Vi bringer her en oversættelse af essayet “Exiting the Vampire Castle”, skrevet af den engelske socialist og forfatter Mark Fisher. I Teori- & historieredaktionen bestræber vi os på at skabe debat. Det gør man bedst, når man konstruktivt evaluerer, kritiserer og lytter til kritik af vores bevægelser – indadvendt og udadvendt.
Fishers tekst fra 2013 gør i den grad det. “Afsked med vampyrslottet” er en kritik af nulfejlskultur, privilegier og moralisme. Fisher skrev teksten som en reaktion på det, han beskriver som twittervenstrefløjens tendens til at praktisere en destruktiv udskamningskultur – en kultur baseret på en række dynamikker, som Fisher med et litterært greb kalder for “vampyrslottet”.
Teksten skal læses kritisk og kammeratligt. Læseoplevelsen kan være blandet: på den ene side kan man se, hvor vigtigt det er, at vi husker at passe på hinanden, og husker på ikke at sammenblande virkeligheden med vores idealiserede forestillinger om mennesker. På den anden side kan teksten være ærlig, og tonen en smule hård. Teksten var oprindeligt rettet til den engelsksprogede venstrefløj, og derfor kan en del af de ting, Fisher refererer til, nok være fremmede for et et dansk publikum. Det har vi forsøgt at afhjælpe ved at tilføje små kommentarer.
Det er ikke alt i Fishers kritik, vi er enige i, men der er grundlæggende gode pointer, som har relevans også i en dansk kontekst. Vi kommer alle som venstreorienterede et sted fra: et samfund, hvis strukturer er præget af racisme, sexisme osv., sørger for, at ingen af os i udgangspunktet er perfekte kammerater. At blive gode kammerater er ikke noget, vi opnår ved at følge særligt “rene” lederskikkelser i at udskamme dem, der træder ved siden af, men noget, vi lærer, mens vi kæmper sammen. I kampene mod stat og kapital finder vi hinanden og ser muligheden – og nødvendigheden – af at stå sammen.
God læselyst!
Konfronts Teori- & historieredaktion
Her i sommer overvejede jeg seriøst, om jeg helt skulle trække mig fra enhver form for politik. Jeg var udmattet af overarbejde og ude af stand til at foretage mig noget produktivt, så jeg flakkede omkring i forskellige sociale netværk, mens jeg mærkede, at min depression og udmattelse bare tog til.
”Venstrefløjstwitter” kan ofte være en elendig, nedslående zone. Tidligere i år var der nogle markante twitterstorme, hvor bestemte personer, der forstår sig selv som venstreorienterede, blev ”kaldt ud” og fordømt. Det, disse personer havde sagt, var undertiden stødende, men ikke desto gjorde den bagvaskelse og klapjagt, der blev dem til del, et rædselsvækkende indtryk: stanken af dårlig samvittighed og heksejagtsmoralisme hang i luften. Årsagen til, at jeg ikke sagde fra i nogen af disse sager, var – skammeligt nok – frygt. Bøllerne var i et andet hjørne af legepladsen, og jeg ville ikke, at de skulle få øje på mig.
Brutaliteten i disse udvekslinger blev ledsaget af noget måske endda mere gennemtrængende – og af den grund måske mere udmarvende: en atmosfære af irritabel fortørnelse. Den hyppigste genstand for denne fortørnelse er Owen Jones, og angrebene på Jones – som er den, der har skabt det største løft i klassebevidsthed i UK de seneste år – var en af årsagerne til, at jeg var så nedslået. Hvis det her er det, der overgår en venstrefløjser, som faktisk har held med at føre kampen ind midt i den britiske tilværelse, hvorfor skulle nogen så have lyst til at følge med ind i hovedstrømmen? Er den eneste måde at undgå denne konstante strøm af skældsord på at holde sig i en afmægtig afsondrethed ude på yderfløjen?
