Alt er for alle

Man behøver ikke at være graverjournalist, historiker, eller sociolog for at kunne konstatere, at staten og kapitalens magt er dybt afhængig af hinanden. Kapitalismens alliance med staten fastholder mennesker i gæld og fattigdom. Vores  økonomiske system spiller os imod hinanden.  Ifølge den anarkistiske tænker Peter Kropotkin, er staten dermed et politisk værktøj for tvang og undertrykkelse, og ikke til politisk forandring. Ifølge Kropotkin, bør vi droppe staten. Vi kan godt organisere et samfund, hvor vi igennem frivillige demokratiske fællesskaber, kan gøre en ende på den store politiske og økologiske katastrofe, som hviler foran os. Hvis vi indfører anarkiet, ville vi kunne lave et samfund, som skaber sammenfatningen af to formål, som mennesket har jaget efter gennem alle tider: den økonomiske og den politiske frihed


Af Det anarkistiske videns-og-oplysningskollektiv (DAVOK)

Danmark er et klassesamfund med demokratisk underskud. Jovist, er der i Danmark en høj valgdeltagelse til folketingsvalg, men samtidig kan man se troværdigheden for de danske politikere er lav.   Radius’ årlige troværdighedsanalyse viser hvordan politikere gang på gang, er den gruppe i samfundet som scorer allerlavest i troværdighed. En anden undersøgelse om politisk afkobling, som CEVEA har foretaget konkluderer tænketanken, således at  ‘[h]ele 75 pct. [af alle respondenter] erklærer sig enige i påstanden”politikerne lytter ikke nok til, hvad deres vælgere mener”(2014).

Men hvor vælgere føler at afstanden, mellem dem og politikere er fjern, er det en kendt sandhed, at den er langt tættere på erhvervslivet.  Slå op i hvilken som helst avis, og du kan læse om erhvervsklubber hvor ansigtsløse pengemænd kan få eneret, til at tale med fremtrædende politikere om forskellige politiske ærinder uden den brede offentlighed.

Det accepteres så meget, at vælgere ikke løftede øjenbryn, da Lars Løkke sprang åbenlyst ud som lobbyist, da Løkke fik jobbet som ekstern rådgiver for Gorrissen Federspiel, gjorde Løkke ikke meget skjul på at bekende kulør,  faktisk sagde den forhenværende statsminister og partileder med begejstring om hans nye sidegesjæft, gav ham muligheden for endelige ’ at få hænderne op ad lommen’Det har forventelige troværdighedskonsekvenser, men det accepteres. Men hvorfor lader vi os finde i det? Svaret er relativt simpelt. Fordi vi ikke tror, på vi kan organisere verdenen anderledes.

Vores politiske kultur bygger på videnskabernes herskende tendenser, til at støtte op omkring de synspunkter, at alle politiske problemstillingers løsninger blevet reduceret til, det kun er staten som kan løse dem. For over et århundrede siden, gjorde den russiske anarkist Peter Kropotkin sig tanker om hvordan staten, kunne få et så stærkt ideologisk fæste på mennesker. Som også på Kropotkins tid var præget af politiske løftebrud, korruption og undertrykkelse. Som den russiske anarkist Peter Kropotkin skriver om politikere og det 19 århundredes politiske kultur, og vores blinde tillid til staten.

Hele politiken er grundet på dette princip; og enhver politiker af hvilkensomhelst farve kommer altid og sier til folket: „Gi mig magten, jeg vil og kan befri eder for den elendighed, som tynger på eder.” Fra vuggen til graven er alle bestræbelser ledet af dette princip’

Hele vores liv, har vi siden barnsben fået af vide. At der kun er bestemte måder at organisere samfundet på. Vi hører fra politikere, om når der sker besparelser på uddannelser, er det ’nødvendighedens politik’, selvom der er den modsætning, at man samtidig finder det nænsomt at love skatterabatter til de allerrigeste eller købe kampfly som forberedelser til det næste store krigseventyr. Politikerne finder deres argumenter hos dem selv, hos egne sponsorede tænketanke, styrelser nedsat af dem og blandt deres allierede klummeskribenter i dagspressen.

Vores politiske liv – stort set alt, hvad der bliver behandlet af dagspressen. Kommer politikerne frem med lovgivningsautomaten, ministre trækkes i samråd. Vi nærmest til, ’ udenfor styrelsen og statsmændene er der intet’. Så på den måde, bestemmer vi ikke over vores egne liv.

