I den senere tid har et stadigt mere skingert kor af alarmister fra den globale højrefløj forsøgt at fremane et fuldstændigt forkvaklet billede af antifascisme, eksemplificeret med det kombinerede
skræmmebillede og syndebuk, ANTIFA.
Selvom det forekommer os komplet uforståeligt at det i år
2020 er nødvendigt at redegøre for antifascismens berettigelse, ser vi os nu nødsaget til at
dementere dette løgnagtige kor af historiefornægteres vrangforestillinger om os, vore
organiseringsformer, kammerater og mål.
Vi er ikke ANTIFA
Som det allerførste bliver vi nødt til at slå fast at vi i Revolutionære Antifascister ikke taler på vegne
af alle antifascister. Vi er én blandt mange grupper, der hver især arbejder med kampen mod
fascisme, og dette gør, at vi falder under paraplybegrebet Antifa, som slet og ret er en kortere, mere
mundret måde at henvise til aktive antifascister, men der er således ikke tale om en samlet
organisering.
Vi anser os for at være en del af den bredere kamp for bedre forhold for alle
mennesker, uanset deres herkomst, seksualitet, kønsudtryk eller religion. Vores kamp mod alle
undertrykkelsesformer står for os som en klokkeklar nødvendighed, hvilket burde være åbenlyst for
enhver, der formår at skue ud over sin egen næsetip.
Vi lever i en verden præget af kapitalistisk
rovdrift på ikke bare mennesker, men alt i verden, der forsøges gjort til en handelsvare, en verden
med umådelig ulighed, og i en verden præget af autoritære og totalitære tendenser, der aktivt søger
at splitte os op som mennesker, og spille os ud imod hinanden i forhåbningen om, at det vil være
afledning nok til at afholde os fra at spørge, hvorfor nogle skal leve i umådelig luksus, mens andre
underkues og fornedres, på grund af den ene forbrydelse at være født på den forkerte side af de
arbitrære skillelinjer, der trækkes ned over vores hoveder:
Hudfarve, nationalitet, kønsudtryk eller seksualitet.
Vi er ganske almindelige mennesker, der har observeret det uretfærdige i denne
indretning af vores verden, og som simpelthen ikke kan sidde den overhørig. Der er ingen skjulte
agendaer, vi har ikke behov for nogen central ledelse, der udstikker vores retningslinjer, vi er slet og
ret mennesker, der sammen reagerer på den verden, vi lever i. Vi kaster vores sparsomme resurser
og tid ind i denne kamp, velvidende at der ikke venter hverken anerkendelse eller materielle
belønninger for vores indsats. Vi gør det, fordi det er det eneste rigtige at sige fra overfor
undertrykkelse og umenneskeliggørelse.
Fascismens væsen er vold
Som betegnelsen “antifascist” demonstrerer, er vores fokus således rettet imod de tydeligste
eksponenter for den reaktionære højrefløj, navnlig fascistiske og nazistisk grupperinger, samt deres
nærmeste parlamentariske slægtninge. Dette gør vi ud fra en analyse af den historiske lektie,
fascismens tidligere opblomstring har vist os, navnlig at fascismens fundamentale motivation og
værktøj er umenneskeliggørelse, udgrænsning og udryddelse af arbitrært definerede syndebukke.
Fascisme kan dermed ikke reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt vold anvendes som politisk
middel. Alle politiske systemer anerkender, om ikke andet implicit, vold som en del af
opretholdelsen af systemet. Hvad enten politibetjenten eller soldaten bærer skrårem og seler eller
bare en navyblå uniform uden identifikationsnummer, er de i yderste konsekvens repræsentanter for
statens voldsapparat. Fascismen karakteriseres i stedet ved en forblændethed af fortidens
mytologiserede storhed, afgrænsningen af “Folket” fra dets “fjender”, og stærkt forankrede hierarkier,
med enormt snævert definerede rammer for det acceptable, hvad enten det drejer sig om kønsroller,
hudfarve eller endog friheden til at tænke og tale.
Dette udføres i praksis ved terroriseringen af hele
befolkningen, der både skal skræmmes til at underkaste sig, og samtidig være skræmt af de kunstigt
opstillede fjendebilleder, fascismen lukrerer på. Set fra vores perspektiv er der således intet i
fascismens væsen, der legitimerer dens eksistens, endsige respektabilitet. Fascismens
grundlæggende tese er at nogle mennesker er bedre og mere værd end andre, og dette anser vi
ganske enkelt for totalt uforeneligt med alle menneskers ret til liv, frihed og fred.