En af de ting, der fik mig ud af dette depressive sløvsind, var, da jeg tog til People’s Assembly i Ipswich, tæt på hvor jeg bor. People’s Assembly [en slags folkemøder mod nedskæringspolitik, red.] var blevet mødt med de sædvanlige hånlige bemærkninger og spydigheder. Det var et ligegyldigt fidusnummer, lod man forstå, hvor medie-venstrefløjsere, herunder Jones, forherligede sig selv i endnu en opvisning af topstyret kendiskultur. Men det, der faktisk skete i Ipswitch, var meget anderledes end den karikatur. Aftenens første halvdel, som kulminerede med en opildnende tale fra Owen Jones, blev klart anført af de prominente talere, men i anden halvdel af mødet så man arbejderklasseaktivister fra hele Suffolk snakke med hinanden og udveksle erfaringer og strategier. Det var ikke bare endnu et eksempel på hierarkisk venstrefløjspolitik, men tværtimod et eksempel på, hvordan det vertikale kan kombineres med det horisontale: mediemagt og karisma kunne tiltrække folk, der aldrig før havde været til et politisk møde, så de kunne snakke og lægge planer med erfarne aktivister. Atmosfæren var antiracistisk og antisexistisk, men forfriskende fri for den lammende skyldfølelse og mistro, der hænger over vensterfløjstwitter som en krads og kvælende tåge.
Så var der også Russell Brand. Jeg har længe beundret Brand – en af de få komikere med et stort navn på den nuværende scene, som kommer fra en arbejderklassebaggrund. I løbet af de sidste få år har der været en gradvis, men undtagelsesløs, borgerliggørelse af tv-komikken, hvor det tåbelige overklassefjols Michael McIntyre og et charmeforladt sjap af akademiske chanceryttere spiller de afgørende roller.
Dagen før Brands nu berømte interview med Jeremy Paxman blev sendt på Newsnight, havde jeg set Brands standup-show ”The Messiah Complex” i Ipswich. Showet var trodsigt positivt indstillet over for indvandrere, kommunisme og homoseksuelle, gennemsyret af arbejderklasse-vid og ikke bange for at lade det skinne igennem, samt skæv [eng. ”queer”] på den måde, som folkelig kultur plejede at være det (dvs. ulig den sur-i-masken-agtige identitetspolitiske fromhed, som moralprædikanter på den poststrukturalistiske ”venstrefløj” har prakket os på). Malcolm X, Che, politik som en psykedelisk nedbrydning af den etablerede virkelighed: her var kommunisme noget cool, spændende og proletarisk i stedet for en udskammende prædiken.
Næste aften stod det klart, at Brands optræden havde udgjort en splittelsens stund. For nogle af os var Brands stringente afmontering af Paxmans kritik stærkt bevægende, vidunderlig; jeg kunne ikke engang huske, hvornår en person med arbejderklassebaggrund sidst havde fået plads til så fuldkomment at pille én fra overklassen fra hinanden med vid og fornuft. Det her var ikke som dengang Johnny Rotten bandede af Bill Grundy [på en berømt live-udsendelse i 1976, red.] – en fjendtlig adfærd, der tjente til at bekræfte klassefordomme snarere end at udfordre dem. Brand havde udmanøvreret Paxman, og brugen af humor var det, der adskilte Brand fra den strenghed, der kendetegner så megen venstrefløjspolitik. Brand får folk til at have det godt med sig selv, hvorimod den moralprædikende venstrefløj specialiserer sig i at få folk til at have det dårligt, og den stiller sig ikke tilfreds, før de går med hovedet bøjet af skyld og selvforagt.
Den moraliserende venstrefløj sørgede hurtigt for, at historien ikke drejede sig om Brands usædvanlige brud på den borgerlige mediedebats kedelige konventioner, eller om hans påstand om, at der var en revolution på vej (en påstand, som den tunghøre småborgerlige narcissistiske ”venstrefløj” kun kunne opfatte som at Brand selv ville lede revolutionen, hvilket de besvarede med karakteristisk fortørnelse: ”Jeg har ikke behov for nogen oppustet kendis til at lede mig”). For moralprædikanterne drejede hovedhistorien sig om Brands personlige adfærd – nærmere bestemt hans sexisme. I den febrile mccarthyistiske atmosfære, som den moralistiske venstrefløj har hidset op, betyder bemærkninger, der kan udlægges som sexistiske, at Brand er sexist, hvilket også betød, at han er kvindehader. Klappet og klar, færdig, fordømt.