Men Kropotkin havde et andet menneskesyn, vi var ikke sløve væsner, som bare lod andre dominerer og undertrykke os, enten om det gjaldt chefer eller politikere. Vi er sociale væsner, væsner som udenfor staten har kunne klare os i århundreder til at organisere vores liv. Kropotkin ville vise, vi sagtens godt kunne være selvstyrende. I 1880’erne skrev Kropotkin en artikelrække om kapitalisme og statskritik, her analyserede han revolutionserfaringer fra forgange revolutioner, kapitalismen, og alternativer til vores herskende samfundsform. I 1886 blev artikelrækken samlet i bogen ’Erobringen af brødet’. Som anses for at være et hovedværk indenfor den anarkistiske kommunisme.

Alt er for alle

Det er vigtigt at påpege de forældede elementer, som altid præsenterer sig i litteratur med en del år i bagagen.

Man kan ikke tage alt, hvad Kropotkin skrev for gode vare. På trods af at radikal litteratur fra vores tipoldeforældres tid var langt forud for sin tid, er der dog visse ting selv Kropotkin,  ikke kan vriste sig fri fra. Sprogbruget er til tider mandsdomineret og sexistisk. Også er Kropotkins natursyn menneskecentreret (hos hvide europæere) og uden forbehold for klima- og miljøproblematikker.

Dog kan vi stadig tage ved lære af nogle Kropotkins centrale pointer. I bogen argumenterer Kropotkin for, at vores samfund er skabt af fællesskabet og opretholdes af fællesskabet.  For Kropotkin var det en helt afgørende beslutning, vi må tage for at opnå et lige og retfærdigt samfund er, hvordan vi tager stilling til spørgsmålet om værdien af rigdom i samfundet, samt dets tilblivelse.  Værdien af alt fra mel til hele landarealer spiller en kæmpemæssig rolle i det økonomiske system vi i dag er underlagt. En almen forestilling er markedsøkonomien beslutter værdien af ting gennem udbud og efterspørgsel, Kropotkin, derimod, har en anden tilgang. Kropotkin så værdiskabelsen, som et kæde af forskellige generationsled som gjorde alt værdiskabelse, fra en idé eller en vare, til et socialt produkt.

Enhver opdagelse, ethvert fremskridt, enhver forøgelse af menneskehedens rigdom har sin oprindelse fra fortidens og nu­tidens forenede arbeide med hånd og hjerne”

Hvad Kropotkin kritiserer her er ideen om at vi overhovedet kan isolere værdien af én kreation. Fordi ting, om det er alt fra infrastruktur til fødevare, er til enhver tid et produkt af alt kombineret arbejde, både teoretisk og praktisk, som er kommet forud for dets skabelse. Hver eneste komponent af alting vi ejer er individuelt skabt af individer, og de redskaber de individer har brugt til at skabe disse komponenter er skabt af andre individer osv. På samme måde har det teoretiske arbejde som lå forud for den praktiske udvikling af de førnævnte komponenter også været et produkt af alt forrigt teoretisk arbejde. Kropotkin ville eksempelvis ikke have draget de konklusioner han gjorde, hvis det ikke var for det hårde arbejde af alle de teoretikere, kendte og ukendte, som kom før ham.

Kropotkins kollektivistiske ultimatum kan dog strækkes endnu længere ud. Gennem en inklusion af alt hvad der nogensinde har inspireret, haft indflydelse på, eller simpelthen blliver tilladt og bidraget til eksistensen af hvad Kropotkin ville kalde en arbejder, kan den komplette forståelse af en kollektiv verden opnås. Herunder ville alle økosystemer, alle organismer, sågar hele kloden indgå i et symbiotisk system af eksistensgrundlag, gensidig hjælp og kreation.

[faktaboks id=”6695″]

Mennesker hjælper hinanden

Ethvert samfund, som på nogen måde gerne ville frigøre sig fra kapitalismens klør, må gøre det efter anarkistiske kommunistiske principper. Som ville være at organisere og indrette institutioner, hvor enhver kunne se efter sit eget behov og yde efter evne 

Frivillighed og nødvendigheden for samarbejde, var den væsentligste del som lagde grund til Kropotkins frie kommunismes program. Der er ikke en udtømmende liste, som gør et samfund mere eller mindre kommunistisk, men  for Kropotkin er det især fokusset, på vores fælles velvære og spørgsmålet om hvordan, vi overhovedet har opretholdt samfund selvom, vi lever i et samfund som spiller os mod hinanden.

