Af arrangørgruppen bag demonstrationen: Stop Israels Apartheid. Solidaritet med Palæstina!

I forbindelse med demonstrationen i går den 14. maj 2021 foran Israels ambassade har arrangørgruppen skrevet en pressemeddelelse, med en udtalelse om deres syn på hvad der skete ved demonstrationen, som politiet valgte at eskalere.

 


 

Pressemeddelelse 14/05/2021
Pva. arrangørgruppen bag demonstrationen: Stop Israels Apartheid. Solidaritet med Palæstina!

I dag var cirka 5000 samlet til demonstration i solidaritet med det palæstinensiske folk og mod Israels overgreb i Sheikh Jarrah i Jerusalem, i Gaza og resten af Palæstina. Demonstrationen var bredt indkaldt af en række solidaritets- og palæstinensiske organisationer.
Demonstrationen startede kl. 15.30 på Svanemøllen station. Tusinder af demonstranter stod i solskin med palæstinensiske flag, kampråb og sang. Folk i alle aldersgrupper, særligt mange børnefamilier, var mødt op, og fulgte demonstrationens retningslinjer om fredelig og ikke-voldelig protest mod Israels overgreb på den palæstinensiske befolkning.

Kort efter at demonstrationen nåede den israelske ambassade, valgte politiet desværre at eskalere situationen drastisk efter, at der blev kastet to kanonslag fra enkelte fremmødte. Politiet trak deres knipler og begyndte at skyde med tåregas ind i folkemængden, hvor mange børn og ældre var til stede.

“Vi ser politiets ageren som en unødvendig og voldelig eskalation af situationen. Adskillige demonstranter kom til skade. Vi i arrangørgruppen forsøgte gentagne gange at komme i kontakt med politiet, men oplevede ingen dialog og intet sted at rette henvendelse trods tidligere aftaler om løbende samarbejde i forbindelse med afvikling af demonstrationen” udtaler Clara B. der er en del af initiativgruppen.

“Politiet hævder at have opløst demonstrationen, men ingen i arrangørgruppen blev underrettet om dette, ligesom en offentlig opløsning ikke blev meldt ud af politiet der var til stede” fortsætter Clara B. og understreger, at politiets ageren bidrog til at skabe en hektisk og ubehagelig situation.

Grundet den unødvendige eskalation valgte arrangørgruppen at opfordre alle demonstranter til at trække sig fra ambassaden og gå tilbage til Svanemøllen station, som langt størstedelen af demonstranterne gjorde. Her fortsatte demonstrationen fredeligt med taler, musik og godt humør, trods en tydeligt påvirket folkemængde.

“Det er vigtigt for os, at disse begivenheder ikke flytter fokus fra, hvorfor over 5000 mennesker var samlet i dag; nemlig at sige klart og tydeligt til Israel: Det internationale samfund ser jeres forbrydelser! Og til den danske regering, at kun boykot og sanktioner er kan stoppe Israels besættelse, apartheid og etniske udrensning” udtaler Clara B.

“Som arrangørgruppe ser vi os nødsagede til at reagere på, hvad vi ser som politiets brud på vores demonstrationsret. Derfor vil vi indsamle dokumentation og undersøge muligheden for at indberette en klagesag over politiets ageren.”

Underskrivere:
Internationalt Forum København
Stop Annekteringen af Palæstina
Boykot Israel-DK
Studerende mod Besættelsen