Brand skal selvfølgelig, som enhver anden af os, stå til ansvar for sin adfærd og for det sprog, han bruger. Men sådan en udspørgen burde finde sted i en kammeratlig og solidarisk ånd, og nok ikke i offentligheden i første omgang – selv om Brand reagerede, da han blev udspurgt om sexisme hos Mehdi Hasan, med netop den slags lun ydmyghed, som var helt fraværende i de stenhårde ansigter, der havde dømt ham. “Jeg tror ikke, jeg er sexist. Men jeg kan huske min bedstemor, som var det herligste menneske, jeg nogensinde har kendt, men hun var racist, men jeg tror ikke, at hun vidste det. Jeg ved ikke, om jeg har nogle negative kulturelle påvirkninger, men jeg ved, at jeg elsker proletarisk sprog som “skat” og “babe”, så hvis kvinder synes, jeg er sexistisk, så er de bedre stillet til at bedømme det end jeg er, så det vil jeg arbejde med.”
Brands indlæg var ikke et forsøg på at blive leder; det var en inspiration, en opfordring. Jeg jeg blev i hvert fald inspireret. Bare få måneder før ville jeg nok have forholdt mig tavst, mens moralisterne på den smarte venstrefløj underkastede Brand deres stand-retter og karaktermord – med “beviser” indsamlet mestendels fra højrefløjsmedierne, der altid er villige til at give en hånd med – men denne gang var jeg klar til at udfordre dem. Reaktionen på Brands medvirken blev hurtigt lige så sigende som Paxman-udvekslingen i sig selv. Som Laura Oldfield Ford påpegede, så var dette et afklaringens øjeblik. Og en af de ting, der blev klart for mig, var, hvordan store dele af den selvudråbte “venstrefløj” de seneste år har undertrykt klassespørgsmålet.
Klassebevidsthed er en skrøbelig og flygtig sag. Småborgerskabet, der hersker i akademiet og i kulturindustrien, har alle mulige slags umærkelige afledningsmanøvrer og foregribelser, som forhindrer, at emnet overhovedet kommer op – og hvis det alligevel skulle ske, så får de folk til at tro, at det er en frygtelig uforskammethed, et brud på takt og tone, at bringe det på banen. Jeg har holdt taler ved begivenheder på den antikapitalistiske venstrefløj i årevis, men jeg har sjældent talt om – eller er blevet bedt om at tale om – klasse i det offentlige rum.
Men når nu klassespørgsmålet var dukket op, var det umuligt ikke at se det overalt i reaktionerne på Brand-sagen. Brand blev hurtigt dømt og/eller sat under forhør af mindst tre privatskoleuddannede venstrefløjsere. Andre forklarede, at Brand ikke i virkeligheden kunne være arbejderklasse, fordi han var millionær. Det er foruroligende, hvor mange ‘venstrefløjsere’ der lod til at være grundlæggende enige med tankegangen bag Paxmans spørgsmål: “Hvad giver denne arbejderklassepersonage bemyndigelse til at tale?” Det er også foruroligende, og faktisk deprimerende, at de synes at tro, at folk fra arbejderklassen er forpligtet til at forblive i fattigdom, ubemærkethed og afmagt, hvis ikke de skal miste deres “ægthed”.
Nogen sendte mig et opslag skrevet om Brand på Facebook. Jeg kender ikke vedkommende, der skrev det, og jeg har ingen lyst til at oplyse navnet. Det, der er vigtigt, er, at opslaget var symptomatisk for et sæt snobbede og nedladende holdninger, som det åbenbart er i orden give udtryk for, mens man stadig regner sig til venstrefløjen. Hele tonen var forfærdelig arrogant, som om det var en skolelærer, der rettede et barns lektier, eller en psykiater, der vurderede en patient. Brand er, tilsyneladende, “tydeligvis ekstremt ustabil … ét dårligt forhold eller karriere-tilbageslag væk fra at bryde sammen og falde tilbage i stofmisbrug eller det, der er værre”. Selv om vedkommende påstår “faktisk at synes om [Brand]”, falder det måske ikke vedkommende ind, at en af årsagerne til, at Brand kunne være “ustabil” er lige netop den her slags patroniserende fup-distanceret “bedømmelse” fra “venstrefløjsbourgeoisiet”. Der er også en rystende, men afslørende, sidebemærkning, hvor vedkommende henkastet omtaler Brands “mangelfulde uddannelse [og] de ofte tåkrummende udtalefejl, der kendetegner de selvlærte” – som, tilføjer vedkommende storsindet, “overhovedet ikke generer mig” – hvor storsindet! Det her er ikke en bureaukrat fra kolonitiden, der skriver om sine forsøg på at lære “de indfødte” det engelske sprog tilbage i 1900-tallet, eller en viktoriansk skolelærer ved en eller anden privatskole, som beskriver en almuedreng – det er en “venstrefløjsdebattør”, der skriver for bare et par uger siden.
