos, og skype – indslag. Det er korte forløb, så vi har tid til debat. Du kan følge opdateringerne på www.Demos.dk.
Fredag d. 15 marts eftermiddag kl. 16.00: Konferencen åbnes. Velkomst, kaffe, the og sandwiches.
Temaerne er:
17.00 Fascismen aktuelle udtryk. De tilmeldte grupper præsenterer deres perspektiv på fascismen i dag.
(5. min max) Efterfølgende debat.
18.00 Grobund for fascismen – Oplæg om ”Den deregulerede stat – demokratiets forvitring”. Efterfølgende debat.
19.00 Strategier mod fascismen i dag. Oplæg om ”De vigtigste perspektiver og aktiviteter i det antifascistiske arbejde: Metoder, aktioner, argumenter og alliancer”. Efterfølgende debat.
Kl. 20.00 Spisning. Efter kl 21.00 musik, bar og kammeratlig samvær -som det hed i ”gamle dage”.
Lørdag d. 16. marts kl 9.30 Kaffe, the, juice og brød. Vi begynder igen kl. 10.00 til kl. 13.00.
Racistisk vold i EU. Rapport fra ENAR. Niels-Erik Hansen
Antifascisters strategi op til EU valget? Debat
Formidling: Hvem kan producere en Video/ radioudsendelse, udtalelse.
Fremstød: Debat på arbejdspladser og skoler, aktioner – pressefremstød.
Afslutning, aftaler, og håndmadder.
Synes du/I det er en god og konstruktiv ide, så er der tilmelding på mail med navn og sms nr. Du skal indsætte 50 kr. for deltagelse på mobile pay 68415, eller ring på telefon 35351212 og giv besked.
Foreløbig er arrangørerne Demos, FIR, Asylret, Revolutionære Antifascister, Antiracistisk Koordinering, Int. Udvalg BJMF Valby.
Anbefalere: Mellemøstgruppen i IF, KP, Horserød-Stutthof foreningen, Kurdisk kvindeforening og Rojava Alliancen
Yderligere har vi inviteret en række faglige, politiske og solidaritetsgrupper og enkeltpersoner samt gæster fra Sverige, Norge og Tysklands antifascistiske grupper.
Af hensyn til afholdelse af den antiracistiske demonstration i København afslutter vi vores konference kl. 13.00. Demonstrationen er fra 12.00-15.00. Der vil være bustransport til demonstrationen fra kl 13.00
Konferencens grundlag og idé
Udviklingen på den politiske højrefløj i Europa er skræmmende og giver mindelser om udviklingen i 1920’erne og 30’erne. Fascisterne kom til magten i Italien, og Weimarrepublikkens parlamentariske lammelse førte med hjælp fra konservative kræfter til nazisternes magtovertagelse i Tyskland.
Vi i står overfor et EU valg den 26. maj, hvor grupper og partier støtter op om autokratiske ledere og fascistiske ideer.
Hvem er aktørerne i 2019? Vi har udtalte fascistiske grupper, som hylder Hitler, anvender nazisymboler og er voldsberedte. Her kan nævnes Combat 18, Nordiska Motståndsrörelsan og Nordfront.
Vi har de Identitære, hvis profil er tydeligt etnokulturel og racistisk. De dyrker den nationale identitet og er derfor modstandere af EU, men ikke af kapitalens magt. De appellerer til ungdommen og anvender alle de nye medier med stor indsigt.
Disse grupper er aktive på gadeplan og på de sociale medier og støtter på den måde op omkring de højrepopulistiske partiers værdisæt og deres stræben efter magten i Europa. De højrepopulistiske partier er de seneste 20 år blevet stærke og mere succesfulde. I Danmark taler vi om Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Dansk Samling. I Europa kan nævnes Ungarns Fidesz, Polens PiS, Østrigs FPÖ.
De har formået at udnytte de eksisterende partiers knæfald for neoliberalismen og har på den baggrund forstået at udnytte grådighedens invasion af det enkelte menneske, samt at fortrænge de folkelige fællesskabers værdier i fagforeninger, boligforeninger og politiske foreninger.
De partier, der står bag denne form for politik er efter vores vurdering lykkedes med en ”dem og os” strategi, der har givet dem den nødvendige medvind til at tale om ” de andre”, om ”eliten og os”, ”muslimerne og os”, ”staten og os”, ”de unge og os”, ”68`erne og os”, de ”homoseksuelle og os”.
Der er sket et markant skred – ikke mod midten, men mod højre og nationalkonservatismen. De traditionelle arbejderpartier fremtræder afmægtige i dette opgør og giver køb på arbejderrettigheder, menneskerettigheder og solidaritet. Medens de højrepopulistiske partier og bevægelser åbent går ind for nedbrydning af retsstatslige principper og demokratiske rettigheder – samt dyrkelsen af en fremmedfjendsk etnocentrisme og ideen om den ”rensede nation”. Fascismen ligger snublende nær – vi kalder det proto -fascisme.
Udviklingen i den øvrige verden – først og fremmest i USA efter Donald Trumps magtovertagelse – er yderligere et billede på det forvitrede imperialistiske vestlige demokrati, som er en dominerende part, og som bærer et massivt ansvar i den fascistoide udvikling i en række lande verden over.
Vi har taget dette initiativ fordi vi samlet kan blive en stærk nødvendig front i bekæmpelsen af fascismens politik og aktiviteter. Deres hovedfjende er marxister, venstrefløj, og antiracister.
Kammeratlig hilsen Demos og FIR.