Derfor vil vi forsvare os
Det kan således aldrig være oppe til diskussion, hvorvidt nogle mennesker, på grund af forhold de
ikke selv har indflydelse på, skal forsvare deres menneskelighed i det uendelige. For os står det klart
at fascismen og dens medløbere har afskrevet sig retten til at deltage i debatten om, hvordan vi skal
leve sammen som mennesker. For os står det klart, at vi skal lære af historiens fejltagelser, ikke
mindst de utallige gange hvor fascismen og dens meningsfæller er blevet afskrevet som uskadelige,
og derfor har vokset sig stærke nok til at udleve deres menneskefjendske og morderiske fantasier.
Vi retter blikket mod de faktorer og tendenser, der har muliggjort fascismens fremkomst, og vi kan
med stor bedrøvelse konstatere at de strukturelle forhold i foruroligende grad er uændrede: Ulighed,
grænsedragninger, nationalisme og racisme er desværre stadig lige aktuelle, og så længe livet gøres
til en konkurrence mennesker imellem, vil grobunden for fascisme eksistere. I dag ser vi igen
racismen blive benyttet flittigst som fascismens samlende værktøj, og uanset hvor meget det
forsøges sløret bag luftige fraser om religionskritik og ytringsfrihed, så står det klart at der
grundlæggende er tale om helt og aldeles gammeldags racisme, og udgrænsningen af alle
mennesker, der ikke er tilpas hvide og danske. Det står klart for os at det er en grundlæggende
essensialistiske menneskeforståelse der præger hele integrationsdiskursen, og at det er de
selvsamme anklager om fremmedhed, illoyalitet og væsensforskellighed, der nu rettes mod især
muslimer, ikke afviger det mindste fra parolerne der førte til Holocaust.
Når vi ser disse tendenser udfolder sig i form af racistisk symbolpolitik, splid og splittelse, usandfærdighed som et værktøj, og forsøget på at kolonisere samfundsdebatten og forskrue selve sproget, så bliver modstanden en
uafvendelig nødvendighed. Derfor vil vi stille os i vejen, når racister forsøger at intimidere vore
medmennesker med deres hadske budskaber på gader og stræder. Derfor vil vi overdøve deres
demagogers hadtale, med råb, fløjter og freejazz. Derfor fjerner vi racistiske budskaber, når de
skæmmer plakatsøjler og reklamestandere, og derfor vil vi aldrig lade fascismen indtage noget rum,
nogen platform eller nogen gade uden modstand. Vi vedkender os gerne at dette for os er en
kompromisløs kamp, for hvordan kan den være andet, når vores modstandere har folkemord og
forfølgelse som kombineret mål og middel? Derfor ser vi også til med foruroliget undren, mens
historieforvanskning, misrepræsentation og bagvaskelse af den antifascistiske kamp vinder indpas i
bredere kredse.
Når repræsentanter fra Liberal Alliances ungdom, kronikører i den borgerlige
mainstreampresse, parlamentarikere og andre gentager fascistiske gruppers årtier gamle
smædesange om antifascister, når beviselige løgne hovedløst gentages, og jødiske rigmænd gøres
ansvarlige for en global tendens, så burde ethvert fornuftigt menneske stoppe op og forfærdes, for
det viser tydeligt faren ved fascismens tilgang til ikke blot politik, men til selve virkeligheden:
kendsgerninger og sandhed er kun relevante i den grad, de kan bruges som råstof, og uanset hvor
meget de skal hamres til ukendelighed, skal fascismen og dens håndlangere nok få smedet dem om
til våben imod både ydre og indre fjender. I de repræsentative demokratier vil fascismen således
benytte sig af alle muligheder for at fremme deres sag, for derefter at fratage alle andre muligheden
for at benytte de samme værktøjer.
Den forløgne kamp for “ytringsfrihed” er et af de klareste eksempler herpå, hvor fascismens fanebærere gemmer sig bag ytringsfriheden, alt imens de gladeligt forsøger at tvinge alle kritikere til at tie. Samtidig anklager de med stor iver alle deres modstandere for at forsøge at censurere dem, og antifascister for at være de sande fascister. Med populisme og misinformation forsøger de at gøre modstanden mod fascismen til den ægte, terroristiske trussel,
men lad os slå fast med det samme: Vi er ikke den anden side af problemet. Deres mål er
undertrykkelse og overherredømme, vores er frihed, fred og retten til et selvbestemt liv.