Hvad gør vi så nu? Først og fremmest er det nødvendigt at kunne genkende trækkene ved de udtryksformer og drifter, som har ført os til dette barske og demoraliserende punkt, hvor klasse er forsvundet, men moralisme er alle vegne; hvor solidaritet er umulig, men skyld og frygt er allestedsnærværende – ikke fordi vi tyranniseres af højrefløjen, men fordi vi har tilladt borgerlige subjektivitetsformer at besmitte vores bevægelse. Jeg tror, der er to libidinøs-diskursive konstellationer [vistnok: “måder at kommunikere på, som udspringer af eller tilfredsstiller bestemte drifter”, red.], som har fremkaldt denne situation. De kalder sig selv for venstreorienterede, men – som det tydeligt fremgår af Brand-sagen – er de på mange måder et tegn på, at venstrefløjen – forstået som en spiller i klassekampen – er så godt som forsvundet.
I vampyrernes slot
Den første konstellation er den, jeg gav navnet “vampyrslottet”. Vampyrslottet specialiserer sig i at udbrede skyld. Det drives af en præsts trang til at lyse i band og fordømme, en akademisk pedants trang til fremstå som den første, der fik øje på en fejl, og en hipsters trang til at være en del af inderkredsen. Faren ved at angribe vampyrslottet er, at det kan se ud som om – og det vil gøre alt, hvad det kan, for at få det til at se sådan ud – at man også angriber kampene mod racisme, sexisme og heterosexisme – som om vampyrslottet skulle være det eneste legitime udtryk for disse kampe, når det i virkeligheden bedst forstås som en borgerlig-liberal forvanskning og beslaglæggelse af disse bevægelsers energi. Vampyrslottet blev født i det øjeblik, hvor kampen mod at blive afgrænset af identitære kategorier blev til bestræbelsen på at få “identiteter” anerkendt af den borgerlige store Anden [et begreb fra Lacaniansk psykoanalyse, som knytter sig til sproget og den symbolske verdensorden, der er grundlag for, hvordan vi forstår tilværelsen, red.]
Det privilegium, jeg helt bestemt nyder godt af som hvid mand, består bl.a. i, at jeg ikke er bevidst om min etnicitet og mit køn, og det er en tankevækkende oplevelse, der nærmest har karakter af en åbenbaring, når jeg undertiden bliver gjort opmærksom på disse blinde vinkler. Men snarere end at søge en verden, hvor alle opnår frihed fra identitær klassifikation, forsøger vampyrslottet at drive folk ind i identitets-indhegninger, hvor de ustandseligt defineres i de begreber, der er bestemt af den herskende magt, lammes af tvivl på eget værd og formåen og isoleres fra andre af en solipsistisk logik, der hævder, at vi ikke kan forstå hinanden, med mindre vi tilhører samme identitetsgruppering.
Jeg har bemærket en fascinerende magisk spejlvendt projektion-fornægtelses-mekanisme, hvorved alene det at omtale klasse nu automatisk behandles, som om man forsøger at nedspille betydningen af race og køn. Faktisk er det stik modsatte tilfældet, idet vampyrslottet anvender en grundlæggende liberal forståelse af race og køn til at tilsløre klasseforhold. Under alle de absurde og traumatiske twitterstorme om privilegier tidligere på året var det bemærkelsesværdigt, at enhver drøftelse af klasseprivilegier var fraværende. Opgaven består – nu som før – i at give klart udtryk for klasse, køn og race – men vampyrslottets hjørnesten er afkoblingen af klassekategorien fra andre kategorier.
Det problem, som vampyrslottet blev skabt til at løse, er dette: hvordan kan man besidde enorm rigdom og magt, samtidig med at man fremstår som offer, marginaliseret og oppositionel? Løsningen eksisterede allerede – i den kristne kirke. Så vampyrslottet tyr til alle de infernalske strategier, mørke kneb og psykologiske torturinstrumenter, som kristendommen opfandt og som Nietzsche beskrev i Moralens oprindelse. Dette præsteskab for den dårlige samvittighed, denne rede af skinhellige selvbebrejdelseskræmmere, er nøjagtigt, hvad Nietzsche forudså, da han sagde, at noget, der var værre end kristendommen, allerede var på vej. Her er det så …
Vampyrslottet næres af energien, bekymringerne og sårbarhederne hos unge studerende, men først og fremmest lever den af at omdanne bestemte gruppers lidelse – jo mere ‘marginal’, desto bedre – til akademisk kapital. De mest respekterede skikkelser i vampyrslottet er dem, som har opdaget et nyt marked for lidelse – de, som kan finde en gruppe, der er mere undertrykt og kuet end nogen hidtil udnyttet gruppe, vil opdage, at de hurtigt forfremmes op gennem graderne.
