af Jonas Wedel-Brandt
Længde: 64 min
Sprog: Nederlandsk
Undertekster: Engelsk
CPH:DOX viser i år en af de mærkeligste dokumentarfilm – hvis man kan kalde den det – jeg har set i lang tid. Med en spilletid på lidt over en time drager Guido Hendrikx’ film seeren ind i en mærkelig tåge af forstads-creepy og familieidyl.
Navnet på filmen kommer fra den ukrainske/russiske dokumentarfilm Человек с кино-аппаратом, Man with a Movie Camera fra 1929. Her vandrer Dziga Vertov igennem byerne Kiev, Odessa og Kharkiv. Her møder han arbejdere på arbejde og legende børn i det nye sovjetiske samfund. På samme måde vandrer Hendrikx igennem en by, en nederlandsk lilleby, og møder dens indbyggere og tegner derigennem et billede af det samfund, han befinder sig i.
På festivalens hjemmeside skriver de, ”The best way to see this film is not knowing anything about it beforehand. See it before it sees you!”, så fair warning, spoilers og alt det der. Hvis du vil have samme oplevelse med den, som min søde date og jeg (det er i øvrigt en virkelig syret date-film), så læs resten af artiklen når du har set filmen.
***
A Man and a Camera er en konceptfilm, og enhver beskrivelse af den må også starte med at forklare Hendrikx’ regler. Bebyrdet med et stort filmkamera og et tavshedsløfte forsøger filmskaberen at skabe menneskelig kontakt med tilfældige mennesker i en nederlandsk lilleby. Han møder dem i deres haver, på gaden og mest af alt ved at ringe på deres dørklokke for rullende kamera. De åbner døren og stirrer ind i kameraet. Kameramanden, som stirrer tilbage, må ikke sige et eneste ord, kommunikere nonverbalt eller tage et selvstændigt initiativ (udover at ringe på døren). Bliver han bedt om at gå, må han gøre det. Bliver han budt indenfor går han med. Han går først når han bliver bedt om at gå, på samme måde som han kun kom med ind på sin værts initiativ.
Strukturelt er filmen delt op efter folks reaktioner på manden med kameraet. Først ser vi de ubehagelige og voldsomme reaktioner. Folk, hos hvem hans tavse stirren og filmen vækker ubehag. De spørger ham ”hvad er meningen.” Den sætning dukker op flere steder i filmen og får en næsten eksistentiel karakter. Hvad er meningen med det hele? Når de ikke får svar, beder de ham gå og lukker døren. En enkelt går så langt som at overfalde ham.
I andet segment smiler folkene foran kameraet lidt nervøst. Konfronteret med den mærkelige mand og hans store, professionelt udseende filmkamera ved de ikke hvad de skal gøre andet end at grine. Nogle fyrer jokes af. Børn og voksne stirrer lige mystificeret. Og så sker det spændende. Lillebyens borgere – primært seniorer med billeder af børnebørn eller samme børnebørn på besøg – begynder at invitere ham indenfor. Vi bliver introduceret til deres ægtefæller, børn og børnebørn. Vil han have kaffe? Kage? Ja? Nej? Så siger vi ja. ”Vi har besøg! Så må vi hellere lade som om vi er en normal og velfungerende familie” griner én af dem.
Som seer sidder jeg først med ubehag og is i maven. Angrebene og tilråbene fra de første møder med lillebyens borgere har sat mig klar på, at det her er en film, hvor folk kan komme til skade. Men så kommer smilene og kaffen, og jeg begynder at slappe af. Og undre mig. Hvilken type er jeg selv? Ville jeg smække døren i hovedet på den påtrængende stille mand som har været så grænseoverskridende at smække et kamera i hovedet på mig? Eller ville jeg invitere ham ind? Er der ikke noget med at vampyrer kun kan overtræde en dørtærskel, hvis man inviterer den ind?
Det er vel en af den slags film, som tvinger seeren til selv at regne ud, hvad meningen med det hele er. Hvordan man behandler fremmede, det er vel et af temaerne i filmen. Hvordan møder man den fremmedes blik (som det engelske ”gaze”), og hvad siger det om én, hvad man gør i mødet med den fremmede. Ligger der en kritik af Europas immigrationspolitik og FRONTEX’ måde at møde den fremmede på, er den måske lidt søgt, men også lidt underholdende. Det er også en meget streng form for dokumentarisme, det med ikke at sige noget, ikke engang hvorfor man filmer eller hvem man er. Netop fordi folkene i filmen reagerer så tydeligt på kameraet, viser A Man and a Camera at idéen om at dokumentere virkeligheden uden indblanding er umulig, så længe observatøren og kameraet er til stede.
