Akuthed vil være vores ende

Det er en selvfølge, at i den udrullende miljøkrise, så reagerer folk med, og i, akuthed. Ikke desto mindre vil jeg forsøge at forklare, hvorfor det – kontraintuitivt – faktisk er et dårligt tilstand at reagere fra.


Transskription af Peter Gelderloos’ ”Urgency in Ecological Crisis” med ændringer af Klokkeblomst

Fortællingen om akuthed (engelsk urgency) er, at vi har begrænset tid tilbage. Vi har begrænset tid tilbage, indtil der sker noget; noget ødelægges, men hvad? Bevægelser som Extinction Rebellion tager lignende fortællinger i brug, med slogans som “This is not a drill” og stiliserede tegninger af timeglas og kranier, der peger på nærtstående undergang. Et mål skabt i fortiden, 350 ppm CO2 som et sikkert niveau af kuldioxid i atmosfæren (fastsat af klimatolog Dr. James Hansen), blev senere markedsført af NGO’en 350, og står for en akuthed, der vokser sig større år for år.

Listen over akutheder fortsætter, og ødelæggelsen er endnu ikke ophørt

Allerede nu er der millioner af mennesker der dør, utallige levesteder tabt og arter udryddet på grund af en række forskellige årsager. Ideen om akuthed hjælper faktisk med at normalisere meget reelle konsekvenser. Disse konsekvenser bliver mærket uforholdsmæssigt af fattige, oprindelige folk og racialiserede mennesker og andre former for liv. Det er ikke i vores interesse at normalisere disse rædsler, men det er tværtimod magtinstitutionernes interesse – i sidste ende drager de meget magt fra disse former for skade.

Hvis det nogensinde var legitimt at tro på at disse institutioner skulle beskytte os, og på at medierne skulle informere os og tro på at forskere skulle opgøre ødelæggelsen, må det have været i 70’erne og i 80’erne. Men alle disse institutioner har svigtet os i alle disse mål – hverken information eller beskyttelse er opnået. Og hvorfor skulle de også det? Det er ikke deres rolle. Deres rolle er at akkumulere magt for sig selv og udnytte resten af os.

De former for akuthed som jeg taler om er at normalisere en tro på den slags institutioner, som om de rent faktisk kommer til at indføre en form for sund omstilling i de næste par år eller årtier.

Akuthed fører til en reduktionistisk tilgang der skræller al kompleksiteten af den økologiske krise

Reduktionen fører ind i et teknokratisk område: hvis det eneste problem er klimaforandringer, så skal fokus være på drivhusgasser, og det giver mulighed for teknokraterne at måle, sætte mål og skabe en talopgørelse. Dette er ikke noget, vi kan deltage aktivt i, og det er heller ikke, hvordan krisen rent faktisk udfolder sig.

Denne krise spiller ud over virkelig mange sammenkoblede sociale og økologiske dimensioner. Du kan ikke se på emissioner uden at se på grænser, nationalstater, kapitalistiske produktioner og relationer, og industrielle landbrug. Akutheden er så farlig, fordi det fratager disse bekymringer for kolonialisme og racisme, når det i virkeligheden er der den økologiske krise findes.

Magtinstitutionerne vil ikke stille spørgsmålstegn ved disse ting. Akutheden gør det muligt for autoritære at komme ind i vores bevægelser, fysisk eller i tanke.

Vores bevægelser opnår så meget: spreder viden, bespiser folk, huser folk, redder liv (også til søs), redder habitater og stopper infrastrukturprojekter. For det meste har disse bevægelser været antiautoritære, horisontale og autonome solidaritetsnetværker uden centrale strukturer.

Nu forsøger akademikere, politikere, autoritære og virksomheder, der ikke risikerer deres liv eller som ikke deltager på en dyb og meningsfuld måde, med akutheden, at tage føringen af disse bevægelser med falske løsninger.

Akutheden fører til desperation, og hvis nogen tilbyder magisk at løse problemet, så vil folk måske gå imod deres bedre viden og overgive sig til disse mennesker. Disse ”magiske løsninger” er statsintervention, grøn energiudvikling og nye klimaaftaler. En situation som denne vil ikke hjælpe vores bevægelser med at beskytte os selv og efterlader vores dør åben for øko-fascismen.

Selvom det ikke når øko-fascismens ekstremer, skal det siges, at mange af disse autoritære, såkaldte, bevægelsesledere i Extinction Rebellion eller akademikere i klimaungdommen, er mennesker, der ikke ønsker at vi er opmærksomme på igangværende kolonialisme og spørgsmål om racisme.

Hvis klimaforandringer og den økologiske krise ikke er presserende, hvis det allerede er her og er her for at blive i meget lang tid, hvad er så det vigtigste?

Det vigtigste er, at vi ikke bliver narret af en slags quickfix ovenfra.

Det vigtigste for os er, at skabe de dybe og langvarige ændringer, der gør det muligt for os at helbrede den skade, der er gjort.

Det vigtigste er, for os, at opbygge et samfund, der giver os mulighed for at leve i gensidige relationer med alle andre levende væsener, og resten af planeten, i stedet for udnyttende kapitalistiske forhold.

Det vigtigste er, at vi skaber reelle, langsigtede radikale ændringer og løsninger, samt hvordan vi lever og relaterer til hinanden og især os selv.

En del af denne proces betyder oprør og revolution, en del af den betyder at rive alle de strukturer ned, både fysiske og sociale, som er ansvarlige for miljødrab. Det betyder at stoppe dem, der udleder deres magt og rigdom, fra at ødelægge liv. Det betyder at stoppe tech-milliardærer, regeringsledere, militære ledere, med alle midler vi har!

Sidst men ikke mindst betyder det, at tage vare på hinanden med omsorg, så vi kan overleve denne katastrofe sammen. For at skabe fællesskab med dine naboer, venner, andre levende væsener, som vi har forhold til. At tage sig af de ting, der giver os mad, tøj på kroppen og tag over hovedet.