Vampyrslottets første lov er: individualisér og privatisér alt. Selv om det påstår teoretisk set at gå ind for strukturel kritik, fokuserer det i praksis aldrig på andet end individuel adfærd. Nogle af de her arbejderklassetyper er ikke særligt godt opdraget og kan være ret grove til tider. Husk: det er altid vigtigere at fordømme enkeltpersoner end at lægge mærke til upersonlige strukturer. Den faktisk herskende klasse udbreder individualistiske ideologier, men har en tendens til at handle som klasse. (Meget af det, vi kalder ‘sammensværgelser’, er den herskende klasse, der udøver klassesolidaritet.) Vampyrslottet, der er narret til at fungere som godtroende tjenere for den herskende klasse, gør det modsatte: det foregiver at støtte ‘solidaritet’ og ‘kollektivitet’, men handler altid som om de individualistiske kategorier, som magten har hevet ned over os, faktisk holder vand. Da de er småborgerlige helt ind til marven, er medlemmerne af vampyrslottet rendyrkede konkurrencemennesker, men dette undertrykkes på den passivt-aggressive måde, som er typisk for borgerskabet. Det, der holder dem sammen, er ikke solidaritet, men gensidigt frygt – frygten for, at det næste gang bliver dem, der skal skilles ud, afsløres og fordømmes.
Vampyrslottets anden lov er: få tænkning og handling til at fremstå meget, meget vanskeligt. Der må ikke være nogen lethed, og afgjort ikke nogen morskab. Humor er per definition useriøst, ikke? Tænkning er hårdt arbejde, beregnet til folk med fint sprog og furede bryn. Der hvor du finder tillid, indfør skepsis. Sig: hastværk er lastværk, vi er nødt til at gennemtænke det her mere grundigt. Husk: at have overbevisninger er undertrykkende og kan føre til interneringslejre.
Vampyrslottets tredje lov er: spred så meget skyld som du kan. Jo mere skyld, des bedre. Folk skal have det skidt: det er et tegn på, at de forstår, hvor alvorligt det står til. Det er OK at være klasse-privilegeret, hvis du har skyldfølelse over dine privilegier og sørger for, at andre på lavere klassetrin end dig selv også har skyldfølelse. Du gør da også noget godt for de fattige, ikke?
Vampyrslottets fjerde lov er: Essentialisér! Mens vampyrslottets medlemmer altid påberåber sig, at identiteter er flydende, mangfoldige og mangeartede – bl.a. for at dække over deres uvægerligt velstående, privilegerede eller borgerliggjorte baggrund – så bør fjenden altid essentialiseres. Eftersom den trang, der besjæler vampyrslottet, i vid udstrækning er præsters trang til at lyse i band og fordømme, er der nødt til at være et skarpt skel mellem Godt og Ondt, hvor det sidste essentialiseres. Bemærk taktikken: X er kommet med en bemærkning eller har opført sig på en bestemt måde, og denne bemærkning eller opførsel kan udlægges som transfobisk eller sexistisk eller osv. Så vidt, så godt. Men det er næste træk, der er fidusen: X bliver nu defineret som transfob, sexist osv. X’s hele identitet bliver defineret af én ufornuftig bemærkning eller et fejltrin. Når først vampyrslottet har kaldt sammen til heksejagt, så kan ofret (der ofte er fra arbejderbaggrund og ikke oplært i borgerskabets passivt-aggressive etikette) med sikkerhed mobbes til at miste besindelsen, hvilket yderligere sikrer rollen som udstødt, det seneste bytte for rovdyrflokkens raseri.
Vampyrslottets femte lov: Tænk som en liberal (for det er, hvad du er). Vampyrslottets arbejde med at holde ild under forargelsens kedel består i ustandseligt at gøre opmærksom på det himmelråbende indlysende: Kapitalen opfører sig som kapital (den er ikke særligt rar!), undertrykkende statsapparater er undertrykkende. Vi må protestere!