Det er fordi at mennesker, i bund og grund er flokdyr og dermed sociale væsner. Siden tidernes morgen, har vi opretholdt et hvis niveau af samarbejde for at få et samfund til at fungere. Det er på trods, som liberalismen påstår, kun skulle vide at være individualistisk orienteret, det kunne ikke være rigtigt vi konstant bekæmpe hinanden. Derfor måtte det være rigtigt at ‘uden en vis tilsætning kommunisme, kunde de nuværende samfund ikke leve’.

Kropotkin argumenterer for at vende et blik mod de halv-kommunistiske foranstaltninger, som har eksisteret igennem historien, hvor mennesker har hjulpet hinanden. For eksempel de europæiske storbyer, som efter ‘[at] formået at frigjøre sig fra sit verdslige eller gejstlige overhoved, gav de ufortørvet fælles og fællesforbruget en stor udvidelse’. Det ville være tilsvarende til landsbysfællesskabernes selvstyre og landsbrugsformen vangebrug( som var den dominerende landbrugsform op til 1780’ernes landbosreformer.

Men at kunne hjælpe hinanden er ikke fortids påfund. Vi har tusindvis af eksempler, hvor vi i frivillige fællesskaber hjælper hinanden. Kropotkin nævner for eksempel, for sit eget moderne samfund. ’ Museer, fribiblioteker, friskoler, fælles børnemåltider, parker, haver åbne for alle, brolagte og oplyste gader fri for alle, vand, ledet ind i husene i den hensigt, at man ikke skal holde regning med forbruget[.]’

Eller hvad med for eksempel fælles projekter hvor vi drager brug af hinanden som for eksempel  byttestationer eller byhaver? Eller Facebookgruppen Cykelrazzia, som der igennem en decentral kommunikationskanal gør folk opmærksomme på Københavns Politis kontrolbesøg ned af de københavnske cykelstier.

Fundamentet er klar, mennesker hjælper hinanden. Men kan det overhovedet lade sig gøre?

De befriende drømme

Kropotkins syn på mennesket, vores samfundsrelationer og omvæltningen af det kapitalistiske samfund kan se mile langt væk ud derfra, hvor vi står nu. Kropotkin levede i en tid, hvor han hverken så  det fejlslagne stalinistiske eksperimenter i Sovjetunionen, nederlaget efter den spanske revolution i 1937. Jo alle de revolutionære opstande, som Kropotkin kunne have forestillet sig om transnationale alliancer af anarkistiske grupperinger. Det har aldrig fundet sted. Hvad kan vi så bruge Kropotkin til i 2020?

Kropotkins syn på menneskers ligeværd, hans frigørende projekt og konstante fokus på statskritik. Er enormt vigtigt. Kropotkins tekster er præget af en overordnet, og for nogen måske, lidt for naiv eller drømmende tilgang til politiske projekter. Anarkiet, som en  utopi virker med den læseoplevelse man får af at læse Erobringen af Brødet som lige om hjørnet. Der bliver aldrig lagt skjul på hvor svært en omvæltning ville være, men de lysende beviser og mod på at placere skæbnen for samfundsprojektet hos én selv og sine venner, er et fuldstændig brud med den politiske tænkning, som man er blevet vant til. Her er ingen politiske kampagner som med automatlovgivning ændrer folks tilværelse. Der er kun os og vores drømme.

Den anarkistiske kommunisme

I en verden præget af en hidtil uset absurditet i form af en stærk sammenslutning af stat og kapital, neo-kolonialisering, en ny opstand af fascismen, og et igangværende økologisk kollaps, er det forfriskende og inspirerende at fordybe sig i Kropotkins litteratur, for især her præsenterer der sig det revolutionære håb, som er grundstenen for samfunds-omfattende forandring. Utopiske målsætninger er netop helt afgørende for opnåelsen af den anarkistiske kommunisme, som for Kropotkin er den økonomiske, politiske og derigennem sociale frihed.

 

DAVOK er en aktivistgruppe, som er aktive omkring miljøet af den anarkistiske studie-debatgruppe. De udgiver jævntligt artikler på baggrund af erfaringer, af de diskussioner som der er foregået i gruppen.