150 år siden pariserkommunen og den første socialistiske revolution

Den 18. Marts markerer 150 året for udråbelsen af Pariserkommunen. I kølvandet på Frankrigs nederlag til Preussen i den fransk-preussiske krig i 1870-71, overtog borgerne i Paris styringen med deres egne liv og by. Mangt og meget er siden skrevet om kommunen, dens betydning for socialistisk tænkning og praksis. Konfront har oversat Pariserkommunens manifest først udgivet den 19. April 1871. 


Af Asbjørn Nielsen

For en historisk analyse og gennemgang af kommunens betydning henviser vi til Autonom Infoservice som har skrevet en fantastisk artikel om emnet.

 

 

Til det franske folk:

Under den smertefulde og frygtelige konflikt der igen truer paris med rædslerne om en belejring og bombardement; som igen vil få det franske blod til at flyde, og ikke skåne hverken vore brødre, hustruer eller børn; knust under kanonkuglerne og riflernes skud, er det nødvendigt at den offentlige mening ikke bliver delt, at den nationale bevidsthed ikke formudres.

Paris og hele nationen må kende til naturen, årsagen, og målet med den revolution der foregår.

Endelig er det kun retfærdigt at ansvaret for de døde, den lidelse og den ulykke af hvilken vi er ofrene, falder for fødderne af dem, som har forrådt Frankrig og ønsket at overgive paris til de invaderende hære, de som med en blind og grusom stædighed, stadig forfølger ødelæggelsen af den store by for at begrave med republikken, en katastrofe for friheden og kommunen, som udgør et et dobbelt vidnesbyrd til deres forræderi og forbrydelse.

Kommunen har pligt til at bekræfte og afgøre aspirationerne og ønskerne for befolkningen i Paris, for at definere karakteren hos bevægelsen af 18.Marts, en bevægelse som forbliver misforstået, ukendt og tilsølet af politikerne baseret i Versailles.

Endnu engang, slider og lider Paris for hele Frankrig, hvor hvem den forbereder, gennem sine kampe og ofre, den intellektuelle, moralske, administrative og økonomiske genoplivning, dens hæder og trivsel.

Hvad beder kommunen om?

Anerkendelse og konsolidering af republikken, den eneste form for regering som kan leve og opfylde folkets rettigheder og og den normale og frie udvikling af samfundet.

Kommunens absolutte autonomi må udvides til alle steder i Frankrig, og garantere for alles fulde rettigheder, og sikre enhver franskmand, den fulde udøvelse af sine evner som menneske, borger og arbejder.

Den eneste begrænsning for kommunens autonomi bør være den lige ret til autonomi for alle kommuner som bekender sig til denne kontrakt, og hvis fællesskab skal sikre fransk enhed.

De iboende rettigheder for kommunen er som følger:

Stemmeret til kommunale budgetter, adgang til kvitteringer og udgifter; fastsættelsen og fordeling af skatter; udøvelsen af offentlige tjenester; organiseringen af dens domstole; internt politi og uddannelse; dens administrering af varer som tilhører kommunen.

Valget ved afstemning eller konkurrence blandt dommere og offentlige funktionærer af alle ordner, såvel som den permanente ret til kontrol med deres gøren og retten til at kræve deres fratrædelse.

Den absolute garanti af individuel frihed og samvittighedsfrihed.

Den permanente inddragelse af borgere i kommunale affærer gennem den frie manifestering af deres ideer, det frie forsvar for deres interesser, med garanti for deres udførelse af kommunen, som alene er betroet med ansvaret for at overvåge og sikre den frie og fair ret til at forsamles og publicere.

Organiseringen af byens forsvar og nationalgarden, som vælger deres egne officerer og opretholder orden.

Paris ønsker intet mindre end en lokal garanti, selvfølgelig på betingelse af, at finde i den centrale administration (delegationen af føderale kommuner) virkeliggørelsen af og praksissen af de samme principper.

Men som et element af dens autonomi, og som en gavn er dens frihed til at handle, reserverer kommunen indenfor sine grænser, retten til at gennemføre de administrative og økonomiske reformer forlangt og ønsket af befolkningen; for at skabe de nødvendige institutioner til udvikling og udbredelse af instruktion, produktion, udveksling og kredit; at fordele magt og ejendom i overensstemmelse med tidens behov, at tage hensyn til ønskerne for de berørte og på baggrund af erfaring.

Vores fjender lyver for sig selv, og lyver for landet når de anklager Paris for at ville påtvinge sin vilje eller overlegenhed på resten af nationen, og når de anklager kommunen for diktatur, noget som er utænkeligt idet det ville være et angreb på andre kommuners uafhængighed og autonomi.

De lyver for sig selv og for landet når de anklager Paris for at følge en kurs der sigter mod ødelæggelsen af netop den enhed som revolutionen udgør, til hæder for vore fædre som flokkedes til Fete de la Fédération ( en festival som I 1790 fejrede årsdagen for den første franske revolution et år forinden ) hvortil de strømmede fra alle hjørner af Frankrig.

Enhed som det er blevet os påvtunget til i dag af imperiet, monarkiet og parlamentarisme, alle er de intet end mere end uintelligente former for tvang og besværlig centralisering.

Den politiske enhed som Paris ønsker, er den frie association blandt alle lokale initiativer, det spontane og frie møde mellem alle individuelle foretagende med et fælles mål for øje: sikringen af alles velfærd, frihed og sikkerhed.

Den kommunale revolution påbegyndt af en bred bevægelse den 18. marts, går nu ind i en ny æra af eksperimentel, positiv og videnskabelig politik.

Dette er enden på den gamle struktur af regeringer, gejstlighed og militarisme, påtvungen værnepligt, udnyttelse, finansielle spekulationer, monopoler og privilegier til hvilket proletariatet skylder deres trældom og fædrelandet har pådraget os sin ulykke og nationale katastrofer.

Lad dette elskede og store land – vildledt af løgne og sladder – være forsikret! Kampen mellem Paris og Versailles er en kamp der ikke kan afsluttes med illusioner om kompromisser. Der kan ingen tvivl være om udfaldet. Sejr! Forfulgt med national gardens uudslukkelige energi, vil vi sikre vore ideer og rettigheder.

Vi kalder til Frankrig

Advaret om at et væbnet Paris besidder i lige mængder ro og mod, at Paris støtter orden med energi og standhaftighed, at Paris ofrer sig selv med en bevidst fornuft og energi, at byen kun bevæbner sig selv i hengivenhed til alles frihed og hæder: lad Frankrig ophæve denne blodige konflikt!

Det er op til Frankrig af afvæbne Versailles gennem den højtidelige manifestation af kommunens uimodståelige vilje. Kaldet til at udnytte vores erobringer og lade kommunen erklære sig selv i solidaritet med vores bestræbelser. Lad den være vores allierede i denne kamp der kun kan ende i triumf for den kommunale idé eller i ødelæggelsen af Paris.

Som borgere i Paris er det vores mission at fuldføre den moderne revolution, den største og mest omsiggribende som har oplyst historien.

Det er vores pligt at kæmpe og sejre.

19. April, 1871.

Pariserkommunen