Neo-anarchy in the UK
Den anden libidinale konstellation er neo-anarkisme. Med begrebet neo-anarkister hentyder jeg afgjort ikke til anarkister eller syndikalister, som er aktive i faktisk organiseringsarbejde på arbejdspladser, som fx Solidarity Federation [britisk revolutionær anarkosyndikalistisk fagforening grundlagt i 1950, red.]. Jeg tænker snarere på dem, der identificerer sig selv som anarkister, men hvis engagement i politik ikke rigtig strækker sig ud over studenterdemonstrationer og besættelser, og at kommentere ting på Twitter. Ligesom beboerne i vampyrslottet, kommer neo-anarkister som regel fra en småborgerlig baggrund, hvis ikke fra endda mere privilegerede klasselag.
De er også i overvældende grad unge: i tyverne eller højst først i trediverne, og det neo-anarkistiske standpunkt præges af en snæver historisk horisont. Neo-anarkister har aldrig oplevet andet end kapitalistisk realisme. På det tidspunkt, hvor neo-anarkisterne var blevet politisk bevidste – og den politiske bevidsthed er for manges vedkommende påfaldende ny, i betragtning af hvor megen trodsig brovten de fører sig frem med – var Labour blevet en centristisk skal, der implementerede neo-liberalisme med en lille dosis social retfærdighed som tilbehør.
Men problemet med neo-anarkismen er, at den uforvarende afspejler denne historiske stund snarere end at tilbyde nogen udvej fra den. Den glemmer, eller er måske oprigtigt ubekendt med, Labour-partiets rolle i nationaliseringen af store industrier og forsyningsvirksomheder eller i grundlæggelsen af det offentlige sundhedsvæsen. Neo-anarkister kan finde på at hævde, at ‘parlamentarisk politik har aldrig ændret noget’, eller at ‘Labour har altid været ubrugelig’, mens de går til demonstrationer mod nedskæringer i sundhedsvæsenet eller videre-deler opslag, der klager over afviklingen af resterne af velfærdsstaten. Der er en sær underforstået regel her: det er OK at protestere imod, hvad parlamentet har gjort, men det er ikke i orden at komme i parlamentet eller i massemedierne for at forsøge at bringe forandringer i stand derfra. Mainstreammedierne skal foragtes, men det er vigtigt at følge med i BBC Question Time [et program ca. som DR’s “Debatten”, red.] og brokke sig over det på de sociale medier. Purisme glider over i fatalisme; det er bedst ikke på nogen måde at lade sig besmitte af mainstreammediernes fordærv. Det er bedre nyttesløst at ‘protestere’, snarere end at risikere at få snavsede hænder.
Det er derfor ikke overraskende, at så mange neo-anarkister virker deprimerede. Denne depression forstærkes givetvis af de bekymringer, der kendetegner livet som studerende, idet neo-anarkismen, ligesom vampyrslottet, har sit naturlige hjem på universiteterne og sædvanligvis udbredes af dem, der er i gang med en kandidatgrad eller som for nylig har færdiggjort sådan en grad.
Hvad må der gøres?
Hvorfor er disse to konstellationer begyndt at gøre sig gældende? Den første årsag er, at kapitalen har tilladt dem at blomstre, fordi de tjener dens interesser. Kapitalen undertvang den organiserede arbejderklasse ved at nedbryde klassebevidstheden, brutalt at underkue fagforeningerne samtidig med, at den forførte ‘hårdtarbejdende familier’ til at identificere sig med deres egne snævert-afgrænsede interesser snarere end med bredere klasseinteresser; men hvorfor skulle kapitalen bekymre sig om en ‘venstrefløj’, som erstatter klassepolitik med moraliserende individualisme, og som spreder frygt og usikkerhed snarere end at opbygge solidaritet?
Den anden årsag er det, som Jodi Dean har kaldt for kommunikativ kapitalisme. Det ville måske have været muligt at ignorere vampyrslottet og neo-anarkisterne, hvis ikke det var for det kapitalistiske cyberspace. Vampyrslottets skinhellige moraliseren har været et træk ved bestemte dele af ‘venstrefløjen’ i mange år – men hvis man ikke var medlem af lige netop deres kirke, så var det let at undgå deres prædikener. De sociale medier medfører, at det ikke længere er tilfældet, og der er dårlig beskyttelse mod de psykiske følgesygdomme, som disse diskurser udbreder.
Så hvad kan vi nu gøre? Først og fremmest er det bydende nødvendigt at afvise identitarismen og at anerkende, at der ikke findes nogen identiteter – kun ønsker, interesser og identificeringer. En af årsagerne til, at projektet med British Cultural Studies [et forskningsprojekt lanceret i ’64 ved University of Birmingham, red.] var så vigtigt, var – som det så stærkt og rørende blev afsløret ved John Akomfrahs installation The Unfinished Conversation, som kan ses på Tate Britain, og hans film The Stuart Hall Project – at det modstod en identitaristisk essentialisme. I stedet for at fastlåse folk i kæder af allerede bestående ligheder var pointen at behandle ethvert udtryk som foreløbigt og formbart. Nye udtryk kan altid skabes. Ingen er i sit inderste væsen noget bestemt. Desværre anvender højrefløjen denne erkendelse mere effektivt end venstrefløjen gør. Den borgerligt-identitære venstrefløj har forstand på at udbrede skyld og gennemføre heksejagter, men den forstår ikke, hvordan man vinder folk for en sag. Men det er jo heller ikke dens formål. Målet er ikke at udbrede en venstrefløjsposition, eller at overbevise folk, men at holde sig i en elitær overlegenhedsposition, men nu med klassemæssig overlegenhed forstærket med moralsk overlegenhed oveni: ‘Hvor vover du at tale – det er os, der taler for dem, der lider!”
Men afvisningen af identitarismen kan kun opnås ved at gen-hævde klassebegrebet. En venstrefløj, der er funderet på klasse, kan højst opnå at blive en liberal interesseorganisation. Klassebevidsthed er altid dobbelt: det indebærer en samtidig viden om, hvordan klasse danner ramme om og former al erfaring, og en viden om vores bestemt stilling i klassestrukturen. Det er vigtigt at huske, at målet for vores kamp ikke er borgerskabets anerkendelse, og ikke engang ødelæggelsen af borgerskabet som sådan. Det er klassestrukturen – en struktur, som gør skade på alle, selv på dem, der materielt nyder gavn af den – der må ødelægges. Arbejderklassens interesser er alles interesser; borgerskabets interesser er kapitalens interesser, som er ingens interesse. Vores kamp må rette sig mod at skabe en ny og overraskende verden, ikke mod at bevare de identiteter, som kapitalen har konstrueret og fordærvet.
Hvis det lyder som en overvældende og afskrækkende opgave, så er det fordi, at det er det. Men vi kan begynde med at give os i kast med mange præfigurative tiltag allerede nu [dvs. tiltag, der foregriber et fremtidigt idealsamfunds former og principper, red.]. Ja, faktisk kunne sådanne tiltag gå ud over det præfigurative – de kunne starte en god cirkel, en selvopfyldende profeti, hvor borgerlige subjektivitetsformer nedbrydes, og en ny universalitet opbygges. Vi er nødt til at lære, eller gen-lære, hvordan vi opbygger kammeratlige forhold og solidaritet i stedet for at udføre kapitalens arbejde for den ved at fordømme og skælde ud på hinanden. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi altid skal være enige – tværtimod drejer det sig om at skabe mulighederne for, at uenigheder kan finde sted uden frygt for udelukkelse og udstødelse.
Vi er nødt til at tænke meget strategisk om, hvordan vi bruger sociale medier, og altid huske på, at til trods for det lighedsprincip, som kapitalens drifts-teknikere påstår gælder på de sociale medier, så er disse for nuværende fjendtligt territorium, viet til kapitalens reproduktion. Men det betyder ikke, at vi ikke kan besætte terrænet og begynde med at bruge det til at fremkalde klassebevidsthed. Vi er nødt til at bryde ud af den ‘debat’, som den kommunikative kapitalisme har lagt til rette for os, og som kapitalen ustandseligt lokker os til at deltage i, og huske, at vi er i gang med en klassekamp. Målet er ikke at ‘være’ aktivist, men at hjælpe arbejderklassen med at aktivere – og omdanne – sig selv. Uden for vampyrslottet er alt muligt.
Denne tekst er oversat fra en artikel af Mark Fisher, også kendt som k-punk, med titlen “Exiting the Vampire Castle”, der oprindelig blev offentliggjort i The North Star d. 22. november 2013.
Den gengives her i oversættelse med tak til The North Star og forfatteren, der tog sit eget liv i 2017, 48 år gammel. Rest in power.
